Bibelord i toner og meddigtning

Leinum – en musisk familie, må man konstatere, når man læser, hvem sang, melodi og musik bæres af.Det er først lige begyndt er titlen på dette debutalbum fra Christina og Jacob Leinum, som proklamerer med billedet af sædekornet som afsæt, at det først lige er begyndt, underforstået livet med Gud, og at nåden er ny i dag. De klare bibelske henvisninger er interessante, de optræder hyppigt, hvilket både giver sangene indhold og bibelteksterne udtryk.
Musikken er harmonisk og melodisk med et strejf af jazz og ellers i velkendt lovsangsstil. Sangene klinger klart med stilrene harmonier, og helhedsbilledet er derfor fløjlsblød musik. Men der bliver dog også plads til enkelte mere sprælske afstikkere, som i det korte nummer (2:25) ”Gud er din far”, der swinger i gospel, med vokalistudråb: ”yehr i yehr”, samt elguitar og blæsere.
Vil vi komme til at synge sangene i kirkerne landet over er ikke til at sige, men det er behagelig lyd for øregangen, og opbyggelige ord til sind og sjæl.
Josua Christensen

Leinum Lovsang:
Det er først lige begyndt
55 min. • 149,95 kr.
ProRex