Kvinden bag Zinzendorf
Skuespillerinden Mirjana Angelina fortæller om grevinde Erdmuthe von Zinzendorf, den stærke kvinde bag den visionære og følsomme pionér, der i 1700-tallet var hovedperson i en åndelig fornyelsesbevægelse, der satte gang i moderne mission i hele verden.Erdmuthe hvilket besynderligt navn, tænkte jeg, da jeg indledte en research af grev og grevinde Zinzendorf, grundlæggerne af Herrnhuter Brødremenigheden.
Erdmuthe navnet rummer et mørke og en dybde, som kan høres i mange gammeltyske navne. Den, som stammer fra Jorden, læste jeg det som, eller på gammeltysk: den hjemstavnstro jordforbundne.
Jeg skal fremstille hende, give hende liv, denne Erdmuthe Dorothea. Gudskelov har hun også dette mellemnavn, tænkte jeg. Dorothea en gave fra Gud.
Hvem var hun, denne jordbundne gave fra Gud?
Hun var gift med en usædvanlig mand, grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf,
I let regn ankommer jeg til Ebersdorf i Thüringen. I det forholdsvis store slot fødtes Erdmuthe (af familien kun kaldt Erdmuth) den 7. november 1700 som datter af grev Heinrich den 10. von Reuss zu Plauen og grevinde Erdmuthe Benigna von Solms-Laubach.
Hun er det femte barn i familien og bliver som sine søskende opdraget efter strengt pietistiske principper. Underholdning, dans og selskaber, som præger livet i de adelige kredse på den tid, er ildeset i Ebersdorf. I stedet er der en slotsmenighed med egen hofprædikant, som fyrstefamilien og alle de ansatte tilhører en institution, som skal gøre indtryk på Erdmuths senere ægtemand.
Og hvordan har hendes liv her så formet sig? Daglige morgen- og aftenandagter, undervisning ved privat huslærer, fine håndarbejder, musiceren
Et tilbagetrukket, fromt liv, indtil en ung mand på samme alder en dag i 1720 indfinder sig på slottet i Ebersdorf.
Den unge grev Nikolaus er på vej hjem fra en dannelsesrejse. Han er ven af Erdmuths bror. En mand med et tiltalende væsen. Hun bemærker straks, at han hurtigt bliver midtpunkt i ethvert selskab.
De to unge mennesker lærer hinanden at kende. Måske går de tur i slotsparken. Måske taler de om dagens prædikentekst, om hans netop afsluttede dannelsesrejse eller om hans højt agtede bedstemor Henriette von Gersdorf. I hvert fald ved vi, at Ludwig efter mange familiære rådslagninger skriftligt anholder om Erdmuths hånd og udførligt forklarer hende, hvordan han forestiller sig, deres ægteskab skal være: nemlig et fighter-ægteskab (på tysk: streiterehe, et stridsmandsægteskab).
Et ægteskab, som ikke primært går ud på at opnå ægteskabelig lykke, men på i fællesskab at tjene evangeliet.
Erdmuth skal overtage alt ansvar for hus og hjem, penge og familie. Hun skal samtidig stå last og brast med sin mand, så han kan koncentrere sig om det, han finder rigtigt i sit kald.
Efter 30 års ægteskab og fælles menighedsarbejde ved jeg af egen erfaring, hvilke muligheder, men også hvilke farer, der kan ligge gemt i en sådan pagt. Men hvor ensidig denne aftale end forekommer i dag, tror jeg, at Erdmuth anså det for sit kald at bakke op om sin mand.
Selv om dette parti ikke var noget kærlighedsægteskab, udvikler der sig mellem ægtefællerne en dyb og varm kærlighed, som man senere kan fornemme i breve, sange og digte.
Da Zinzendorf efter ønske fra sin familie påtager sig et arbejde som justitsråd, flytter det unge par ind i en repræsentationsbolig i Dresden. Det er betegnende for Erdmuth, at hun ikke befinder sig godt der. Hun skal være brudt ud i gråd, da hun så den pragtfulde indretning.
Snart tilbringer det unge par da også en stor del af deres tid på det zinzendorfske familiegods Berthelsdorf i Oberlausitz. Landskabet her er idyllisk og indbyder til lange spadsereture, til eftertanke.
Slottet Berthelsdorf er altså det sted, hvor Erdmuth og Ludwig tilbringer deres første lykkelige år sammen. Der oplever de også den første fælles smerte: Christian Ernst, deres første barn, dør allerede nogle få uger efter fødslen. Denne smertefulde oplevelse vil Erdmuth dog skulle gennemleve ikke mindre end otte gange i sit liv. Men på slottet har de også kort før jul 1722 et skæbnesvangert møde med de mähriske brødre. Et møde, som skal blive til en livsopgave for dem begge.
I Hutberg, et bakket område, hvor der bliver passet kvæg, giver grev Zinzendorf trosflygtninge fra Tjekkiet lov til at slå sig ned. De tilhører den gamle brødrekirke, som kan føres tilbage til Johannes Hus. De havde i århundreder levet som forfulgte, men havde bevaret deres evangeliske tro.
I et arkivskrift kan man læse om forældre, som blev fordrevet, men måtte lade deres børn tilbage, om undertrykkelse og livslangt fangenskab.
Der kommer stadig flere flygtninge til det er rygtedes, at man frit kan leve sin tro ud hos grev Zinzendorf. Men mennesker, som har lidt meget for deres tros skyld, kan være ret kompromisløse. Der opstår stridigheder, doktrinære tvister snart bliver de saliges land til spektaklernes sump. Men her viser Zinzendorfs gave sig, og her viser sig også den styrke og hengivelse, der vokser ud af fighter-ægteskabet.
Jeg kan forestille mig, at Erdmuth har beundret sin mand i den tid. Han taler med hver enkelt tilflytter, tillader ikke, at de skilles på grund af forskellige opfattelser.
Og så indtræffer den mindeværdige dag, den 13. august 1727, den dag, hvor Helligåndens indvirkning efter en nadvergudstjeneste lærer alle at elske hinanden Brødremenighedens grundlæggelsesdag.
Jeg sidder på en bænk i den lille landsbykirke i Berthelsdorf det er næsten ikke til at tro, at der her er skrevet kirkehistorie. Her blev den økumeniske grundtanke levet ud: at enhver er bror og søster, som har taget imod Jesus som sin Herre.
Der opstår en lille koloni. Zinzendorf organiserer det fælles liv, prædiker, skriver ca. 200 sangtekster. Erdmuth står ved hans side i disse aktiviteter.
At føre husholdning, at forvalte det har Erdmuth lært af sin egen mor, som efter faderens tidlige død stod tilbage med en stor gæld, der skulle afdrages. Erdmuth vender og drejer hver en mønt. Så pantsætter hun et smykke, så sølvtøjet, for at kunne føre sin mands højtflyvende idéer ud i livet hans byggerier, hans rejser. Hun er en modig og samtidig besindig husmor, og også i åndelig ledelse har hun store sjælesørgergaver. Hun bliver menighedens forstanderinde.
Jeg går igennem det kønne Herrnhut. Først ind i den store, lysfyldte kirkesal og videre til det sted, hvor greven og grevinden boede. Selvom dette liv i fællesskab måske ikke ubetinget forekommer tiltrækkende, tror jeg, at Erdmuth har følt sig godt tilpas i disse omgivelser, fyldt med bøn, gudstjenester, andagter og sangtimer. Her har hun oplevet lykkelige opgangsår og lært – skønt det ikke altid faldt hende let – at være søster blandt søstre.
Men så kommer der ordre fra Dresden: Greven forvises fra Sachsen, fordi han har lokket habsburgske undersåtter til. Han må straks sælge alt!
Igen viser Zinzendorfs talent sig. Hans situationsfornemmelse udspringer af hans tillid til Gud. Hans beslutter sig uden videre til at overdrage alt, hvad han ejer til Erdmuth.
Da jeg ud fra hendes breve kan slutte, at hun af natur er nølende og forsigtig, spørger jeg mig selv, hvad der kan have rørt sig i hende: hustru, mor, menighedens forstanderinde, husholder, sjælesørger og nu også ejer af Berthelsdorf.
Jeg ved ikke, hvordan denne lille kvinde med det engang så skrøbelige helbred har klaret alt dette. Selvfølgelig har hun haft hjælp, hun har haft rådgivere, men de afgørende beslutninger har ligget hos hende. Hun har helt sikkert manglet en ægtemands modspil. Under de stadig hyppigere og stadig længere adskillelser lærer hun at drøfte alt med Lammet. Hun søger indtrængende Jesu nærhed. Hun skriver sange og digte, som genspejler hendes bekymringer, men også hendes tillid til Gud.
Zinzendorf råder hende til i tvivlstilfælde at bruge lodtrækning (som da apostlene trak lod om Judas efterfølger), men denne usædvanlige og noget tvivlsomme praksis falder hende svær. Hun er et fornuftsmenneske. Alligevel føjer hun sig. Hun føjer sig, når hendes greve rejser rundt i verden, hun føjer sig, når der kommer stadig mere gæld til. Ofte lægger hun som Job hånden på munden, for at ikke noget suk, ikke nogen protest skal slippe ud.
Under sit eksil lejer greven sammen med sine pilgrimsfæller slottet Ronneburg i Wetterau i nærheden af Büdingen. For mig at se har denne borg noget vildtromantisk, noget forvovent over sig med sine mange krinkelkroge og talrige værelser, de fleste i en ugæstfri, forfalden tilstand.
Ronneburg var et sted for røvere og rakkerpak.
Og Erdmuths børn? Jeg mærker et stik i hjertet. Børnedødelighed var den tids svøbe men jeg tror ikke, man i det 18. århundrede elskede sine børn mindre end i dag. Otte af hendes børn nåede ikke voksenalderen.
Måske var det lettere for greven at forholde sig til tabet af børnene. Han var meget hjemmefra har ofte kun hørt om svangerskab, fødsler og børnenes død i breve. Han ved hende sikker i Herrens arm.
Greven rejser rundt i hele Europa, holder opsigtsvækkende prædikener, lever sin ungdom ud sammen med sine pilgrimsfæller, mens Erdmuth sørger over tre børn, som dør i Wetterau. Hun gør sig bebrejdelser, for hun var i den periode også selv meget på rejse på vegne af sin mand for at restituere hans nedslidte renommé. Rejselivet er svært for hende hun bliver tit syg. Til sidst finder hun i nogle år et tilholdssted på slottet Marienborn, indtil nybebyggelsen Herrnhaag i Holland står færdig. Den bliver til et vækkelsessted med en næsten magisk tiltrækningskraft. Mange, fortrinsvis unge mennesker, kommer rejsende fra nær og fjern til Herrnhaag.
Zinzendorf, som nu er i midten af 40erne, kan lide at omgås de unge mennesker, de ærer og beundrer ham. En åndeligt begavet, hengiven, ung kvinde, Anna Nitschmann, som fra barndommen af næsten har været en del af den grevelige familie, er hans nærmeste medarbejder og stadige ledsager. Hun har ansvaret for de ugifte søstre og bliver til sidst indsat af ham som menighedens moder. Hvordan har Erdmuth mon oplevet, at en anden kvinde deler hans åndelige kald med ham, bliver hans fortrolige? Greven og grevinden har tydeligvis levet sig væk fra hinanden, er blevet fremmede for hinanden.
Jo, agtelsen, respekten for den andens gaver er der stadig, men nærheden synes at være gået tabt med de mange rejser og de mange adskillelser.
Hans rejser for missionen fører greven den halve verden rundt fra det Caribiske Hav til Nordamerika. Der oprettes et nyt centrum i London, det kræver store investeringer.
Greven og grevinden lever i årevis væk fra hinanden. Var det ikke alt sammen for meget for hurtigt, spørger jeg mig?
I mellemtiden optræder der sværmeriske tendenser i Herrnhaag. Sæder og moral blandt de unge, vakte mennesker går ifølge rygterne langt ud over det sømmelige. Erdmuths ældste søn, hendes højt elskede Christian Renatus, gøres ansvarlig. Han er et følsomt, let påvirkeligt, ungt menneske. Faderen stiller ham til regnskab og henter ham til London, fællesskabet i Herrnhaag opløses. Sigtningstid bliver disse opløsnings- og afsporingsår sidenhen kaldt.
Da Erdmuth to år senere hører om sin 25-årige søns alvorlige lungesygdom, vil hun straks rejse til London for at være hos ham. Men hun bliver selv syg hun når kun at besøge hans grav.
Hans død bliver også hendes død. Forskrækket ser jeg et portræt af hende fra denne tid hun er meget ældet.
Men hendes værelse i Herrnhut står stadig åbent for alle, som søger råd eller har brug for hjælp; selv går hun næsten aldrig mere ud.
Zinzendorf vender efter bøn fra hende tilbage fra London. Fuld af forundring ser han frugten af hendes virke: Herrnhut er under hendes blide ledelse blevet et blomstrende sted.
Da hun dør den 19. juni 1756, rammer tabet ham dybt. Dybere end han havde ventet. Han skriver en bevægende nekrolog over hende. Man mærker, han ved, hvor meget han skylder hende, hvor meget han altid vil være hende skyldig.
Eftertænksom står jeg ved hendes grav på Gudsageren i Herrnhut. Så meget blev skabt med hendes ja til dette fighter-ægteskab: fællesskaberne, udsendelse af missionærer, kristent arbejde i hele Europa.
Men det har også haft sin pris at leve ved siden af en så genial og ofte så modsætningsfyldt mand. Som satte meget i gang og til stadighed selv var i gang.
For sin mand og for opstarten af Herrnhuter Brødremenigheden var Erdmuth Dorothea, denne blide og dog så jordbundne kvinde, i mange henseender en gave fra Gud.
Af skuespilleren Mirjana
Angelina i magasinet Lydia.
Mirjana Angelina turnerer for tiden i Tyskland med sit stykke Zinzendorf. Mere info på www.gospelartstudio.de
