Når ulykken rammer
Af Peter Hauge Madsen, Sognepræst i Rønne.
Jesus sagde: »Mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
(Lukasevangeliet 13,4-5)
Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal rammes så hårdt? Sådan kan vi godt møde spørgsmålet fra andre, eller vi kan selv stille det, hvis vi er blevet ramt af sygdom eller ulykke. Sammenhængen mellem synd og sygdom er ikke ukendt for mennesker. Sådan tænkte man på Jesu tid, og sådan tænker vi i dag.
Dengang var det nedslagtningen af nogle jødiske frihedskæmpere og sammenstyrtningen af et tårn i Siloa, der fik mennesker til at tro, at de dræbte måtte være store syndere, siden det gik dem sådan.
I vores tid har det været AIDS-epidemien, naturkatastrofer eller kræftsygdom, der har kunnet få mennesker til at stille dette spørgsmål: Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal rammes så hårdt?
I bibelteksten til denne søndag gør Jesus op med den tænkning. Nej, de dræbtes synd var ikke større end alle andres, siger han. Vi kan altså ikke slutte fra ulykken til syndens størrelse eller i det hele taget bedømme andres synder. Men i enhver katastrofe kan vi se, at synden får konsekvenser, og at vi derfor selv må omvende os for at undgå, at vort liv ender i en katastrofe.
Hvorfor og hvordan Gud ofte bruger lidelsen til at føre mennesker nærmere til sig, er ikke til at forklare. Hvorfor standser Gud ikke ondskaben i verden? Hvorfor er der tusindvis af mennesker ud over verden, der må opleve den meningsløse lidelse, måske efter naturkatastrofer? Vi ved det ikke.
Hvad vi ved, siger Paulus i Romerbrevet kapitel 8, vers 28, er, at alle ting samvirker til gode for dem, der elsker Gud. Men hvordan Gud virker dette gode i vore liv, ved vi ikke.
Lukasevangeliet 13, 4.
Jesus fortæller ved samme lejlighed en lignelse om et figentræ, der ikke bærer frugt. Her er temaet også dette, at mennesker skal omvende sig for ikke at blive hugget om.
Hvert eneste døbte menneske er som et figentræ plantet i Guds vingård, i nådens frugtbare jord. Det er selvfølgelig tanken, at vi skal bære frugt, dvs. leve et liv, der i ord og handling peger hen på Jesus. Sådan går det ikke altid. Vort liv bliver ikke altid så godt, som vi selv, eller Gud, havde tænkt. Med god ret kunne han hugge os om og forkaste os som ubrugelige.
Heldigvis havde figentræet en gartner, der ikke gav op så let, men fortsat så nogle muligheder i træet. Og heldigvis har vi Jesus, der heller ikke opgiver os, selvom der ofte kommer mere skidt end godt ud af vort liv. Jesus tager selv ansvaret for den manglende frugt. Det var jo derfor, han døde på korset.
Men han arbejder også fortsat i sin godhed og tålmodighed på at skabe frugt i vore liv.
