Eriks retræte er at klatre i bjerge

– For mig er det en måde at møde Gud på i skaberværket, fortæller Erik Futtrup, Århus, som netop har besteget Mt. Ararat. – Noget af det, som jeg synes er spændende, er at besøge ’hellige bjerge’, fortæller Erik Futtrup, Århus.

Erik Futtrup i er her nået op til Camp 2 inden den sidste opstigning, som er meget stejl og tager fire timer, hvor man bogstaveligt talt mister pusten, fordi ildindholdet er meget lavt.

– Både jeg og min kone, Birgitte, har det sådan, at det er en måde, vi møder Gud på.
Nogle synes, det lyder plat, at man får religiøse oplevelser ved at vandre i naturen, men det er for os stort at opleve skaberværket på den måde, forklarer Erik Futtrup.
– Mount Ararat har længe været på min ’liste’, og sammen med en kollega fik vi arrangeret det, så det kunne blive nu.
Det er lige i slutningen af trekking-sæson’en, så man kan være uheldig med vejret – det var dog rigtig fint i denne uge, og skyfrit på peak’en.

Ararat er jo et fantastisk bjerg – ikonisk smuk og på samme niveau som nogle andre smukke fritstående bjerge som Mt. Fuji og Kilimanjaro, fortæller Erik, der er medlem af De Berejstes Klub. Han og Birgitte fortæller om deres mange rejser på www.futtrup.name.
– Man går og glædes nærmest hele vejen, fordi det er så smukt og dragende.
Det er lidt specielt, for selvom området er frodigt, så er bjerget nærmest goldt. – Der er sten, en smule græs længst nede, og ellers er der kun et par fugle, man hører en gang imellem, fortalte Erik over sin smartphone, da han onsdag var på vej ned.

Før Erik Futtrup rejste til det østligste Tyrkiet, kontaktede han Udfordringens redaktør for at spørge lidt til, hvor arken mon lå gemt på bjerget. Erik Futtrup har fulgt artiklerne om kinesernes fund af Noahs ark.
Stedet holdes hemmeligt af myndighederne, men Erik fik et kvalificeret tip om, at fundet formentlig ikke lå mange meter fra kinsernes første fund i Valley of the Ghost.

– Så du noget til arken..?
– Nej, og det er der selvfølgelig mange, der spørger til, når man nævner, man skal til Ararat. Faktisk så man ikke den mindste pind eller gren – bjerget er nærmest goldt. Arken og hele historien er vildt interessant, men man ved jo godt, at den jo ikke sådan lige ligger og flyder et sted oven på bjerget.

– Tænkte du på, at Noahs ark formentlig strandede her?
– Jeg tænkte en del på, at kinesernes fund her for nylig jo var ved gletcheren et sted, og dermed formodenlig inden for nogle få hundrede meter fra, hvor jeg var. Derudover tænkte jeg en del på hele området, at det var civilisationens vugge.

– Var det hårdt?
– Ja! Vi var egentlig godt forberedte, og jeg tror de fleste vil kunne komme helt op i camp 2 (4.150 meter).
Men derefter skal alle ting falde i hak: Man må ikke være blevet syg; det skal være godt vejr; man må ikke have fået skader undervejs; man skal have kræfter tilovers (derfor går man normalt stille og roligt de første dage) – og så skal alt udmøntes i at komme op over den sidste store pukkel, som er 4 timers hård opstigning over rigtig træls undelag – ligesom grus, der skrider under benene af en.
Mange var næsten færdige, inden man kom over det, men så når man til iskappen, der dækker toppen, og man kan se målet, og så kommer kræfterne og viljen tilbage.
På toppen blæser det, og det er super koldt – jeg ved ikke præcist, hvor koldt.

– Hvordan var det så, endelig at stå på toppen?
– Man bliver afhængig…
Sidste år var jeg for første gang på en ’rigtig’ bjergtop i ca. samme højde, og det får man lyst til igen, selvom det kræver en masse. Jeg kom til at tænke på en gammel shu-bi-du-a sang – står på en alpetop … og hvad var det nu lige at jeg skulle her? 🙂 Men det er usigelig smukt og vildt, fortæller Erik Futtrup fra Ararat.

Han fortsatte efter opstigningen rundt om bjerget for at komme til Nachichevan, en lille azerbadjansk enklave mellem Iran og Armenien. Muligvis betyder navnet noget i retning af Noahs+zion – og var måske den første by efter Syndfloden og stedet, hvor Noah boede.