Emilie Schindler – en glemt heltinde

Mange har set filmen ”Schindlers liste” om den tyske industrimand, der reddede mange jøder fra nazisternes udslettelse. Her fortælles om Schindlers næsten ukendte hustru…Den 27. januar markeredes Auschwitz-dagen, den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab og Holocaust, nazisternes mord på seks millioner jøder.Louis Bülow,
Århus, er freelance forfatter og har skrevet en del artikler om nazismens forbrydelser.

Mange steder i verden blev Steven Spielbergs berømte Holocaust-film Schindlers Liste forevist – den hentede den tyske industrimand Oskar Schindler frem fra glemslen og udødeliggjorde ham som én af de store humane skikkelser i Holocaust som frelseren af 1200 jøder.

Hun blev modtaget af Argentinas præsident og blev tildelt såvel en fornem orden, Order Of May, som en månedlig pension. Hun mødtes med præsident Bill Clinton, blev modtaget af pave Johannes Paul II i Vatikanet og var den tyske regerings hædersgæst, hvor hun mødtes med præsident Roman Herzog.

Men Hollywood levnede ikke plads til Emilie Schindler, der arbejdede tæt sammen med sin mand og spillede en helt afgørende rolle i bestræbelserne på at redde de mange jøder. Næsten glemt og forladt boede hun i 50 år i Argentina i San Vicente, 40 km sydvest for Buenos Aires, og førte et stille, tilbagetrukket liv i fattigdom i sit lille hus med sine katte, hunden og de smukke roser. Naboer og lokale kendte den gamle dame som Mutter Courage, og kun uniformerede politifolk forstyrrede idyllen – i årevis posteret døgnet rundt for at beskytte den gamle dame mod angreb fra anti-semitiske og højre-ekstremistiske grupper.

Historien om Emilie Pelzl og hendes omtumlede liv med Oskar Schindler begyndte den 6. marts 1928, hvor den kønne 20-årige landmandsdatter blev gift med den charmerende levemand fra Zwittau i det nuværende Tjekkiet. Hendes fader gav Oskar en større medgift på 100.000 tjekkiske kroner, men de mange penge blev hurtigt klattet væk på biler, sprut og piger.
Der gik i det hele taget ikke lang tid, før de barske realiter gik op for nygifte Emilie: Oskar Schindler var en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe, der elskede at holde hof med sine venner, vodka og dobbelt cognac på de lokale kroer – ofte ledsaget af en elskerinde. Hans sidespring var utallige, men efter hver affære vendte han som en skamfuld skoledreng altid tilbage til Emilie og bad om tilgivelse – og fik den. Selv om hun senere bittert kunne konstatere, at han skiftede kvinderne ud, som han skiftede tøj.

Hun beskriver det således i sine erindringer: ”På trods af sine åbenbare svagheder og fejl havde Oskar et stort hjerte og var altid rede til at hjælpe enhver i nød – han var imødekommende, venlig, usædvanligt generøs og næsten barmhjertig, men meget umoden … han løj og bedrog mig konstant … ”
Men Emilie resignerede og blev hos ham. Hun støttede ham ihærdigt, da han senere under krigen besluttede at sætte alt på spil i desperate forsøg på at redde de 1200 Schindler-jøder fra dødslejrenes helvede. Alt blev gjort for at sikre jøderne, hver en pfennig blev brugt til mad, klæder og medicin. Emilie solgte sine smykker og arvestykker for at kunne oprette et hemmeligt lazaret på fabrikken med lægeudstyr købt på det sorte marked, hvor hun utrætteligt passede og plejede de syge.
Under et eller andet påskud tiggede hun ofte SS officerer og deres koner om mad og medicin, hun lærte hurtigt at bruge bestikkelse og illegale sortbørsvarer helt uden hæmninger, og jøderne kom til hende om sygdom og aborter …

Hendes fader gav Oskar en større medgift på 100.000 tjekkiske kroner, men de mange penge blev hurtigt klattet væk på biler, sprut og piger.

Overlevende kunne senere tænke tilbage med dyb taknemlighed på dèn isnende vinterdag i krigens sidste år, hvor flere end 100 dødsdømte jøder fra Gollechau, en underlejr til Auschwitz-Birkenau, ankom til den lokale station, lastet i overfyldte kreaturvogne. Oskar Schindler var selv bortrejst, men Emilie tøvede ikke. Hun fik fat i Oskar over telefonen, og han fik nazisternes tilladelse til at ansætte de dødsdømte som ”nødvendige for krigsindustrien”. Om natten i næsten 20 graders frost begav Emilie og nogle Schindler-jøder sig af sted og gik i gang med at befri de ulykkelige fanger. Et grufuldt syn mødte dem, da man efter stort besvær fik åbnet kvægvognene med økser: døde og levende døde muselmænd mellem hinanden i urin og ekskrementer, frosset fast til plankerne.
Nogle af fangerne var allerede bukket under for kulde og sult, men i ugevis plejede Emilie de syge og døende og fik bragt mange tilbage til livet. For at skaffe medicin på det sorte marked rejste hun næsten 300 kilometer med 2 kufferter fyldt med let omsættelige vodkaflasker, ligesom hun på mirakuløs vis fik fremskaffet et helt vognlæs brød på den sorte børs.
Mange af jøderne kom til at betragte hende som en mor og fortalte efter krigen om hendes utrættelige bestræbelser på at hjælpe dem.

Efter krigen flygtede ægteparret Schindler efter trusler fra gamle nazister til Buenos Aires i Argentina, ledsaget af Oskars elskerinde og et dusin Schindler-jøder, og slog sig i 1949 ned som farmere, støttet økonomisk af den jødiske organisation Joint og taknemmelige jøder, der aldrig glemte dem.
Da de efter 8 års kamp for tilværelsen måtte se en truende økonomisk fallit i øjnene, rejste Oskar Schindler alene tilbage til Europa og slog sig ned i en lille lejlighed Am Hauptbahn 4 i Frankfurt Am Main i Vesttyskland.

Emilie havde en vag fornemmelse af, at han nu havde forladt hende for altid – og det kom til at slå til. ”Det første, han gjorde, var at sælge sin returbillet og så ellers bruge pengene på cognac og kvinder”, fortalte hun åbenhjertigt i et interview. De blev aldrig formelt skilt, men hun så ikke Oskar siden. Han fortsatte med at sende hende breve i de følgende år, en enkelt gang med penge og en udgave af Anne Franks Dagbog – skuffet og træt smed hun efterhånden brevene uåbnede i den gamle kakkelovn …
Brevene ophørte i 1974, hvor Oskar Schindler døde i Hildesheim den 9. oktober, 66 år gammel.
Dybt forgældet måtte Emilie Schindler sælge farmen, og hun klarede sig kun igennem sin ensomme tilværelse i sit lille hus takket være hjælp fra jødiske organisationer og de få venner.

Da hun blev indlagt på et hospital i Buenos Aires med en brækket hofte, nægtede lægerne pure at operere, da hun ikke kunne betale for operationen. Først da spillere fra fodboldholdet River Plate og andre lokale trådte til med økonomisk støtte, blev Emilie Schindler opereret.
Hun stod i alle årene i skyggen af sin mand, men blev i sine sidste leveår hentet frem fra glemslen og fik oprejsning for sin egen indsats for at redde jøder under Holocaust. Hun blev erklæret for ”Retfærdig” i Israel og fik i forbindelse med Spielbergs film tilsendt en mindre check. Hun blev modtaget af Argentinas præsident og blev tildelt såvel en fornem orden, Order Of May, som en månedlig pension. Hun mødtes med præsident Bill Clinton, blev modtaget af pave Johannes Paul II i Vatikanet og var den tyske regerings hædersgæst, hvor hun mødtes med præsident Roman Herzog.
Emilie Schindler døde i oktober 2001 under et besøg i Tyskland. Hun blev begravet på kirkegården i Waldkraiburg i Bayern en times kørsel fra München, og hendes gravsten bærer indskriften: Den, der redder ét liv, redder hele verden.