Galleri overtager højskole
Galleri Emmaus overtager den tidligere Haslev Udvidede Højskole.
Galleri Emmaus flytter næste sæson til Haslev. Det kristne galleri overtager den tidligere Haslev Udvidede Højskole (HUH) sammen med en privat investor.
– Det er en kæmpe satsning, som til gengæld vil give os uanede muligheder, siger galleriejer Grethe Olsen.
Målet er at at skabe et aktivt og levende center for kunst, kristendom og kreativitet. Fremover bliver centret til Emmaus Galleri og Kursuscenter.
– Vi længe har set os om efter andre rammer, for vi må se i øjnene, at salg af kunst alene ikke kan bære driften af Galleri Emmaus på Ll. Svenstrup, skriver Grethe Olsen i et nyhedsbrev. – Vi må have andre ben at gnave på for fortsat at holde projektet i gang.
– Vi har i flere år kigget efter alternativer, men ikke fundet noget, der har været egnet. Det skal ikke bare være stort, men det skal også være godt. Det mener vi, HUH er.
Galleriet bliver indrettet i hovedbygningens stueniveau, hvor der er højloftede rum. Der bliver også plads til en lille cafe kombineret med butik. Kirkekunst flytter ind i sportshallen.
– Desuden udbygger vi kursusdelen, og vi vil holde konferencer, retræter og fester. Bygningerne rummer bl. a. 37 værelser med eget bad og toilet, samt store samlingsrum og mindre arbejdsrum.
Galleri Emmaus lukker sæson 2010 den 17. november, og så går flytningen i gang. Flytning og renovering står galleriet selv for, men efterlyser kontante bidrag og gratis arbejdsdage.
/sl