Kom og se
Klavs Bo Sørensen er sognepræst i Vonsild ved Kolding.
Vrrr….! En arrig, utålmodig lyd på en råkold oktobermorgen. Vækkeurets skratten afbryder drømmen. Klik! Bare fem minutter til… Man trækker dynen godt op over hovedet og lukker øjnene for at det igen kan blive lyst og forsøger at finde ind i drømmen igen.
Prøver at kalde billederne tilbage og den lyse, varme trygge fornemmelse.. ; men inden det rigtig lykkes repeterer vækkeuret sin utålmodige kalden, og man står op, endnu med resterne af drømmen i kroppen, men uden at kunne erindre dens billeder…
Der er nogle mennesker, der er fantastisk gode til at huske deres drømme og kan fortælle om dem. Når jeg vågner, kan jeg som regel aldrig huske, hvad det er, jeg har drømt.
Den eneste drøm, jeg kan huske, er en tilbagevendende mareridtsagtig drøm, jeg havde engang, som dreng Om ligesom Kejseren i H.C.Andersens eventyr at være kommet ud på byens gader uden noget på, og ligesom Adam og Eva, da de havde spist af den forbudne frugt, at forsøge at skjule sig og sin nøgenhed af frygt for at blive opdaget og afsløret, gennemskuet og peget fingre af: Han har jo ikke noget på!
– En rigtig væmmelig, ubehagelig drøm – som jeg imidlertid ikke tror er så usædvanlig igen. Tvært imod, så tror jeg, vi er mange, der kender den drøm – også i vågen tilstand… Den hel- eller halvdårlige samvittigheds mareridt – ængstelsen for ikke at slå til og være god nok. Og vi søger at skjule og gemme os bag travle miner og pligtopfyldenhed eller blaserthed og dumsmarte bemærkninger, som Natanaels i søndagens tekst: Kan noget godt være fra Nazaret!? – For tænk om det kom frem, hvordan man i virkeligheden er… Usikker og måske knap så respektabel – eller naiv og lidt uforstandig…. Tænk, om det kom frem i lyset, og man blev afsløret og gennemskuet og set på, som Gud har skabt os: In puris naturalibus.
Senere har jeg lært mig, at netop det er evangeliet: At Lyset er kommet til verden og får alle knaster og uregelmæssigheder til at træde frem og kaste skygger… Sådan som vi helst vil gemme os, står vi belyst som af solen under en åben himmel. Og det gør ikke noget! Det er evangeliet, at vi er set og afsløret og gennemskuet og genkendt, som Natanael i evangeliet – selv, når vi i hemmelighed gemmer os under figentræets blade…. Men der er ingen, der peger fingre og siger: SE! Men Kom og se! Kom og vær med. Du er accepteret, som du er. Du bliver aldrig god nok, hvis du skulle gøre dig fortjent til det; men du er holdt af og elsket, går an og kan bruges.
I samme grad, som det virkelig går op for os, at Gud holder af os, at han har accepteret os, som dem vi er, med både de åbenlyse fejl og dem, vi så ihærdigt prøver at skjule, i samme grad bliver vi i stand til at åbne os og se bort fra os selv, til at finde hinanden i et fællesskab med ham.
Det er det, der sker i dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet. Det begynder med, at der peges på Jesus som den, der bærer alverdens synd. Se Guds lam, siger Johannes Døber, og evangeliet igennem stiger antallet af titler og bekendelser. Og alt imens gør mennesker deres erfaringer og fortæller om dem, begynder at finde hinanden og følges ad i bekendelsen til ham.