Gud kan ikke undvære sit barn
Carsten Haugaard Nielsen er Sognepræst i Tyrstrup og Hjerndrup sogne ved Christiansfeld.
Jesus sagde: »Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.« (Matthæusevangeliet 18,11)
En voksen kvinde havde taget en beslutning. Hun ville døbes og sad nu og talte med præsten om dåben. Præsten forsøgte at forklare. I dåben bliver vi Guds børn, sagde han. Hun forstod det ikke rigtigt.
Guds børn? Hvad mener du? Hun sad og tænkte lidt og sagde så: Jeg har fem børn. Med mine fem børn er det som med mine fem fingre. Jeg kan ikke undvære bare én af mine fingre. Hugges én af dem af, vil det give mig smerte. Det vil altid kunne ses på mig. Sådan kan jeg heller ikke undvære bare ét af mine børn. Er det noget i den retning, du mener, når du siger, vi bliver Guds børn? At Gud ikke kan undvære os?
Et Guds barn er netop én, som Gud ikke kan undvære. Ligesom hvis vi mister et stykke af os selv, hvis vi mister et barn, mister Gud et stykke af sig selv, hvis han mister os. På flere måder går dette budskab igennem denne søndags tekst. Gud kan ikke undvære dig, Guds-barnet. Mest tydeligt og direkte siger Jesus det sidst teksten med en lignelse om en mand, der havde 100 får.
De, der hørte det, må have spærret øjnene op. Hundrede? Han må være rig!
Jesus fortsætter: Ét af disse får farer vild. Ét. Bare ét. Tilhørerne må have tænkt: Nå ja, hvad betyder det? Manden er jo rig. Et tab på én procent.
Men for manden med de hundrede får betyder dette tab alt. Han regner ikke i procenter og tal. Han regner i liv. Han regner det enkelte for alt. Derfor forlader han de 99. Han tænker kun på det ene får. Tabet volder ham en sådan smerte, at han ikke kan holde det ud. Derfor går han ud for at lede. Og lykkes det ham at finde fåret, er hans glæde uden ende.
Budskabet er ikke til at tage fejl af: Et Guds barn er én, Gud ikke kan undvære. Går vi væk fra ham, må han søge. Han kan ikke udholde smerten over at miste sit barn.
Det er også baggrunden for, at Jesus taler med meget meget store bogstaver i ugens tekst: Hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.
Jesus kan ikke bære at miste os. Derfor må han tale med store bogstaver, for at vi kan forstå det.
Vi kender det fra vore egne børn. Når vi sender dem ud i trafikken, advarer vi gerne: Pas nu på! Og når vi så ser, hvordan de af og til gebærder sig i trafikken, taler vi også undertiden med store bogstaver. Du bliver kørt ned en dag, hvis du fortsætter sådan! Hvorfor advarer vi? Fordi vi ikke kan bære at skulle miste dem. Sådan også med Gud. Hug hånden af, eller foden – eller riv hellere dit øje ud, hvis det bringer dig til fald, siger Jesus. Han vil ikke sige: Gør det, rent bogstaveligt. Det er barsk advarsel, det er tale med store bogstaver – en tale, der mest af alt afslører Jesu dybe bekymring for at miste os.
