Her får babyer salmerne ind med modermælken

– Børnene tilegner sig salmerne ligesom sproget, siger Doris Vest Steen, der har taget initiativ til babysalmesang i Aalborg.Vodskov Kirke ved Aalborg genlyder af babysalmesang for tredje år i træk. Denne gang pludrer ni babyer med deres mødre.– Det handler om lyd, sang og samvær, indleder sognemedhjælper Doris Vest Steen, der er initiativtager.
Babyerne er fra seks til ti måneder. Lige så snart Doris begyndte at spille på et lille klokkespil, var der dyb koncentration. Babyerne lyttede opmærksomt. Mødrene nød samværet med deres børn.

Tænker på tro

Børn og mødre sad stille på bløde madrasser på gulvet i et lille hjørne ved døbefonten. Alle så ud til at nyde lyden og indtrykket fra kirkerummet.
– Det giver ofte mødrene anledning til at tænke på livet og troen i det hele taget, nævner Doris.
Ligesom barnet vil tilegne sig det sprog, der bliver talt under opvæksten, vil det tilegne sig de sange og den musik, der bliver sunget og spillet. Senere vil barnet igen og igen opleve genkendelsens glæde, når det møder kendte sange, salmer og musikstykker i nye sammenhænge, siger Doris.

Salmeskat

– Vi er som danskere privilegerede med en salmesangsskat, som efter international målestok er ganske enestående. Den skal vi bruge og give i arv til vores børn. De husker det, de hører de første måneder af deres liv, og dette vil ligge i deres erindring resten af livet, fortsætter Doris.
Musik, lyd og bevægelse stimulerer børnenes sanser, og samhørigheden mellem barn og forælder opbygges.
– Ydermere giver babysalmesang børn og forældre mulighed for at blive fortrolige med kirkerummet. Babysalmesang kan desuden bruges som en del af dåbsoplæringen, slutter Doris Vest Steen.