Danskere véd mest om holocaust
Danmark er blevet et af de bedst informerede lande om holocaust.
Ikke færre end 200 lærere fra hele Danmark har i de sidste10 år været på intensive kurser på Yad Vashem holocaust-mindeinstitutionen i Jerusalem og har ladet deres viden om dette sensitive emne gå videre til deres skoleelever.
En række lande – med Danmark langt fremme – har i den sidste halve snes år taget imod Yad Vashems tilbud om at lære noget mere om nazisternes forfølgelser af jøderne under den anden verdenskrig.
Selv om mange mener, at nu kan der da ikke være mere at sige om den periode, har det de senere år vist sig, at der stadig kommer noget nyt frem om dette grusomme kapitel i menneskehedens historie. Litteraturen om holocaust vokser støt – selvom det er over 65 år siden.
24 danske lærere fra skoler, der spænder fra Bornholm til Nordjylland – samt tre fra Færøerne – har været på et to ugers kursus i Jerusalem og fået ny viden om de tragiske hændelser.
De har fra morgen til aften hørt forelæsninger af israelske kapaciteter om dette emne.
Blandt forelæserne har været den tjekkisk-fødte professor Yehuda Bauer, 84, der anses for at være verdens førende holocaust-forsker.
Lederen af den danske gruppe, lektor (i historie og religion) Otto Ruehl, Helsingør Gymnasium, siger, at det er noget af en sensation at have fået Bauer som forelæser.
– Sidste år havde han ikke tid, og tidligere har han været bortrejst, når vi kom, så vi er særdeles glade over, at det er lykkedes at få ham i år, siger Ruehl.
Hovedemnet i professor Bauers forelæsning for de danske lærere var forholdet mellem holocaust og andre folkedrab – et udvidet perspektiv over emnet.
En anden kapacitet på dette område, der forelæste for danskerne, var Yiftach Meiri fra Yad Vashems International School for Holocaust Studies (ISHS).
Ud over at være holocaust-forsker er han leder af den skandinaviske afdeling på Yad Vashem, og det er ham, der har udarbejdet det store program for undervisningen af den danske gruppe. Han har bl.a. lavet en workshop om jøderne i Polen før krigen og er kommet til den konklusion, at jøderne i Polen var tilknyttet tre forskellige grupper: en tredjedel var ortodokse jøder, mens en tredjedel virkede inden for Bund (det polsk-jødiske arbejderparti. red.), og den sidste tredjedel var zionister. Han forelæste for danskerne om den jødiske tilværelse i Polen – før, under og efter holocaust.
En tredje person af de ialt 14 sagkyndige, der holdt forelæsninger for den danske gruppe, var Oriot Margaliot, ligeledes tilknyttet ISHS, der bl. a. talte om, hvordan man har kunnet skildre holocaust i billeder.
Blandt foredragsholderne var tillige den danskfødte rabbiner Michael Melchior, overrabbiner for den jødiske menighed i Oslo og tidligere israelsk viceudenrigsminister. Han talte over emnet Israel idag.
Ialt 24 lande har samarbejdsaftaler om deltagelse i seminarer på Yad Vashem.
Fra at være et musum og en mindeinstitution for de seks millioner jøder, der blev ombragt under nazismen, har Yad Vashem udviklet sig til blive en undervisningsinstitution af vældige dimensioner
Danmark har været med i projektet fra 1996, og med ialt 200 danske lærere på kurset i de forløbne 14 år er Danmark blevet et højt uddannet land på dette område. Ved et nærmere studium af, hvorfra de danske lærere på kurset kommer, viser det sig, at der er en særlig stor interesse i Nordjylland.
Sidste år var der, for første gang, også danske lærere med fra Duborgskolen i Flensborg, og i år var der tre lærere fra Færøerne.
Blandt de nytilkomne lande er Kina, som har sendt 20 lærere til et netop afsluttet kursus på Yad Vashem.
– Holocaust-studier er vigtige for alle kulturer, siger en af de kinesiske deltagere, Lihong Song, der er leder af Instituttet for Jødiske Studier ved Nanjing Universitetet.
Han tog kontakt med Yad Vashem efter at have studeret Josephus – den jødiske historiker, som for 2.000 år siden skrev om romernes ødelæggelse af Det andet Tempel i år 70 e. Kr.
Song besluttede at hellige sin akademiske karriere til jødiske studier.
Om Yad Vashems udvidede kontakt med verden på det undervisningsmæssige område siger lederen af ISHS, Dorit Novak:
– Vi ønsker at udvide kendskabet til holocaust ude i verden. Vi begyndte med Europa, men i de senere år har der været en interesse fra lande længere borte, som Kina. De kinesiske lærere udgjorde en imponerende gruppe af intellektuelle, og niveauet for deres interesse i emnet var fremragende.
Programmet for de danske læreres seminar, udarbejdet af ISHS i nært samarbejde med det danske institut for holocaust og folkedrab, var hovedsageligt forelæsninger fra 17.-26. oktober på Yad Vashem, morgen til aften, med ekskursioner ind imellem til Massada ved Dødehavet og Diaspora Museet i Tel Aviv.
Normalt er der flere kvinder end mænd på disse kurser, men i år var de mandlige lærere i overtal, uvist af hvilken grund.
Blandt de skoler, der var repræsenterede, var Birkerød Gymnasium, Vestbirk Musik- & Sportsefterskole, Kornmod Privatskole i Silkeborg, Bagter Skolen i Hjørring, Thorshavn Gymnasium, VUC-Vest i Esbjerg, Bornholms Gymnasium, Teknisk Skole i Thorshavn, Mariager Gymnasium, HF-Centret Efterslægten, Ordrup Gymnasium, Birkerød Gymnasium, Grenå Gymnasium og Helsingør Gymnasium.
Blandt deltagerne var tillige Uri Krivaa, fra Carolineskolen i København. Og der var også en norsk deltager på det danske kursus, Lise Rebekka Paltiel, fra Det jødiske Museum i Trondheim, barnebarn af Julius Paltiel – en af de få norske jøder, der kom tilbage til Norge fra koncentrationslejr i Tyskland.
Manden bag dette betydningsfulde projekt er lektor Otto Ruehl, Helsingør Gymnasium, mangeårig formand for Dansk-Israelsk Selskab. Ikke alene har han udvirket, at danske skoleelevers viden om holocaust er blevet udvidet, men han har tillige i en halv snes år forestået en udveksling af skoleelever mellem Helsingør Gymnasiums ældste klasse og gymnaisieelever på samme trin fra Ber Tuvia Gymnasiet i Israel – et udvekslingsprogram som næste gang skal finde sted i begyndelsen af 2011.