21.100 palæstinensere arbejder i bosættelserne

21.000 palæstinensere arbejder nu i de jødiske bosættelser på Vestbred-området – i byggeri, landbrug eller industri – ifølge det internationale pressebureau Associated Press.Det er overvejende palæstinensere, der har opført bosættelserne, skønt de fleste af dem anser disse samfund for en trussel mod deres drøm om en uafhængig stat.

Tidligere iår vedtog Den palæstinensiske Myndighed (PA) en lov, der forbyder at arbejde i bosættelserne, men nu arbejdsløsheden hos palæstinenserne nærmer sig et to-cifret tal, har dette anliggende medført debat og selvransagelse.

– Det er helt umoralsk for os at arbejde i bosættelserne, siger PA’s økonomiminister, Bassan Abu Libdeh, en af inititivtagerne til loven.

Ifølge Abu Libdeh vil forbudet – der pålægger lovovertrædere bøder på indtil 14.000 dollars (7 4.000 kroner) og fem års fængselsstraffe – blive gennemført med tiden, men foreløbig udsætter myndighederne sagen, mens de prøver at finde veje, der kan hjælpe arbejderne med at ændre jobs.

Palæstinensernes arbejde i bosættelserne har været til en vis gunst for den palæstinensiske økonomi, men har også bidraget til, at bosættelserne trives og udvides.

300.000 bosættere

Omkring 300.000 israelere lever idag i over 120 bosættelser på Vestbredden, næsten en tre-dobling i løbet af to årtier med fredsdrøftelser. Andre 180.00 israelere lever i Øst-Jerusalem.

I bosættelsen Ariel – en by med 19.000 indbyggere – er palæstinensiske arbejdere beskæftiget med at blande cement, lægge mursten og bygge røde tage. De fleste af dem arbejder i otte-timers skift fem ugedage og tjener 35-55 dollars om dagen, lidt mindre end israelske arbejdere ville have tjent, men over hvad palestinensere generelt kan opnå på Vestbredden. Gennemsnitslønnen i palæstinensiske byer er 25 dollars om dagen og 15 dollars i landbrugsområder.

Den 41-årige palæstinensiske traktorfører Abed Abdel Karim siger, at han har arbejdet i bosættelser i 15 år, og at et sådant virke er en trussel mod en fremtidig palæstinensisk stat – men at han ikke kan tjene til livet på anden vis.

“Vil bare betale mine regninger”

– Vist er det et problem, siger han, men det er ikke mit job at klare det. Jeg er gift og har børn. Jeg ønsker ikke at blive millionær. Jeg vil bare betale mine regninger.

PA-arbejdsminister Ahmed Majdalani siger, at regeringen prøver at bekæmpe fænomenet ved at skabe et investeringsfond, der støtter store byggeprojekter, som vil tiltrække internationale investorer. Målet er et fond på 50 millioner dollars, men foreløbig er der blot indkommet 5 millioner – udelukkende fra PA.

Ifølge Majdalani vil palæstinensiske firmaer – selv om fonden skulle blive en realitet – sandynligvis fortsat betale mindre end israelske.

– Men vi regner med, at den nationale stolthed og frygten for straf vil friste arbejderne til at finde andet arbejde end i bosættelserne, siger han. Vi anser ikke forskellen i løn for at berettige til et sådant arbejde, hverken nationalt, politisk eller moralsk.

Rawabi

En delvis løsning af problemet vil måske være beskæftigelse af palæstinensiske bygningsarbejdere i den planlagte palæstinensiske by Rawabi, 9 km nordvest for Ramallah. Den skal have 40.000 indbyggere. Dette store projekt er imidlertid “på vent”, fordi Israel endnu ikke har givet byggetilladelse til en vigtig tilkørselsvej.

På en bygggeplads i bosætterbyen Ariel, der ligger centralt på Vestbredden, siger en 32-årig palæstinensisk arbejder ved navn Abdel-Jaber Bouzia, at han tvivler på at nogle af de store planlagte palæstinensiske projekter bliver til noget.

– Jeg frygter ikke lovforbudet mod at arbejde i bosættelser, og jeg kan ikke forestille mig, at de vil blive fjernet – måske efter en million år, siger han, mens han skovler sand ind i en cementblander. Eller på dommedag.