Alle kirkeretninger må præge Danske Kirkedage
Planlægningen af de økumeniske Danske Kirkedage er i fuld gang, og alle kirkeretninger inviteres til at bidrage.Danske Kirkedage 2013 i Aalborg har taget sit første spadestik på et stort økumenisk møde i Bispegården i Aalborg den 25. august 2010.
– Kommunen har allerede givet Danske Kirkedage sin fulde opbakning, tilføjede Aalborgs biskop, Henning Toft Bro.
Mødet lagde vægt på den økumeniske bredde og på at både lokale menigheder, kirkesamfund landet over og de kirkelige organisationer kan involvere sig. Alle opfordres til at deltage og endda bidrage til planlægningen.
Danske Kirkedage er det største økumeniske arrangement i Danmark og finder sted hvert tredje år i Kristi Himmelfartsferien. Viborg Stift var vært for 4000 deltagere sidste år. Næste gang er i Aalborg den 9.-12. maj 2013.