Gammeldags drengebog
LogosMedia har udgivet en bog for drenge. Bogen beskriver ti drenge, der som voksne kristne gjorde en forskel, der var og er bemærkelsesværdig: Broder Andreas, John Newton, Billy Graham, Eric Lidell, William Carey, David Livingstone, Nicki Cruz, Adoniram Judsen, George Müller og Luis Palau.Hvert afsnit på 10-15 sider starter i den enkeltes barndom og fortsætter med væsentlige sider af deres voksenliv i tjeneste for Gud. Det er ikke særligt spændende fortalt, men der er dog lyspunkter undervejs. Efter hvert afsnit er der nogle linier om baggrund, hovedbudskab, hvis man ikke har fanget det i første omgang, lidt til overvejelse og forslag til en bøn. Bogen afsluttes med en quiz med 30 spørgsmål i relation til beretningerne.
Der er næppe nogen danske drenge, der kender de 10 drenge, der beskrives i bogen som handlekraftige kristne mænd. Men rigtigt mange på 50 år og opefter har erindringer om flere af dem og vil måske synes, det er spændende at læse om dem igen. Men jeg har meget svært ved at forestille mig, at danske 13-årige drenge vil finde det interessant at læse denne bog.
Mange drenge, der får bogen i hånden, vil lægge den fra sig efter at have set forsiden, der er både akavet og altmodisch.
Jeg tror ganske enkelt ikke, at denne bog har nogen fremtid, endsige nutid.
Forfatteren omtales som en prisbelønnet og anerkendt forfatter, der har skrevet over 40 bøger for børn og voksne. Jeg gad nok læse bare en enkelt af de prisbelønnede – med et hvorfor i baghovedet.
Bjarne Nederby Jessen
Irene Howat: 10 drenge, der ændrede verden 148 sider 149,95 kr. LogosMedia