Jesus gør evigheden nærværende
Peter Øhrsrtøm er Dr. scient, professor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd.
Hvad er tid? Hvem kan overhovedet begribe det i sin tanke, så han kan fremstille det i ord? Hvad er på den anden side mere kendt i daglig tale end ordet tid? Vi forstår det udmærket, når vi selv siger det, og også når vi hører en anden sige det. Hvad er så tid? Hvis ingen spørger mig om det, ved jeg det. Hvis jeg skal forklare det for en, der spørger, ved jeg det ikke.
På denne paradoksale måde satte kirkefaderen Augustin (år 354-430) ord på tidens begreb. Dermed ramte han også noget meget centralt om vores forståelse af tidsbegrebet. Selv om vi ikke kan give en udtømmende definition på tiden, så har vi alle en ret klar fornemmelse af, hvad tid er. I hvert fald til daglig brug. Tiden er jo tilværelsens vilkår.
Men der er også noget gådefuldt over tiden, for alle tider er ikke ens. Nogle tider er særlige.
Søndagens tekst begynder med, at Jesus vendt mod himlen siger: Fader, timen er kommet. Den aften var en ganske særlig tid, hvor Jesus gav sine disciple et glimt af evigheden. Han ville ikke tage dem ud af verden, men netop betro dem opgaver i verden og dog ville han give dem et liv, der ikke var af verden, et evigt liv.
Teksten handler altså om forholdet mellem tid og evighed. Troen på det evige er central i kristendommen. Vores tidsbundne tilværelse er ikke alt. Der er noget mere, en evighed. Og Jesus vil gøre evigheden nærværende for os, selv om vi fortsat skal leve fuldt og helt i den tidsbundne tilværelse.
De store kirkefædre har forsøgt at forklare evigheden ved at pege på den bibelske kosmologi, som begynder med verdens skabelse, har Kristi liv, død og opstandelse som brændpunkt, og som slutter med verdens ende. Hver del af dette kosmiske tidsforløb står i direkte forbindelse med Gud, som handler til alle tider, og som dog er uforanderlig. Verden, og dermed tiden, har sin begyndelse, men Gud er ikke bundet til tiden, og teksten minder os om, at Jesus var hos Gud før verden (og dermed tiden) var til. Den treenige Gud, som har skabt tiden sammen med verden, er selvfølgelig ikke selv afhængig af tiden. Men alligevel er han nærværende i hvert eneste øjeblik.
Når Jesus ser op mod himlen, er han straks i forbindelse med evigheden. Og tekstens budskab er, at han også ønsker at give os evigt liv. Men hvad er egentlig det evige liv? Danmarks to store kristne tænkere i det 19. århundrede, Grundtvig og Søren Kierkegaard, lagde tilsyneladende vægten lidt forskelligt.
Grundtvig tænkte og talte oftest om det evige liv, som det, der venter os på den anden side af døden, mens Kierkegaard henviste til øjeblikket, som ifølge ham er hint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden. Kierkegaard var optaget af den ganske særlige tid, hvor evigheden bliver nærværende.
En sådan særlig tid må det have været, da Jesus så op mod himlen og sagde: Fader, timen er kommet. Og sådan er det, hver gang et særligt evigheds-øjeblik kommer til os som en gave fra livets giver.
Vi skal ikke vælge mellem Grundtvig og Kierkegaard. De har hver for sig peget på vigtige sider af forholdet mellem tid og evighed. Jesus vil give sine disciple et evigt liv, så vi skal leve, selv om vi dør. Og vi kan allerede nu, i det særlige øjeblik, komme evigheden nær. Under alle omstændigheder beror det evige liv på den enkeltes forhold til Kristus, som det siges i dagens tekst: Og dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus.
