Ingen vej tilbage
Af Kristen Skriver Frandsen. Leder af Folkekirkens
Mission
Jesus sagde: »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.« (Johannesevangeliet 11,25-26)
Point of no return. Vi kender udtrykket fra flykatastrofe-romaner. Katastrofen er lige ved at indtræffe, og det er for sent at vende om. Man må bare fortsætte fremad, selv om chancen for at overleve er minimal. Man lever sig ind i at sidde i den sære tunnel fremad, som et fly er. En tunnel, man ikke kan vende tilbage fra, men hvor man er på vej ind i døden.
Døden er et sådant point of no return. Nogle få har haft oplevelser af at komme tilbage, i øvrigt ofte fra en oplevelse af at bevæge sig gennem en tunnel. Men som regel vender ingen tilbage, og de efterladte modtager ingen informationer fra den anden side af point of no return.
I søndagens tekst hører vi om Lazarus, som var forsvundet ind i døden. Ind i gravhulen. Han ville stinke, hvis man åbnede graven. Ikke bare var ånd og sjæl væk, men den fysiske opløsning var sat ind.
Så kommer Jesus. Lazarus var hans ven, og den dødes søster, Martha, er overbevist om Jesu særlige forbindelse til Gud. Hun er sikker på, at hvad Jesus beder om, det vil ske!
Martha har sikkert mange gange diskuteret døden med Jesus, og han har forklaret hende, at på den yderste dag, når tiden har nået sin ende, så skal alting genoprettes. Men denne dag vender Jesus det hele til en voldsom nutidighed. Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø, siger Jesus.
Opstandelse er ikke bare noget, der sker engang, hinsides al tid og den enkeltes fysiske død opstandelse er også nu!
Jesus er vred på døden. Vred over dødens virkning: At man står med en kærlighed, man ikke kan komme af med. Jesus bagatelliserer ikke døden. Den er al vrede værd.
Johannesevangeliet 11, 43.
Maleri af Marianne Mortensen – gallery-bible-art.dk
Og så gør han noget, som skal overvinde sorgen og overvinde rædslen for det endegyldige point of no return. Han kalder Lazarus ud af graven. Jesus ville vise, at det, som er endegyldigt for os, ikke er endegyldigt for Gud. Den Gud, som bagfra og forfra omslutter et menneske, omslutter det også i døden. Bagfra – fra den tid, der er gået. Og forfra, med en fremtid, som vores forståelse ikke kender, men som er Guds. Og Lazarus vender tilbage til livet.
Denne ene opvækkelse ændrer ikke ved, at døden stadig findes. Vi lever stadig med tiden som en endelig række punkter. Selv om vi nogle gange gerne vil, kan vi ikke spole tiden tilbage. Men der findes også noget, som vi ikke så godt kan kalde tid, for det forstår vi kun som fremadskridende. Derfor kalder vi det evighed.
Dø skal vi – og miste skal vi – men aldrig i evighed. Døden er ikke det endegyldige. Guds tid, Guds kærlighed er ikke afhængig af, hvad vi måtte mene om den. Om vi har hvilet i den eller pludselig er blevet grebet af den i tillid til, at den er der, så gælder det, at den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.
Selv i sorgen opdager vi, at kærlighed kan vi altid komme af med. For det første tror jeg, at kærligheden når den, som sorgen gælder – selv om vi ikke kan erkende det. Det hænger sammen med, at evighed er noget andet end vores tid. For det andet kan vi opdage, at kærligheden finder nye kanaler – ikke i samme form, men med samme rod, og der er altid nogen, der kan tage imod og således træde i stedet for den, som vi ikke længere direkte kan mærke nås af vores kærlighed.
