Fornyede angreb fra Gaza mod Israel under fredsdrøftelserne
I et forsøg på at forstyrre de direkte israeslsk-palæstinensiske fredsdrøftelser, der nu er flyttet fra Egypten til Jerusalem, har terrorister i Gaza-striben fornyet deres angreb mod det sydlige Israel ved at afskyde ni mortergranater.Det israelske politi har efter en nærmere undersøgelse bekræftet, at angrebet omfattede to fosforbomber.
Fra morgentimerne onsdag har flere israelske bebyggelser beliggende over for Gaza-striben været udsat for raket- og morter-angreb rettet mod civilbefolkningen. Der meldes imidlertid ikke om sårede.
Ashkelon var en af de ramte byer. Det var første gang i over en måned, at terrorister fra Gaza havde rettet et angreb mod byen. Israelske sikkerhedsstyrker leder efter en kassam-raket, som menes at være eksploderet i Ashkelons sydlige industrikvarter.
Ved middagstid hørtes en ny eksplosion i denne del af Negev-ørkenen., formentlig forårsaget af en mortergranat. Senere eksploderede tre flere mortergranater i området.
Ved en repressalieaktion har det israelske luftvåben angrebet palæstinensiske smugler-tunneller, hvorunder en palæstinenser blev dræbt og to såredes. Den dræbte er blevet identificeret som den 21-årige Wajdi al-Gadi, fra Rafah i Gaza-striben.
Fra fredsforhandlingerne i Jerusalem rapporteres, at der synes at være grund til en vis optimisme. I statsminister Binyamin Netanyahus residens, hvor forhandlingerne fandt sted, havde Netanyahu som en gestus over for sin palæstinensiske gæst, præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, ladet opstille det palæstinensiske flag.
Abbas skrev i Netanyahus gæstebog, at han “ønsker evig fred”.
Udenrigsminister Hillary Clinton, der flere gange har måttet gribe ind for at holde de to parter på fredskursen, siger, at de nu synes at “tage alvorligt fat på problemerne”.