Noget af det bedste fra det bedste norske kor

Koret, der blev startet som Sunnmøre Kristelige Ungdomskor i 1973, har udgivet over 20 cd’er, og på den nyeste kan man høre noget af det bedste fra de fleste.Det er måske lidt af en provokation at kalde dette kor – fremfor fx Oslo Gospel Choir – for det bedste norske kor. Jeg vover det alligevel på grund af den store bredde, der er i korets repertoire, hvilket man får et rigtig godt indtryk af, når man lytter til deres nyeste cd.Cd’en SKRUK til alle tider er en opsamlings-cd med specielt udvalgte sange fra de fleste af deres tidligere cd’er – altså en slags ”The best of SKRUK”.
Der indledes med et enkelt og meget smukt sunget Kyrie af Iver Kleive, der som komponist er kendt for bl.a. et Requiem (indspillet 2007). Dernæst kommer et nummer fra den måske mest roste SKRUK-cd overhovedet, ”Leid milde ljos” fra Dype stille sterke milde (2006), der også fik en meget positiv anmeldelse her i Udfordringen (uge 1, 2007). Og så følger ellers det ene højdepunkt efter det andet på cd’ens i alt 16 numre – med både rytmiske (gospel/pop) og klassiske eller mere traditionelle numre, men ofte i et ret utraditionelt arrangement. Et enkelt af disse er jeg dog ikke så begejstret for: ”Akk, mom min vei” fra den tidlige skive med den specielle titel: Av moll er du komen, til dur skal du bli (1978); den lyder bare forkert – ”skæv” – i mine ører.
Cd’en dokumenterer til fulde, hvorfor koret er ud over det sædvanlige. Det skyldes ikke kun, at koret synger og lyder, som det gør, men at det vover at gå helt nye veje i arrangementer og ved at indspille musik fra andre dele af verden: På cd’en er der sange fra Ecuador, Nicaragua og Aserbajdsjan.
Der sluttes af med en anden smuk sang, ”Gi dem lys”, fra en anden af de roste cd’er, Sommerlandet (2004), baseret på Eyvind Skeies fortælling for børn om, hvad der kan ske, når vi dør (da. Sommerengen).
Til alle tider er en cd, der især må fremhæves for en flot og meget varieret korsang.

Foto: Odd Furenes

SKRUK. Det norske kor med det for danskere lidt besynderlige navn blev startet i studentermiljøet i Volda i 1973 af Per Oddvar Hildre, korets dirigent. Volda ligger i et område med en rig kortradition midt mellem Bergen og Trondheim, der kaldes Sunnmøre. Og SKRUK, der altid skrives med store bogstaver, er en forkortelse af Sunnmøre KRistelige UngdomsKor. Siden har det prisvindende, 45 mand store kor under ledelse af Per Oddvar Hildre indspillet knap 25 plader og været på adskillige koncertturneer – og med deres arrangementer, akkompagnementer og repertoirevalg vundet ry som et banebrydende kor.

SKRUK:
Til alle tider • 68 min.
Kirkebutik.dk-pris: 145 kr.