Jeg vil væk!

Omtumlet vågner jeg fra min lur. Jeg kan ikke lige finde hoved eller hale i, hvor jeg er. Jeg kigger op i bliktaget, rundt på de nøgne, kolde mure, de dårligt installerede stikkontakter, ser de få slidte møbler og husker det så.
Puslespillet falder på plads, og jeg ved igen, hvor jeg er, men er ikke sikker på, jeg gider forholde mig til det. Det er så uoverskueligt, så stort – ja, så helt forfærdeligt anderledes og mærkeligt! Det nemmeste ville være at skjule sig her på værelset, hvor ingen kan nå mig. Jeg rammes af en gennemtrængende hjemve, der gør så ondt, at jeg tror, at jeg er syg. Måske har jeg fået malaria! Formodentligt ikke. Men jeg gider ikke være her mere!

Jeg er stadig i en tilstand, hvor jeg svæver ind og ud af drømme. Til venstre for mig hænger et usmageligt gardin, hvor en afrikansk savanne og de tilhørende dyr er afbilledet. Først minder det mig bare om, hvor trist værelset er, men da jeg har kigget lidt på det, kommer jeg til at tænke på, hvorfor jeg er her.

Fyren, hvis værelse jeg bor på, har måske den samme trang som mig. Trangen til at komme ud og se noget nyt – noget man ikke finder hjemme. En længsel efter at opleve. Måske er hans drøm den afrikanske savanne, ligesom min er slummen i Honduras. Det er måske søgt gætteri, men det sætter tanker i gang.

Jeg har valgt at følge min længsel og forventer at kunne pakke min rygsæk med berigende og helt uvurderlige oplevelser, når jeg tager herfra igen – oplevelser der vil være med til at danne mig for resten af livet. Alligevel kan det hele til tider synes overvældende, uhåndgribeligt og kort sagt bare for meget. Når det sker, prøver jeg at holde fast i min længsel og spørge mig selv, hvorfor jeg gør det her, så jeg kan blive bekræftet i, at det er det rigtige, jeg gør!

At følge min længsel og samtidig føle afsavn er en balancegang. Jeg ved, jeg nogen gange vil falde i mismod, men jeg kommer op igen. Og det forhindrer mig ikke i at nyde dette eventyr!.
Af Johannes Tvilling
Udsendt som volontør af Impact