Debat

Vores problem som danskere er tit, at når vi læser om de første kristne i Bibelen og om deres liv med Gud, så tænker vi, at sådan var det dengang, altså for 2000 år siden, men ikke i dag. Eller vi tænker, at sådan er det i Kina eller andre steder i verden, men ikke i lille Danmark.
Men nej, den Jesus vi læser om i Bibelen, er den samme i dag. Kristendommen er derfor også den samme i dag, som vi læser det. Også i Danmark. Det, jeg oplevede for kun få måneder siden, kunne næsten stå i Bibelen, hvis den ikke var skrevet færdig. Og det er den på sin vis ikke. På en måde fortsætter Apostlenes Gerninger i dag, fordi Gud er den samme som dengang.

For nogle måneder siden gav Gud mig en drøm. I drømmen stod jeg og fiskede. Så snart jeg kastede fiskesnøren ud i vandet, var der bid.
Jeg hev fisken op og stod med den i mine hænder. Det var en meget underlig fisk. Den havde sjove farver og andre former end de fisk, jeg kender. Jeg tænkte undrende: Sikke en mærkelig fisk.
Der kom et menneske forbi, så jeg vendte mig om og spurgte: Hvad er det for en mærkelig fisk? Han gav mig svaret, og jeg tænkte: ”Nåh, sådan en fisk” – uden at jeg i drømmen vidste, hvad han svarede.
Jeg lagde fisken ned og kastede igen fiskesnøren ud. Igen var der bid med det samme. Jeg hev fisken op, og også denne fisk var anderledes og havde sjove farver og former.
Jeg kastede fiskesnøren ud påny. Der var straks bid igen. Sådan forsatte drømmen.
Da jeg kom til den femte fisk, var min første tanke endnu engang: ”Sikke en mærkelig fisk”, men jeg tænkte så: ”Nåh nej, den er ikke mærkelig, for sådan en har jeg jo fanget før”. Altså, jeg kunne efterhånden begynde at genkende fiskene.
Så vågnede jeg.

Jeg vidste, at denne drøm var fra Gud. Jeg vidste også, hvad drømmen betød: Gud ville sende mig til udlændinge, både i udlandet, men også i Danmark. (Fisk er i Bibelen tit et symbol for mennesker, da vi skal være menneskefiskere. De forskellige farver og former var derfor mennesker fra forskellige lande).
Den efterfølgende formiddag, mens jeg gik og bad, fik jeg en e-mail ind på min telefon. Den var fra en pakistaner, der bor i København. Han ville gerne, at jeg bad for ham. På grund af drømmen vidste jeg straks, at dette var noget, Gud ville, jeg skulle gøre. Så jeg sagde, at jeg ville komme.
14 dage efter tog jeg med nogle venner over til ham, uden at vide særligt meget om ham, eller om hvad der skulle ske. Men Gud gav mig et ord på vejen, fra Romerbrevet kapitel 1, vers 11-12: ”Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.”
Ifølge ordet skulle jeg give dem Åndens gaver.

Da vi nåede frem til pakistaneren i København, var hans mor og bror der også. Jeg spurgte, om de var kristne. Det var de. Jeg spurgte så, om de havde oplevet Helligåndens dåb. ”Nej”, svarede de, ”men det er jo derfor, du er her”. Wow, netop, det var jo derfor, Gud havde sendt mig.
Vi gik da ind i en anden lejlighed, hvor de havde samlet 20 pakistanere. Syv af dem var muslimer, resten var kristne, der var sultne efter at blive fyldt med Helligånden og at få åndens gaver.

Da jeg stod der blandt alle disse fantastiske mennesker, vendte tanken tilbage: ”Sikke nogle mærkelige fisk. Det er jo vildt. For to uger siden gav Gud mig en drøm, og nu står jeg her – en jyde på Nørrebro i København, hos nogle pakistanere, jeg ikke kender”.
Efter jeg havde talt, bad vi for folk – og Gud var virkelig til stede. Mange blev helbredt, og flere blev fyldt med Helligånden og begyndte at tale i tunger.

Hele denne stærke oplevelse får mig til at tænke på apostlen Peters oplevelse i Apostlenes Gerninger kapitel 10. Her læser vi om, hvordan Peter fik en drøm, der ledte ham til Cornelius. Og hvordan Cornelius og hans hus blev døbt med Helligånden og bagefter i vand. Det var jo næsten det samme, jeg oplevede. (Flere af pakistanerne blev også senere døbt i vand).
Her er, hvad jeg blev mindet om og ønsker at dele:
Jesus er den samme i dag, og derfor er kristendommen også den samme i dag.
Vi har næsten alle hørt det sagt før, men selvom vi har hørt det, tror vi alligevel ikke helt på det. Det er vigtigt, at vi igen begynder at tro på det. Alt, hvad vi læser i Bibelen, kan vi også opleve i dag, fordi Jesus er den samme.
Så lad os ikke ændre Gud til at være en anden, end han virkelig er. I stedet må vi søge ham. Gør vi det, vil vi se, at han er den samme i år 2010 som dengang. At han er den samme i Danmark som i Kina eller andre steder, hvor der i dag sker store ting.
Torben Søndergaard,
Frijsenborgvej 20, kl,
7400 Herning

En dreng med sammenbidt mine i færd med at hamre et hvidmalet trækors ned på en mark, mens en voksen storsmilende ser til. Omkring dem står andre børn og voksne og placerer hver sit kors på marken.
Dette fremgik af et foto i Kristeligt Dagblad 8. oktober, og i billedteksten stod bl. a., at børn og forældre fra Gjerlev-Enslev Skole mellem Randers og Hadsund i onsdags satte hvide kors op langs Hadsundvej i protest mod skolenedskæringer.
9. oktober bragte avisen en artikel med overskriften ”Vi blev revet med af stemningen”, hvori forældrebestyrelsen på Gjerlev- Enslev Skole undskylder, hvis de har krænket nogen med deres kors-aktion mod skolenedskæringer.
Nu bød det sig således, at jeg 9. oktober på vej fra Randers til Århus passerede stedet, hvor korsene stod. Det vil sige, nu var der kun et par væltede kors at se. Et forstemmende syn.
Måske er det et generationsspørgsmål, men hvide kors på en mark giver associationer i retning af de endeløse rækker af hvide marmorkors i Normandiet, hvor tusinder af unge mænd i Anden Verdenskrig gav deres liv for at befri Europa.
Jo, forældrebestyrelsen havde al mulig grund til at undskylde den respektløse brug af kors.
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C

Dansk Kvindesamfund skriver i deres pjece, at de ønsker den fri adgang til provokeret abort opretholdt fuldt ud, og at kvinder selv skal bestemme, om de vil have abort eller ej. ”Derfor er vi imod alle, der angriber abortloven”, udtaler de.
Jeg er en af dem, som Dansk Kvindesamfund er imod, hvilket jeg tager med sindsro.
Men stiltiende acceptere at der i Danmark årligt bliver slået 16.000 mennesker ihjel i moders mave, vil hverken jeg eller de mange andre, der deler den samme opfattelse, at ”menneskelivet bør respekteres og beskyttes absolut fra undfangelsens øjeblik. Lige fra det første øjeblik af sin eksistens skal mennesket tilkendes en persons rettigheder, deriblandt den ukrænkelige ret til livet, som ethvert uskyldigt væsen har”.
Konsekvensen må derfor være at kæmpe for barnets tarv, hvilket uundgåeligt må medføre en kamp imod den fri abort, afskaffelse af loven om fri abort fra 1973 og en opfordring til kommunerne om at iværksætte øget rådgivning til de gravide mødre, således at abortantallet kan nedsættes drastisk.
I et demokratisk samfund, hvor menneskerettighederne står som noget basalt, er den fri abort en skamplet.
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58,
6700 Esbjerg.

Tak til Jette Vibeke Madsen for Bagsmækken i sidste nummer af Udfordringen (d. 21. 10. 2010). Jeg ved ikke, hvor alvorligt man skal tage det, du skrev, men vil dog alligevel knytte et par kommentar:
Jeg tror, at Adam og Eva havde nogenlunde travlt. De havde i alt fald et stort ansvar. De var sat til at herske over det hele. De var forvaltere med stor ”F”.
Tænk at skulle stå til ansvar for alt det skabte. Gud skabte det og sagde til Adam og Eva: Vær så gode at forvalte det hele for mig. ”Bliv frugtbare og opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” Her er opgaver, forpligtelser og ansvar nok at tage fat på. Dog tror jeg, Adam havde tid til at løbe en tur med løverne, springe med gazellerne og tale med aberne om dette og hint for derefter at se til dinosaurerne og deres forhold. Altså Adam og Eva havde travlt uden at være stressede og nød det ansvar og de opgaver, Gud Skaberen havde betroet dem.
Jeg tror heller ikke, Adam og Eva kedede sig. De nød både omgivelserne og deres ansvar, men de kom til at svigte deres ansvar på et tidspunkt, og det har vi måtte leve med sidenhen.
Bruce K. Steuer
Frederikshavn

Hvor lidt respekt kan man have for vores smukke flag Dannebrog og enda bruge det som spalteplads i vores ellers så gode blad og vel synes, det er en morsomhed?.
Jeg har set det engang her i vores by, at der var plantet et lille Danebrogsflag i en hundelort. Det gjorde ondt langt ind i hjertet, og jeg tænkte, at det kan umuligt være en dansk person, som kan gøre det med vores smukke flag..
Men så læser jeg i Udfordringen, at Henni Andreasen, som hun underskriver sig, har gjort den samme skamfulde handling. Tænk at have så lidt respekt om vores smukke flag med Korset som symbol på Lidelse og Død. Jeg fatter ikke, man kan gøre det.
Der har også her i byen været et par supermarkeder, som har brugt at lægge små plastikflag på gulvet som pynt til fødselsdage til folk at træde på. Det gør virkelig ondt at se det. Jeg påtalte det over for dem. De kunne godt se det, nu jeg sagde det, men det havde de slet ikke tænkt på. Helt utroligt.
Vi kan ikke lide at se vort smukke flag blive brændt og trådt på, men hvad gør vi selv, når vi træder på vores flag i butikker og planter det i hundelorte? Det burde vi aldrig gøre, det er jo vores smukke Dannebrog, uanset om det er små eller store flag. Tænk jer dog om – vi ved ikke, hvor længe vi får lov til at beholde det.
K. Pedersen
Gl. Løkkensvej 7 B
Hjørring

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge…
H. C. Andersen kendte de mange varmere lande sydpå, men det var dog sit eget land, han beskrev med så stor hjertevarme. Jeg boede selv 30 år i Italien. Der er dejligt, – megen sol, lyset er specielt, og så er der de mange skiftende landskaber og en skøn natur; og efter Unescos beregninger findes 60 % af verdens kulturarv der.
Hvert år ønskede min mand at ligge en måned ved Middelhavet, ikke til min udelte begejstring, – dér, indeklemt i en liggestol, i rækker, følte jeg mig nærmest som en jordbærplante i et bed, og mine svømmeture foregik snirklende sig mellem de mange badegæster i det lidt plumrede vand.
Så da jeg blev enke, måtte jeg vende tilbage til Danmark, til mine rødder. Det var gensynets glæde. Vort land er helt unikt med de dejlige badestrande midt i den for Danmark så specielle natur, og skovene, og landskaberne med deres “bugt og bakkedale”.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, om man ikke kunne gøre dette dejlige Udkantsdanmark til en turist-oase for os danskere, så vi holder ferierne i vort dejlige land?
Kronerne bliver her i landet og kan støtte der, hvor der ellers ikke er så megen aktivitet mere, og også den slunkne statskasse. Og der spares på C02-udslippet. Jo, her er jo en del regn og ikke altid så varmt. Det er jo også derfor her er så dejligt grønt, men med hjælp fra lyse hoveder kunne der måske laves centre, hvor feriegæster kunne more sig, når det er lidt rigeligt vådt uden for.
Så… lad os da nyde vores dejlige UDKANTSDANMARK, hvor også så meget af det “gode gamle Danmark” er bevaret, for der var så dejligt ude på landet….
Ulla Kjærulf
Langelandsvej 48 3
4600 Køge

Et flertal af præster og biskopper anbefaler nu kirkeministeren, at der indføres et særligt ritual til vielse af homofile, eftersom det ordinære vielsesritual er uegnet i den sammenhæng. Kirkeministeren har tidligere udtalt, at præsterne skal kunne bevare deres ret til at nægte vielse af homofile, hvis/når der kommer et sådant ritual.
Anbefalingen sker sikkert i den højhellige humanismes navn, eftersom et sådant ønske er i strid med Bibelen. Står humanismen og tidsånden da over Bibelen? Hvordan er det kommet så vidt i et kristent land? – I nogle år har det været muligt for homofile at få velsignet deres partnerskab i kirken. Men er det ikke et bedrageri? Hjælper det noget, at præsterne velsigner synden, når Gud ikke kan velsigne den?
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
6400 Sønderborg

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.