Libanons hær erkender: “Vi skød først”

Den libanesiske hærs talsmand har bekræftet Iraels påstand om, at libanesiske styrker skød først under ildkampen mod israelske tropper i går ved den israelsk-libanesiske grænse.- Vi åbnede ild mod israelske soldater, som bevægede sig ind på libanesisk område, siger talsmanden. Dette var et forsvar af vores suverænitet og vores absolutte ret.

Som efterspil til den dødelige ildkamp, hvorunder en israelsk officer og fire libanesiske soldater blev dræbt, vil Israel nu indlede en diplomatisk kampagne, hvori USA og Frankrig vil blive opfordret til at standse deres militærhjælp til Libanon.

En højtstående israelsk kilde udtaler i denne forbindelse:
– Forskellige lande forsyner den libanesiske hær med avancerede våben for at bekæmpe Hizbollah, men den bruger våbnene til at beskyde israelske soldater.

USA har givet Libanon omkring 400 mio. dollars til indkøb af våben sidste år, til trods for Israels indvendinger, og Frankrig har også sendt mange våben til Israel, inkl. avancerede anti-tank missiler, siger denne kilde.

Israel ventes nu at ville anmode USA’s kongres om at begrænse dens finansielle støtte til Libanon for våbenindkøb.

FN’s Sikkerhedsråd har afholdt et møde om situationen ved den israelsk-libanesiske grænse, hvorunder lederen af FN’s fredsbevarende styrke, Alain Le Roy, forelagde rådet UNIFIL’s foreløbige undersøgelse af episoden. Le Roy lagde ikke skylden på nogen af parterne, og han accepterede ikke Israels påstand om, at det var libanesiske styrker som først åbnede ild.

Sikkerhedsrådet fremsatte blot en kort udtalelse efter mødet og henstillede til de to parter at “udvise tilbageholdenhed”.

På israelsk hold gives der imidlertid udtryk for vrede over, at Sikkerhedsrådet ikke havde fundet Libanon ansvarlig for episoden.

En israelsk talsmand siger, grænseepisoden formentlig var organiseret af “en radikal, ung libanesisk officer”.

– Hans handling afspejler formentlig ånden i den libanesiske hær, siger talsmanden.