Da kineserne indtog bjerget
De kristne kinesere fra Hong Kong, som formentlig har fundet Noahs Ark, måtte f©ªrst bryde kurdernes frygt for en maske, som de mente sp©¡rrede adgangen til en hule med magiske kr©¡fter.Måske vidste armeniere og kurdere, som levede på Mt. Ararat, i århundreder, hvor Noahs ark befandt sig. Men de var bange for onde ånder. Arken var tabu…Det er kommet frem i forbindelse med, at en kinesisk gruppe, Noahs Ark Ministries International, sammen med den kurdiske guide Parasut har fundet en stor tr©¡konstruktion i 4.200 meters h©ªjde på det m©¡gtige bjerg i Tyrkiet.
Kinesernes leder, Andrew Man-fai YUEN, fort©¡ller:
– Jeg undrede mig over, hvorfor kurderne, som har levet her på bjerget gennem så mange generationer, ikke havde fundet arken, hvis den virkelig var her.
Andrew kom t©¡t ind på livet af en af de bedste kurdiske guider, Parasut. Efterhånden som de l©¡rte hinanden at kende, fik Parasut – der selv er muslim – tillid til den kinesiske kristne gruppe, mens han fx n©¡gtede at arbejde sammen med den amerikanske ark©¡olog og professor Randall Price.
Det viste sig, at Parasut havde flere gamle fund i sit hjem, som han selv mente stammede fra Noahs tid.
Da kineserne gik Parasut lidt på klingen, afsl©ªrede han, at hans mors onkel på 82 år, Ali Kaderi Sunay, havde fortalt ham, hvor arken lå!
Denne hemmelige viden var gået videre igennem 4 generationer fra en kurdisk hyrde, Abbas, som for flere hundrede år siden st©ªdte på en hule på bjerget, hvori han fandt gammelt tr©¡ – og endda hvedekorn.
Det lyder ganske vist som en r©ªverhistorie, men det viste, sig at hulen fandtes…
Da Andrew naturligvis var meget ivrig efter at blive ledt til dette sted, n©ªlede kurderen.
Han forklarede, at hulen befandt sig i ¡±The Valley of the Ghost¡± – Åndens Dal. Et sted, hvor ingen br©ªd sig om at komme. Hvis ens geder l©ªb derhen, fors©ªgte man ikke at hente dem… Stedet var tabu.
En af grundene var, at der ved indgangen til hulen befandt sig en formation i klippev©¡gen, der lignede en maske som af et dj©¡vleansigt med horn.
Der var ingen tvivl om, at de lokale kurdere virkelige frygtede dette sted.
Og de var n©¡ppe de f©ªrste.
I 1883 fandt tyrkisk milit©¡r åbenbart dele af arken i forbindelse med et stort jordsk©¡lv. Det blev rapporteret i mange aviser verden over med en trov©¡rdig engelsksproget avis i Istanbul som kilde.
Den 10. august 1883 skriver New York Times således:
¡±Det ser ud til, at nogle tyrkiske kommiss©¡rer, der havde til opgave at unders©ªge sneskred på Ararats bjerg, pludselig st©ªdte på en k©¡mpem©¡ssig bygning af meget m©ªrkt tr©¡, som stak frem fra en gletscher.De interviewede indbyggerne (Q. 1.725 i deres rapport). De havde opdaget bygningen for seks år siden. De havde dog ikke n©¡rmet sig den, fordi de mente at have set en ånd, der så frygtindgydende ud, kigge ud af det ©ªverste vindue.¡±
I den vestlige presse gjorde man sig morsom over dette, idet man gik ud fra, der blot var tale om primitiv overtro.
Men også flere tidligere opdagelsesrejsende fra Vesten har berettet om de lokales frygt for en ond ånd eller d©¡mon.
Sir John Mandeville, en engelsk greve, skrev om sine opdagelsesrejser i området mellem 1322 og 1356: ¡°Bjerget er fulde syv mile h©ªjt, og nogle m©¡nd siger, at de har set og r©ªrt ved skibet og stukket deres fingre i det sted, hvor dj©¡velen for ud, da Noah sagde: Velsignet!¡±
Desuden var der et hårdnakket rygte om, at mennesker, der vovede sig ind i arken, ville d©ª af det. Også det har vi i det oplyste Europa betragtet som overtro. – Men da den kinesiske gruppe var ¡±inde i arken¡±, blev hele holdet syge i flere uger, og som vi fortalte om i sidste uge, blev den f©ªrste af kineserne, som var inde for at unders©ªge fundet, bjergbestigeren Panda Lee, alvorligt syg og fik konstateret blodkr©¡ft i sidste fase…
Muligvis skyldes det den samme form for infektion, som ark©¡ologen Howard Carter og hans folk pådrog sig, da de i 1922 åbnede Tutankhamons grav. Inden syv år var 11 af ekspeditionens deltagere d©ªde. En teori er, at de simpelthen d©ªde af meget giftige skimmelsvampe. Howard Carter d©ªde selv af lymfekr©¡ft i 1939. Så det var ikke overtro det hele.
Kineserne lyttede opm©¡rksomt til den kurdiske guides beretning om magiske kr©¡fter, der hindrede adgangen. Da Andrew alligevel foreslog Parasut, at han skulle f©ªre dem frem til det uhyggelige sted, indvilgede Parasut i at tage bare to kinesere med.
Med et smil bem©¡rkede Andrew, at hvis der var problemer med ånder, så ville han tage pr©¡sten Lee Chi Kwong med. Han havde erfaring med at befri mennesker for plageånder.
– Jeg tror, at selv om vi så skulle m©ªde noget m©¡rkeligt, så kunne vi drive de onde ånder v©¡k, simpelthen ved at påkalde Jesus Kristus, forklarede den trosst©¡rke pr©¡st.
Billederne er fra den kinesiske dvd dokumentarfilm 挪ä¬Û°ñÇ (Som i Noahs dage).
Sammen med kurderne tog de to kristne i oktober 2004 med op på bjerget for at bryde frygtens forbandelse.
De overnattede i en basecamp på bjerget i ca. 3.000 meters h©ªjde, f©ªr de til fods tilbagelagde den sidste str©¡kning. Om aftenen stod de muslimske kurdere og de kristne kinesere rundt om bålet med armene om hinandens skuldre, samlet i b©ªn, mens pastor Lee Chi Kwong med h©ªj r©ªst og stor overbevisning bad om beskyttelse – og om at de måtte finde arken. Bagefter sang og dansede de på kurdisk.
Parasut bem©¡rkede, at der var skyer, og den n©¡ste dags opstigning ville afh©¡nge af, ¡±om jeres Gud vil give jer et mirakel¡±. Hvorefter Andrew sendte en sms til Hong Kong om at mobilisere de kristne venner til at bede for godt vejr n©¡ste dag fra kl. 5 til kl. 20.
N©¡ste morgen var der flot klart vejr, perfekt til at klatre op til Åndens Dal i 4.200 m h©ªjde.
Da de kom op til den klippehule, hvis åbning var blevet synlig, lignede hulens åbning ganske rigtigt et dj©¡vleansigt med to horn¡¦
Parasut bem©¡rkede på sit specielle engelsk nogle alvorlige ord om, at ¡±hvis Gud er med os, hvis Noah ©ªnsker os¡¦ ellers kommer vi tilbage¡¦¡±
Mens kurderne langsomt og frygtsomt vover sig hen til indgangen, fors©ªger kameramanden at filme, men kameraet fungerer ikke ordentligt…
Da de bagefter ser optagelserne igennem, viser det sig, at billedet pixelerer hver gang, objektivet rettes imod indgangen. Som om kameraet bliver udsat for tekniske forstyrrelser. Når kameraet bliver vendt i en anden retning, fungerer billedet imidlertid godt nok.
Efter tre fors©ªg holdt kameraet helt op med at fungere og et reservekamera måtte tages i brug…
Kurderne begyndte nu at kaste store sten efter ¡±masken¡± indtil ¡±hornene¡± br©¡kkede af.
¡±Jeg syntes, at da kurderne br©¡kkede hornene af masken, og ligesom fjernede masken, så kom der et ansigt til syne på v©¡ggen…¡± siger Andrew.
Og m©¡rkeligt nok fungerede de to kameraer nu igen og holdet kunne også filme ind igennem åbningen, hvor kineserne mente at kunne se m©ªrkt tr©¡ under isen og en v©¡g af tr©¡. De har lyst til at kravle ind. Men Parasut holder dem tilbage, fordi hulen er fyldt med vand og isen ikke er tyk nok.
Da de har lovet kurderne og milit©¡ret, at de kun vil filme og ikke tage noget med sig ned, n©ªjes de med at kaste sten ind i hulen. Ud fra lyden bed©ªmmer de hulen til at v©¡re stor.
Da kineserne i 2006 vender tilbage for at udforske hulen, viser det sig, at et jordsk©¡lv har ©ªdelagt den.
Men kineserne og kurderne har nu fundet en tråd, som de forf©ªlger, og i 2008 finder de så det helt store fund ikke langt derfra. Måske er det samme fund med en anden indgang. Stedet er endnu hemmeligt for at beskytte det mod r©ªvere
Men i 2004 besejrede de kristne kinesere ikke blot det fysiske bjerg, men også et åndeligt bjerg, nemlig den frygt, som kurderne havde lidt under i generationer. Og i en åndelig forstand blev vejen dermed banet for, at de senere kunne finde resterne af Noahs ark.
