Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Lige et par ord fra mig angående salveduge. Jeg læser jo, at mange får lindring og helbredelse ved hjælp af de salveduge, du sender ud. Men i min kirkelige sammenhæng har jeg aldrig hørt om dem. Jeg tvivler ikke på, at Gud er med i det, og jeg er også overbevist om, at det ikke er noget i retning af det alternative. Men hvad er det så?
Jeg har et par veninder, som hele tiden taler om de skuffelser, de har oplevet her i livet. Hver gang jeg har været sammen med dem, bliver jeg helt dårlig, for det er faktisk så negativt, den måde de ser på livet. De er endda kristne. Jeg selv har også oplevet skuffelser. Men jeg har valgt at lægge hver dag i Guds hånd og fortsætte med at tro på, at mit liv er i Guds hånd, hvad enten det går op eller ned.
De bedste hilsener
Karen
Svar 1:
Kære Karen
Som jeg ser det, er salvedugene en støtte til vores tro. Nogle gange har vores tro nemlig brug for noget konkret at støtte sig til. Tænk blot på brødet og vinen ved nadveren. Tænk også på, hvad vi læser i Apostlenes Gerninger kap. 19, versene 11 og 12 om Paulus: – Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder for ud.
Salvedugene er også fra min side forbundet med personlig forbøn for den enkelte syge og forbundet med troen på den syges helbredelse.
Du taler også om veninder og skuffelser. Det kommer vi til om lidt. Allerførst vil jeg gerne sige lidt mere om salvedugene.
Det er vigtigt, at vi indser, at kraften bag salvedugene er den eneste kraft, der virkelig betyder noget, nemlig Guds kraft. Salvedugene er desuden med til at give os en følelse af forventning til Gud.
En kvinde sagde til mig, at Gud havde sendt hende salvedugen for at hjælpe hende med at holde modet oppe. På det tidspunkt var salvedugen næsten også det eneste, der kunne trænge ind i hendes bevidsthed, så formørket var hun af sygdom og modgang. Men hun kom til at opleve et herligt helbredelses-under, og hun takkede Gud for det.
Man må ikke tro, at det er salvedugen i sig selv, der er noget. Sådan tror nogle alternative fx om sten. Den ovennævnte kvindes håb blev til tro, tro til Gud, og så skete underet.
Nu vender vi tilbage til dine skuffede veninder. Der er faktisk mange mennesker, der siger, at de er skuffede i livet og over livet. Skuffet over det ene og det andet. Skuffede over hinanden o.s.v. Men Bibelen har faktisk en medicin mod skuffelser. Den medicin finder vi i Romerbrevet kap. 8, vers 28, hvor Paulus skriver: – vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.
Faktisk fortæller de ord os, at der ingen skuffelser er, kun tilsyneladende skuffelser. Det, der ligner en skuffelse, forvandles før eller siden til en glædelig overraskelse, når vi tror på Bibelen og på Guds forvandlende kraft, og når vi tror på, at kun noget godt kan komme ind i vores liv uanset, hvad der sker.
Når vi holder fast i dette, så ændrer vores liv karakter. Men du er nødt til at tro på Guds ord og sige, når noget møder dig, der ligner en skuffelse: – Gud, jeg takker dig i Jesu Kristi navn for, at der ingen skuffelser er i mit liv. Denne tilsyneladende skuffelse betyder en glædelig overraskelse. Du vil faktisk mærke en ændring med det samme, og glædelige overraskelser vil begynde at komme ind i dit liv. Som der står skrevet: – Lutter gode gaver kommer ned til os fra Himlen, fra Gud.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Jeg tillader mig at kontakte dig igen, – både for at sige en stor tak for salveduge og forbøn, men også fordi, jeg meget gerne vil have dig til at salve min dug igen og bede for min skulder.
Jeg fik for ikke så længe siden en salvedug af dig, som jeg straks lagde på min meget ømme skulder, og allerede næste dag gik det meget bedre – og jublende lykkelig og taknemmelig var jeg.
Men efter en god uges tid vågnede jeg en nat, hvor jeg havde tabt dugen og havde nederdrægtig ondt i skulderen igen. Selv om jeg har bedt Gud meget om, at han vil fjerne/mindske min smerte, har jeg stadig lige ondt, så derfor prøver jeg at bede dig om hjælp igen.
Så vil jeg også fortælle om, hvor fantastisk de to salveduge, du har sendt til vores bedste venner, har hjulpet dem.
Tak for din forbøn, og fordi du stiller dig til rådighed for Gud og for os.
Mange kærlige
hilsener fra G.A.
Svar:
Kære G.A.
Nogle gange kan der af mange forskellige årsager komme tilbagefald efter helbredelse ved bøn.
Nogle oplever som du helbredelse og befrielse fra smerter og også glæden i forbindelse hermed. Men efter en tid vendte smerter og symptomer tilbage. Du forbinder det med, at du havde tabt salvedugen. Men uanset årsagen så gør du det rigtige, du beder nemlig om forbøn igen. Nogle gange er det nødvendigt med forbøn flere gange, for at helbredelse og smertefrihed kan blive bevaret.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Min veninde har det nu bedre, efter at hun har fået salvedugen. Hun havde tabt sig 22 kg og havde fået sin dødsdom af lægerne. Nu har hun taget 3 kg på og går ture hver dag. Det må være et under. Jeg skal hilse dig fra hende og sige tak.
Mange gode hilsener fra
Veninden
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Bedre sent end aldrig!!
Så derfor skriver jeg dette ønske til dig: – at få tilsendt en bønnedug. Om aftenen d. 19. juni på Randbøl Bibelcenter modtog jeg gennem forbøn af dig megen lægedom, og den lægedom vil jeg gerne bevare og udvide. Så gerne en bønnedug til mig.
Hilsen fra S.M.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Tak for aftenen på Randbøl Bibelcenter med dig og Helligånden. Tak for den helbredende kraft, der blev forløst. Jeg modtog lægedom og helbredelse til smertende led. Vil du salve en salvedug (bønnedug) til mig for at bevare helbredelsen.
Shalom.
N.N.