Ingen muslimsk fest i USA den 11. september

Ground Zero i New York et par dage efter terrorangrebet.
Foto: commons.wikimedia.org

Afslutningen af Ramadan, den muslimske fastemåned, er normalt en stor fest. Men i år faldt dagen sammen med den 11. september, og af den grund har The Islamic Circle of North America, ICNA, besluttet ikke at fejre netop den dag.
– Det ville være alt for ufølsomt, sagde Naeem Baig, talsmand for ICNA, ifølge the Guardian.
At Ramadans afslutning faldt sammen med årsdagen for terrorangrebet på New York og Washington i 2001 har gjort, at nogle muslimske grupper i USA har frygtet en endnu større mistænksomhed over for muslimer, noget som den planlagte moské ved Ground Zero jo allerede i forvejen havde lagt op til.
Stifteren af ICNA, Tariq Amanullah, var en af dem, der mistede livet i angrebet på World Trade Center. Organisationen vil den dag sørge over ham og de øvrige, der døde. Festen for Ramadan vil i stedet blive fejret en anden dag, så tæt som muligt på den 11. september.
Naeem Baig frygtede, at en fejring den 11. september kunne misforstås af islamkritikere, fordi der er så stor en uvidenhed om muslimske højtider.