Israel standser skib med jødiske fredsaktivister på vej til Gaza
Det kom idag til en usædvanlig konfrontation mellem jøder og jøder i Middelhavet, da israelske krigsskibe standsede et skib, “Irene”, med jødiske fredsaktivister ombord, fra at sejle til Gaza-striben og dirigerede det til israelsk havn.En af aktivisterne ombord, Rami Elhanan, sagde under konfrontationen til en israelsk avis: – Vi er omringet af 10 flådefartøjer, der vil forhindre os i at nå frem til vores bestemmelsessted. De kræver, at vi stopper og truer med, at hvis vi ikke gør det, vil der måske blive sårede. Men vi fortsætter, for fuld damp.
I en udtalelse fra det israelske udenrigsministerium hedder det, at de ombordværende jødiske aktivister vil blive behandlet som tidligere flotiller. En talsmand for ministeriet siger, at sejladsen er en politisk motiveret provokation.
“Irene” – en 10 meters katamaran – sejlede fra Fatamagusta i den tyrkisk-kontrollerede del af Cypern med kurs mod Gaza med ni jødiske fredsaktivister fra forskellige lande ombord “for at vække opmærksomhed omkring Israels blokade af Gaza”. Fartøjet sejler under britisk flag. De ombordværende er fra USA, England, Tyskland og Israel. Kaptajnen er en britisk jøde, som tilhører organisationen “Jøder for Retfærdighed for Palestinensere”.
Skibets last omfatter legetøj, skolebøger, muskinstrumenter, fiskenet og kunstige lemmer for handicappede.
Blandt støtterne af operationen er Marion Kozak, mor til den nye leder af det britiske Labour-parti, Ed Miliband.