Ny samling af salmer på cd

Bogen og cd’en Et øjeblik – En evighed indeholder enkle, hjertevarme og nærværende salmer i tekst og toner – alle med udgangspunkt i tekster fra Gamle Testamente. Hver sang er forsynet med teksthenvisning. Der er mest gjort brug af en refererende tekst, som er fortolket og sat på vers. Målet om enkelhed og brug af hjertets indfald indfries til fulde gennem både tekst, sang og opsætning.
Sangene er ikke fællessalmer, men salmer, som er gode at lytte til, når man trænger til ro og eftertænksomhed, eller de kan bruges til at understrege et tema, man beskæftiger sig med. I forordet taler Arne Andreasen om fortrøstningsfuldhed som kernen i teksterne.
Teksterne er poetiske, skarpe og tydelige. De enkle tekster, der formidler den enkle og meditative glæde, understøttes af musikken. Som salmedigteren siger, så er ord som evighed, fortrøstningsfuldhed og miskundhed som glimtende stjerner i et godt og guddommeligt univers.
Formatet er en lille kvadratisk bog – cd-format med cd bagerst -, som indeholder både tekster og melodier (klaver og guitar) til i alt 13 sange. Imellem hver sang er der skrevet en tekst, der henviser til refleksion over det enkelte skriftssted, som har været inspirationskilden. Desuden er der mellem hver sang en kalender over en måned ad gangen med overskriften: Øjeblikke. Jeg tolker det som en mulighed for at indfange månedens øjeblikke og oplevelse af evighed, få det skrevet ned og lade det vokse som perler i sit eget liv.
Bogen er fint illustreret af Birgit Pathuel, og også her er der samklang mellem indhold, enkelhed og mening.
En fin lille gavebog, men absolut også en fin ting at have i sin cd-samling.

Et øjeblik – En evighed • Bog (120 sider) og cd (48 min.)
Tekst og musik: Arne Andreasen
Solist: Janne Wind
300 kr. • Poetfabrikken