Beskidt havearbejde
Mine forældre er på ferie, så jeg føler, at jeg bliver nødt til at tage mig af de huslige opgaver i huset…Derfor var jeg ude og luge ukrudt den anden dag. Selvom begejstringen kun varede få minutter, lærte det mig nogle lugetricks, som kan overføres til mit – og dit – liv som kristne.
Vores liv er nemlig ligesom et blomsterbed (ja, jeg ved det godt, det lyder ufatteligt feminint… bær over med mig, pointen er god nok), der plages af ukrudt (altså synd).
Hvis ikke vi luger ud i synden, bliver vores liv mere og mere elendigt, hvor blomsterne lever i skyggen af tidslerne.
Det er vigtigt at hive ukrudtet op med roden – ellers vokser det bare op igen næste år – sådan oplever jeg det i hvert fald. Derfor skal vi rive roden af synden op, om det så er begær, løgn, bagtalelse eller at stjæle. Hvis vi bare giver det en overflade-behandling og river bladene af, er problemet der stadig – og mere rodfæstet næste år…
En metode til at rykke roden op er at bekende sin synd, gerne over for en ven eller mentor, som også kan holde en ansvarlig for, at man ikke planter frøet igen… Det er ikke sjovt. Men det hjælper. Det har det gjort for mig.
Det kræver vedvarende arbejde, hvis ikke ukrudtet skal få overtaget. Til gengæld er der mindre ukrudt (og arbejde…) næste år, jo mere vi rykker op. Og samtidig får vi det bedre – det samme gør menneskerne omkring os.
Hvis ikke vi gør det? Ja, så gror hele vores bed til med tidsler og brændenælder. Og så ender vi i stedet med at stikke og brænde dem, som er tæt på os – ja, endda os selv.
Noget ukrudt er så lumsk, at det ligner blomster og nemt kan narre en uprøvet luger som mig. (Jeg lod dog ikke tvivlen komme planten til gode, så det bliver spændende at se, om mine forældre kommer til at savne nogle blomster i bedet…)
I mit – og dit – liv kan det være svært for os at se, hvilke tanker eller handlinger, der er forkerte og ødelæggende for vores liv. De kan nemlig være forklædt – fx som sandheder.
Derfor skal vi bede Helligånden om at vise os det, så vi kan vende os bort fra det.
Så er du klar til at luge ud? (Det er vel sæson for det?) Det kan være hårdt arbejde, hvor man får jord under neglene (der er huller i vores handsker derhjemme…).
Men det er derimod det hele værd – bare spørg din familie eller kæreste.