Muslim elskede Gud og blev kristen
Da Elmira mødte Massoud, blev hun stormende forelsket i både ham og kristendommen.Mange kender Massoud Fouroozandeh fra bogen Den forbudte frelse og adskillige optrædener i medier. Men få kender hans kone Elmira.
Sammen leder de den iranske kirke Church of Love i Odense, hvor flere hundrede iranere og afghanere er blevet døbt siden starten i 1997.
Elmira Fouroozandeh er vokset op i en muslimsk familie i Aserbajdsjans hovedstad Baku i Sovjettiden. Faren var malermester, og moren arbejdede som tæppeknytter.
– Dengang måtte vi ikke dyrke Gud, fortæller hun til bladet Nyt på Tværs fra Tværkulturelt Center. – Alligevel gik min farmor med tørklæde, bad fem gange om dagen og fastede. Hun gjorde det frivilligt, fordi hun elskede Gud. Det fascinerede mig. Allerede som barn længtes jeg efter at være tæt på Gud, fortæller Elmira.
Mens hun gik i gymnasiet, gik Sovjetunionen i opløsning og Aserbajdsjan blev selvstændigt. Herefter fik islam en mere synlig plads i samfundet. Samtidig betød krigen mod det kristne Armenien, at interesse for kristendommen blev betragtet som grænsende til forræderi.
– De kristne var nogle, vi var i krig med. I de år talte ingen åbent om Gud og kristendommen, fortæller hun.
Men så skete der noget.
Elmira mødte en iransk flygtning, der var på familiebesøg i Baku. Han boede i et fjernt lille land, der hed Danmark. Hans navn var Massoud, og han var kristen.
– På det tidspunkt var jeg 21 år og færdig med min uddannelse som arkivar. Jeg arbejdede i et statsligt olieselskab og drømte om en god karriere. Jeg tænkte ikke så meget på at blive gift. Men det ændrede sig, da jeg mødte Massoud! Jeg blev meget forelsket. Her kunne jeg se min drømmemand. Han havde de værdier, jeg satte pris på.
– For mig var det vigtigt med et transparent forhold med ligeværdighed mellem mand og kone.
– Massouds første gave til mig var en bibel. Jeg begyndte at læse og fandt ud af, at kristendommen slet ikke var sådan, som jeg havde troet. Jeg blev meget optaget af Jesus og ville gerne lære ham bedre at kende.
Året efter blev parret gift, og Elmira blev familiesammenført med Massoud i Danmark. De bosatte sig i Odense, hvor Massoud havde startet et eksportfirma og senere udvidede med en brødfabrik.
– Vi kom til de danske gudstjenester i Bykirken og ugentlige bibelmøder på farsi hos min svigermor, hvor der kom 15-20 iranere. Efterhånden blev vi så mange, at møderne blev flyttet hen i Bykirken. Jeg hørte mere og mere, og en dag spurgte jeg Massoud, hvornår vi skulle døbes. Han havde længe været parat, men ville ikke presse mig. I april 1997 blev vi døbt sammen i Bykirken.
I dag er Elmira travl præstekone i den iranske menighed Mohabat, som betyder Kærlighedens Kirke. Det betyder mange frivillige arbejdstimer. Hun står nemlig for menighedens børne- og ungdomsarbejde, styring af lydanlæg ved gudstjenesterne, indkøb, PR og mediekontakt. Når der skal laves mad til de månedlige fællesgudstjenester, der samler 150 børn og voksne fra de tre iranske menigheder i Odense, Århus og København, giver hun også gerne en hånd med i køkkenet. Ind imellem prædiker hun ved de ugentlige lørdagsgudstjenester i Odense.
– Det vigtigste for mig er at være nyttig. Hvor kan du bruge mine hænder, Gud? siger hun.
Elmira er uddannet mediegrafiker. Næste år bliver hun desuden færdig som markedsføringsøkonom.
Birthe Munck-Fairwood/sl
