Led dig selv

Så kan du lede andre.
Det er sæson for lederkonferencer. Denne weekend er det Willow Creek, i november er det FrikirkeNet og efter nytår Dansk Oase. Vi trænes og udrustes i at være bedre ledere – og tak for det.
Men hvis vi kun går efter de seneste nye teknikker til at rekruttere, engagere og optimere medarbejdere, går vi fejl. For ledelse handler ikke kun om hvad vi gør ved andre. Det handler først og fremmest om hvad vi gør med os selv.
Hvad skal vi gøre, og hvordan gør vi det?
Jo, graden af lederevner afgøres ved, i hvilket omfang vi er selvmotiverende, selvkørende og selvkorrigerende. Det er summen af de ledermanualer, jeg har læst.

Men er vi så det? Er det over hovedet muligt?
Nej. Men det er som med information. Vi kan vi ikke vide alt, men vi skal vide, hvor vi kan få fat i det.
På samme måde kan ledere selvfølgelig ikke alt. Men en god leder bør vide, hvor han eller hun kan få hjælp. Og være ydmyg nok til at bede om hjælp i rette tid. Omgive sig med mennesker som kan ting, lederen ikke kan. Og ikke mindst som åndelig leder holde en åben forbindelse til Gud.
Det kræver ydmyghed. Og ydmyghed er netop det, der får ledere til at lykkes. Også selv om de i perioder ligger med enden i vandskorpen. De skal nok komme op igen.
Det fortæller ledelsesforsker Jim Collins på Willow Creek konferencen i weekenden. Og det stemmer med Sydney Finkelsteins analyse af 51 virksomheder i denne avis.
Så led dig selv – så kan du også lede andre.