Himmelekspressen

Hvert år uddeler FC Udfordringen 10 % af deres overskud til et godtgørende formål. I år blev det Himmelekspressen, man havde æren af at hjælpe. I den anledning bringer vi her et lille portræt af det over 50-årige værested.Der var ikke meget, der tydede på, at Jens Larsen ville komme ovenpå igen for 18 år siden. Han og konen var gået fra hinanden, og nu var flasken blevet hans bedste ven. Han var flyttet på gaden og havde ingen fremtid.

Daglig Leder John Larsen fra Himmelekspressen har over 170 tolv-timers vagter på et år. Han er derfor flyttet permanent ind på værestedet Himmelekspressen på Københavns Sydhavn.

Men så fik han et værelse, mad og en chance til i tilværelsen. I dag er han leder og eneste lønnede medarbejder i Himmelekspressen, et værested for hjemløse mænd i Københavns Sydhavn.

Begyndte med en præst og en vognmand

Året var 1958. I Sydhavnen havde spritterne fundet ly for den værste nattekulde. Når togvognene blev bortrangeret, kunne de snige sig ind og sove der hele natten, inden vagten kom og jagede dem ud tidligt næste morgen.
Det ændrede sig først, da Pastor Stampe fra Vesterbro tog vognmand Johannsen i hånden og fik etableret Himmelekspressen. De købte et par togvogne og parkerede dem permanent på adressen i Vasbygade, og lige siden har stedet været et tilflugtsted for hjemløse mænd i Københavnsområdet.
I dag er togvognene fjernet, og der er bygget et fint hus i stedet. Nu har stedet plads til 25 mænd, der alle bliver tilbudt en seng, morgenmad og aftensmad, nyt tøj samt ikke mindst et sted, der lader dem være sig selv og giver dem en ny chance.

Drives af private

Der afleveres flere sække tøj hver uge, som deles ud til de hjemløse mænd.

Jens Larsen har over 170 tolv-timers vagter på et år, så han har taget konsekvensen og er flyttet permanent ind på Himmelekspressen.
Det er her, vi møder ham og her, han viser os rundt. Himmelekspressen drives udelukkende af private midler og får ingen offentlige tilskud eller støtte. Alligevel er stedet i fin stand og minder mere om en nyrenoveret lejrskole end en nedslidt barak, som man ellers forbinder med væresteder.
Det er medlemmer fra blandt andet Lions Club, Malteserne og Gilderne (ældre spejdere), der trækker det store læs med at tage vagter. De får ikke andet for det end en tur på Bakken en gang om året sammen med deres koner.
Den økonomiske støtte kommer blandt andet fra Spies- og Danske Bank fonden – og nu altså FC Udfordringen.

Morgenmad på cyklen

Hver morgen kl. 06.00 cykler en medarbejder med trailer ud til F.L. Smidts kantine og får lov til at hente det overskydende mad fra kantinen. En aftale der har stået på i over 25 år. Det giver mad til alle mændene og motion til cyklisten. Uanset hvad, er maden helt sikkert bedre end de fedtemader og den te, der blev serveret, da stedet åbnede.
Da Jens Larsen kom i Himmelekspressen første gang, var stedet ledet af Børge Andersen. Han blev senere slået til ridder af Dannebrog for sit ihærdige arbejde for de hjemløse. Et arbejde, der siden også har ført til et samarbejde med både mændenes hjem og Apostelkirken i Saxogade.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kun tre regler

I dag er det som sagt Jens Larsen, der står for stedet, og der er kun tre små regler: Pas din hygiejne, vis hensyn og kom til tiden.
Det er også de hjemløse selv, der står for al rengøringen, og helt uden indflydelse er de heller ikke. Når der er de store kampe på tv, som Champions League eller FCK-Brøndby, bliver der åbnet for dørene lidt tidligere end normalt.
For selv om man er hjemløs, kan man jo godt følge med i fodbold alligevel.
– Samuel