I dag er det Jesu fødselsdag eller…?
Nej, ifølge traditionen er det først om en måned, men læs, hvad den tyske nonne Anne Catherine Emmerich kunne afsløre ud fra sine visioner.
I februar var jeg i på besøg i det bibelske Efesus i Tyrkiet. Her kan man endnu se et meget gammelt hus, hvor Maria, Jesu mor, skulle have levet sine sidste år.
Huset blev fundet for ca. 100 år siden af nogle munke, som havde læst visionerne af en tysk nonne, Anne Catherine Emmerich, som hele sit liv levede i det sydlige Tyskland.
Ikke desto mindre kunne hun detaljeret beskrive geografiske steder i Israel og Egypten – som hun formentlig ingen naturlig viden kunne have om – foruden en lang række detaljer, bl.a. om tidspunktet og stedet, hvor Jesus blev født. Hun havde oplysningerne fra visioner, som hun oplevede under sine mange sygdomsperioder, hvor hun også fik Jesu sårmærker på kroppen – fx naglemærker i hænderne og et dobbelt kors på brystet (kaldt stigmata, red.).
I sine visioner så Anne Catherine bl.a., at apostlen Johannes tog Jesu mor med sig til Efesus, og at hun her kom til at bo i et stenhus ved en lille å nogle kilometer uden for byen. Her døde Maria få dage før sin 64-års dag ifølge Anne Catherine, selv om Maria ifølge den katolske folketradition skulle været steget til himmels fra Jerusalem. Men senere fandt man frem til netop dette gamle hus i Efesus, som passede på beskrivelsen. Og paven har siden været på besøg for at ære Jomfru Marias minde.
Da jeg hørte om Marias hus, gik jeg straks i gang med at finde mere materiale om den tyske nonne. Det viste sig, at der var udgivet mange bøger – og endda en tysk tv-film Das Gelübde om fænomenet. Den er dog lidt af en skuffelse.
Anne Catherine Emmerich havde gennem sit korte liv meget omfattende og detaljerede visioner om Jesu liv og om mange andre personer fra Bibelen – bl.a. Maria Magdalene og Martha. Faktisk havde Anne Catherine kun fire måneders skolegang, og hun skrev ikke selv sine visioner ned. Det gjorde derimod en kendt tysk forfatter, Clemens Brentano, efter at han havde oplevet en personlig omvendelse.
Dag for dag besøgte han den syge Anne Catherine de sidste år af hendes korte liv. Ofte fulgte hendes beskrivelser de samme datoer. Sådan var det også, da hun beskrev Jesu fødsel. Det var netop en måned før jul, bemærkede Bentano. Og Anne Catherine svarede, at det også skete netop en måned før, vi normalt fejrer dagen.
Anne Catherine Emmerich blev født 1774 nær Coesfeld i Westphalen i det sydlige Tyskland.
Fra fødslen var hun svagelig og blev straks døbt af frygt for, at hun ikke skulle overleve.
Allerede fra hun var et lille barn var hun meget åndeligt følsom. Hun oplevede at blive ført tilbage til Bibelens tid i ånden, og det fortsatte livet igennem, så hun detaljeret kunne beskrive personer og begivenheder.
Efter hårdt landarbejde og en læretid som syerske ønskede hun som 16-årig at komme i et kloster, men de fattige forældrene modsatte sig det.
Anne Catherine klarede sig derefter som omvandrende syerske, og hun var mere end almindeligt medlidende over for syge og nødlidende. Hun begyndte at påtage sig andres sygdomme, hvis hun oplevede, at nogen ikke havde styrke eller tålmodighed til at bære sygdommen selv.
Selv om dette naturligvis strider imod både vores fornuft og teologi i dag, så gennemlevede Anne Catherine åbenbart ofte sygdomme, som hun havde påtaget sig af medlidenhed og i sin inderlige efterfølgelse af Jesus.
I 1802 blev hun endelig optaget i klosteret Agnethenberg i Dülmen efter først at have arbejdet gratis hos en fattig organist, da klosteret stillede som betingelse for hendes optagelse, at hun kunne betjene orgelet.
I de kommende år manglede hun ofte penge, men modtog ofte så mirakuløst penge som svar på bøn, at hun blev mistroet for at have stjålet dem.
Også hendes overnaturlige oplevelser fik nogle af de knap så fromme medsøstre i klosteret til at mistænke hende for at være heks, hvilket de dog snart fandt ud af slet ikke var tilfældet.
Engang under en sygdom, hvor de passede hende dårligt, oplevede hun et besøg om natten af nogle ældre klosterfruer, som plejede hende og lagde nyt sengebetræk på hendes svedige seng. Om morgenen kom de andre søstre og spurgte, hvem der havde redt hendes seng. Hun fortalte om de to ældre søstre, som ingen kendte noget til. Hun havde åbenbart haft et overnaturligt besøg af nogle søstre, som engang havde levet i samme kloster!
I 1811 udsendte kejser Napoleon, som kort før havde indtaget dén del af Tyskland, et dekret, hvorefter alle gejstlige institutioner blev forbudt!
Klosteret måtte derfor lukke, og Anne Catherine flyttede dødsyg ind på et lejet værelse. Her passede hendes hensynsløse søster hende og gjorde ikke livet lettere.
Fra 1813 levede hun i en lang periode kun af vand, mens hun havde sine visioner og stigmatiseringer, og hendes læge dr. Wesener konstaterede, at hun under en henrykkelse endda svævede vægtløs over sengen.
Folk begyndte at komme til hende for at blive helbredt ved at røre ved hendes sår.
I 1818 ankom forfatteren Clemens Brentano til Dülmen for at møde hende. Han var kort forinden blevet omvendt og var nu en troende kristen. Anne Catherine kaldte ham for pilgrimmen. Hun havde set ham i sine syner og genkendte ham, da han trådte ind.
I de kommende år nedskrev han den syges visioner og udgav dem.
Samtidig blev der fra ateistisk og rationalistisk side ført en kampagne mod åbenbaringerne, og Anne Catherine blev beskyldt for svindel.
En statskontrolleret undersøgelse blev iværksat, hvor flere læger på skift holdt vagt og på alle ledder undersøgte den stakkels svage patient for at afsløre den religiøse svindel.
Efter to ugers intense og nedværdigende undersøgelser måtte de imidlertid erkende, at stigmatiseringerne var relle nok og ikke kunne forklares.
Fra 1820 begyndte Anne Catherine nu over ca. 3½ år at genfortælle dag for dag, hvad der var sket i Jesu sidste 3½ år, hvor han trådte frem og underviste og udførte mirakler.
En del af åbenbaringerne modtog hun i en form for henrykkelse, mens hun andre gange kunne supplere med at genfortælle, hvad hun tidligere havde set i sine visioner.
Engang havde hun spurgt Jesus om grunden til disse mange visioner. Jesus skulle have svaret, at det skete for at vise menneskene i en gudløs tid, at Gud findes.
I 1824 døde Anne Catherina og blev begravet med tusindvis af lokale i følget. To gange om måneden derefter blev graven åbnet, fordi man ville undersøge hendes legeme, og på grund af rygter om, at liget var stjålet. Begge gange bar hun ikke noget tegn på forrådnelse.
Hendes detaljerede beskrivelser af Jesu lidelser blev grundlag for Mel Gibsons verdensberømte film The Passion of Christ. Også han var blevet dybt påvirket af, hvor meget Jesus havde lidt fysisk.
Også Jesu mor, Maria, og hendes mor og øvrige familie bliver detaljeret omtalt.
Ifølge Anne Cathrine kom både Maria og Josef ud af en gruppe essenere. Ikke nødvendigvis de essenere, man nu kender fra Qumram-rullerne ved Dødehavet, men en gruppe, som boede oppe i nærheden af Galilæa. Folk, som i generationer havde søgt Gud af hjertet.
Hun nævner mange geografiske steder – fx byen Siphoris nær Nazareth, som først senere er blevet udgravet.
Vi får også at vide, at Maria kom fra en forholdsvis velstillet familie i Nazareth, mens Josef selv kom fra Betlehem, hvor han var i færd med at forberede et hus til familien, men blev afvist af vennerne, da det gjaldt.
Hun beskriver den klippehule, hvor Jesus bliver født. Hvordan et lys fra himlen gennemstrømmede Maria. Hvordan hedenske gudestatuer i Rom styrtede sammen, og de vise mænd fra Østen blev varskoet af et stjernefænomen.
Der er en helt overvældende detaljerigdom i visonerne.
Hun fortæller, at Jesus blev født lidt før midnat den 24. november. Fødslen skete i den jødiske måned Kislev. Grunden til at datoen senere blev rykket til den 24.- 25. december var, at kirken reviderede jødernes kalender med lejlighedsvis 13 måneder på et år og kun 28 dage i en måned osv. Da kirken skulle have tidspunkterne til at passe, fjernede man en måned, fortæller hun.
Efter den jødiske kalender skulle Jesu fødsel være sket i år 3.997efter skabelsen. Og omregnet til vores kalender, skulle fødslen være sket år 3 før Kristus ( – og år 2, hvis man regner år 0 for et år).
Beskrivelsen af fødslen er omfattende og inddrager, hvad der sker rundt om i verden i forbindelse med den. Og der er henvisninger til slægtslinjer osv. i et omfang, som hun næppe kunne have fundet på selv.
Efter fødslen bliver Josef og Maria i Betlehem i et par måneder.
Hun følger dag for dag de tre vise mænds rejse, indtil de endelig den 23. december kommer til klippehulen i Betlehem.
Den 2. februar er Maria i templet med Jesus og møder Simeon og Anna. Derefter tager de tilbage til Nazareth, men herfra må de så igen flygte den 29. februar til Egypten.
Det forklarer, hvorfor Lukas skriver, at de vendte tilbage til Nazareth, mens Mattæus skriver, at de flygtede til Egypten. Noget bibelkritikken ellers har problematiseret. (Men kigger man godt efter i Mattæusevangeliet, så skriver han faktisk også, at de vendte tilbage til deres eget land (dvs. til Nazareth) men da de var rejst, blev de advaret af en engel om at flygte til Egypten.)
Og så fortæller Anne Catherines visioner i øvrigt en del fra deres oplevelser og de steder, de besøgte i Egypten.
Hun fortæller også, at Johannes Døbers mor, Elisabeth, flygter med Johannes ud i ørkenen, fordi Herodes er ude efter alle drengebørn under to år.
Nu vil den skeptiske læser nok tænke: Det kan hun jo bare have fundet på.
Kunne hun? Kunne en bondepige, som kun har gået 4 måneder i skole i hele sit liv? Som havde levet på den samme egn uden adgang til tv og internet i 1820. Kunne hun af egen fantasti fortælle flere bøger fulde om bibelske personer og lande UDEN at forkludre sin fortælling? Ville hun ikke begå samme fejl som malere, der på den tid fx malede Jesu fødsel i en lille skovhytte med sne på taget og andre lokale karakteristika, som slet ikke passede ind i Mellemøsten?
Den slags findes der ikke noget af i Anne Cathrine Emmerichs visioner. Og der er heller ikke noget, der anfægter den kristne tro eller Bibelens bogstav eller ånd.
Men dét, at hun så præcist angiver datoer og tidspunkter, har gjort, at også astrologer har interesseret sig for visionerne.
For kort tid siden blev jeg kontaktet af en astrolog ved navn Per Toft. Han havde læst min bog om Jesus i stjernerne, hvor jeg fortæller om Betlehemsstjernen og om de gamle stjernebilleder, som faktisk profeterer om Jomfruen med barn og Jesus. ( – Uden at jeg dog af den grund blåstempler astrologien som sådan!)
Men denne seriøse astrolog fortalte forundret, at noget af det, jeg var på sporet af om Jesu fødselsdag, havde han selv skrevet en bog om. I 1998 (året for Jesu 2000 års fødselsdag i år 2-3 f.Kr.) udgav han bogen Jesu fødsel. Astrologisk verificeret.
Og så tilføjede han spørgende: Har du stiftet bekendtskab med en tysk nonne ved navn Anne Catherine Emmerich?
Ja! udbrød jeg. Jeg er netop i gang med at læse bøgerne…
Det viste sig, at Per Toft netop i sin bog bygger på Anne Catherines tidsangivelser, når han lægger et avanceret horoskop for både Jesus og Maria m.fl. Desuden fortæller han loyalt i bogen om denne kristne seer, som selv afviste astrologien, men dog i en af sine visioner fortæller om de ni himmellegemer (planeters) negative indflydelse på mennesker.
Hun mener, der er tale om faldne ånder, der, fra deres midlertidige opholdssteder, forsøger at friste mennesker. Og igen er det påfaldende, at hun taler om ni himmellegemer, selv om man på hendes tid endnu ikke kendte til Neptun og dværgplaneten Pluto. Dvs. at man dengang troede, at der kun var 6 planeter set fra Jorden, plus månen, altså 7. Men Anne Cathrine taler om 9 himmellegemer rundt om jorden…! – Det er den slags små finesser – og dem er der rigtig mange af – der tyder på, at hun virkelig modtog meget omfattende visioner, som blot uddyber og bekræfter det, vi læser om i Bibelen.
Bortset fra, at det er sensationelt med et sådan øjenvidne, efterlader hendes visioner en dybere forståelse for Jesus – og ikke mindst de lidelser, han gennemgik – og de mennesker, der omgav ham. Man bliver åndeligt opbygget og fyldes af ærefrygt for den gudommelige frelsesplan. Man føler sig på hellig grund.
Desværre er kun en enkelt bog udkommet på dansk. Nemlig Jesu lidelse på Skt. Ansgar Forlag i 1944. Men på tysk og engelsk findes flere bøger. Én af de bøger samler specielt visionerne om Maria Magdalene. Her får vi et andet og bedre indtryk af søsteren Martha, som var den, der var mest engageret i at tjene Jesus, mens Maria henlevede et umoralsk luksusliv og opførte sig egoistisk – indtil hun mødte Jesus. – Ligesom Brentano, og mange andre, der har mødt Jesus og opdaget, at Gud virkelig er til og kommunikerer med os.
Clemens Brentano (1778 28. juli 1842) var en tysk romantisk forfatter og digter. Han var kendt i det litterære miljø og var ven med Göethe, som hans søster Bettina skrev sammen med.
Navnet skyldtes, at hans adelige far var af italiensk baggrund. Clemens giftede sig i 1803 med digterinden Sophie Mereau, som hans første vigtige novelle, Godwi, var dedikeret til. Han bosatte sig i 1804 i Heidelberg, hvor han redigerede avisen Zeitung für Einsiedler (Avis for Eremitter).
Han udarbejdede også en berømt samling af tyske folkesange Des Knaben Wunderhorn.
Efter Sophies død giftede han sig hurtigt igen med den 16-årige Auguste Busmann, men ægteskabet var en katastrofe, og de blev hurtigt igen skilt. Fra 1806 rejste han rundt i Tyskland i nogle år og mødte bl.a. eventyr-brødrene Grimm i Kassel i 1807 og gik i 1809 med i en litterær gruppe i Berlin. I Böhmen og Wien komponerede han et patriotisk drama inspireret af tyskernes kamp mod Napoleon. Han vendte tilbage til Berlin og skrev sin mest berømte historie fra 1817 Die Geschichte vom braven Kasperl und dem schönen Annerl.
Under en depression i 1817 ledte digteren og veninden Luise Hensel ham tilbage til troen, og han konverterede til katolicismen.
Brentano brugte de næste syv år på at nedskrive den tidligere nonne Katharina Emmerichs overnaturlige visioner og udgav dem i flere bind. Efter hendes død i 1824 levede han i Frankfurt, Koblenz og München, hvor han 1833 var med i en gruppe af romantiske, kristne forfattere, heriblandt Görres. Blandt Brentanos senere udgivelser var en samling af fantasifulde eventyr (1833). Den 28. juli 1842 døde han i Aschaffenburg.
