Kejserens klorin-klæder

“Hm… her lugter brændt,” sagde folk hele dagen, på arbejdet, i supermarkedet, i bussen, overalt. Og netop i bussen sluttede mit eventyr. Buschaufføren nægtede pure at køre videre på grund af denne mystiske lugt af noget brændt. Vi måtte vente i 45 minutter på en spritny bus.
Da jeg kom hjem, havde dagens vage duft af brændthed nu også ramt mit eget hjem. Mit blik faldt tilfældigvis på mit strygejern, som jeg havde brugt samme morgen til min yndlingsbluse. Jeg tjekkede nervøst vaskevejledningen i blusens nakke, og ganske rigtigt stod der et tydeligt X over strygejerns-piktogrammet. Ups.

En anden almindelig dag, hvor jeg ligeledes valgte at gå rundt med tøj på, havde en mørkeblå sok sneget sig ind i min kogevask. Ud kom et lyseblåt inferno af tøj og håndklæder i samme farve, der ikke lå i min top 10 af yndlingsfarver.
For at komme tilbage på den hvide sky tænkte jeg – lidt naivt – at løsningen lå i en badetur i Klorin. Mit tøj, altså. Og for at være grundig, lod jeg tøjet ligge i Klorin, vistnok i et par dage. Jeg havde dog valgt at tage lidt let på målestoksforholdet. Brugsvejledninger er for tabere.
Tøjet blev dejligt mørt, flænset og var næsten smeltet af den harske kemikaliebombe, men min sports-bh så nogenlunde fin ud, så jeg tog den på til aftenens aerobics-hold. Jeg var forinden dog ikke bekendt med følgende fysik/kemi-ligning: Klorin + sved = dobbelt op på klorinstank!
Lalleglad dansede jeg som sædvanlig bagtung rundt til den høje musik på aerobicsholdet, da jeg anede en undren, der langsomt spredte sig til stort set alle på denne Google Earth-adresse. Personalet i fitnesscentret begyndte at kigge ned i diverse ventilationsskakter og bag computere for at finde kilden til denne kemiske dunst. Jeg valgte at snige mig langs væggen ud af centret, inden TV2 News måske dukkede op.
Tilbage i min lejlighed forsvandt kemikalieduften – og hovedpinen – tre dage efter.

Konklusion: Hvis tøj skal give så meget postyr, stiller jeg mig næsten hellere op i Kejserens parade.