Flodheste-fitness

Mange danskere har det med fitnesscentret som med folkekirken: De er medlem, men kommer der sjældent. Jeg træner præcis så sjældent, som min samvittighed tillader det, og hver gang fascineres jeg af mangfoldigheden af personligheder og kropstyper, som gør at jeg med min flodhesteform tør komme igen næste gang.
Her i fitnesscentret findes forretningsmanden i bedring efter en hjerneblødning, og som nu træner hele kroppens ene side til live igen. Vi støder også på de to 50-årige veninder, der har besluttet at gå ind i den tredje alder med ynde. Vi har naturligvis også den alt for tynde 20-årige kvinde, som arbejder hårdere og længere end nogen af os andre på stepmaskinen. Og vi har den supersøde unge muslimske kvinde med tørklæde og træningstøj med lange ærmer og lange bukser.
Der er også de underholdende, ældre bamsemænd med julemandsmaver, som snakker mere, end de træner. De liver op i hele træningshallen og lærer dermed os yngre wannabe muskelbisser med stenansigter om, hvordan vi krydrer den pligtfyldte træning med positiv smalltalk mellem løbebåndene.
Vi har endda en gruppe vaskeægte Hells Angel’s bikere, som altid træner i svedabsorberende kropsnære T-shirts påtrykt deres velkendte rygmærke. De er vældig høflige ved vandautomaten (vi lader dem dog aldrig vente for længe i kø). Disse fyre elsker sikkert spinning, som jo er en slags skeletagtig udgave af motorcykler.

Fitnesscentret er en fed klub og en vidt åben fællessfære. Denne folkelige aktivitet er blevet en slags samlebånds-sportsgren, hvor amatørsportssultne kvinder og mænd ekspederes ind og ud af de danske fitnesscentre hver dag. Konceptet kan med tiden true de traditionelle holdsportsgrene, idet der ikke er krav om at møde op på samme ugedag eller på samme tidspunkt. Måske kunne folkekirken lære lidt tilpasningsevne deraf.

Thi således er tusinder af danskere kravlet ud af fjernsynshulen og ind i fitnesscenteret. Det er Danmark i bevægelse.