Folkekirken skal kende sin besøgstid hos børn og unge

BØRN OG UNGE Folkekirkens helt store udfordring handler om, hvordan kirken anno 2010 vil bringe den kristne fortælling i spil, så den når børn og unge og får betydning i deres liv. For det er der brug for.
Der er gang i den kirkelige debat – og det er sådan set godt nok! For hvis vi holder af vores fælles folkekirke, så skal vi også snakke om den og diskutere for og imod.
Af Jens Maibom Pedersen,
medlem af FDFs hovedbestyrelse,
og Jacob Zakarias Larsen, præst i FDF.

Men debatten har fået slagside, for de mange spaltemillimeter handler stort set kun om truslen fra vore muslimske medborgere og et vist vielsesritual. Men der er mere at sige – og dét mere er måske vigtigere end nogensinde.
Folkekirkens helt store udfordring handler om, hvordan kirken anno 2010 vil bringe den kristne fortælling i spil, så den når børn og unge og får betydning i deres liv. For det er der brug for.

De seneste årtier har på godt og ondt ændret grundlæggende vilkår for børn og unge og blandt andet betydet, at de i langt højere grad end tidligere er overladt til sig selv.
Det gælder både helt konkret, når far og mor har travlt med alt muligt andet, og i overført betydning, når der skal tages ansvar for egen læring. Og det gælder også, når der skal navigeres i en kompleks verden og foretages eksistentielle valg blandt et utal af muligheder. Når verden ser sådan ud, er der brug for at lægge øre til fortællinger, der holder vand, og der kan leves liv på. Der er brug for at høre evangeliet og brug for en kirke, der evner at forkynde det, så det rammer ind i børnenes og de unges hverdag.
Dét er den altafgørende udfordring for folkekirken anno 2010, og den løftes ikke ved at gemme sig i kirkelige skyttegrave og beskyde hinanden, men ved at forpligte sig til et langt sejt fælles træk.
FDF er som et folkekirkeligt børne- og ungdomsarbejde optaget af denne udfordring, og landsmødet, der netop blev afholdt på Nyborg Strand d. 19.-21. november, beskæftigede sig med det emne i workshops og på landsmødedagsordenen. Ikke fordi vi ved bedre, men fordi udfordringen er alt for vigtig til at sidde overhørig. Den handler nemlig om børns og unges liv!

Diverse undersøgelser viser, at børn og unge ikke er blevet mindre religiøse. De spiller på mange måder med de samme spørgsmål og kæmper med de samme udfordringer, som voksengenerationen gjorde. Men spillepladen har ikke længere ét start- og ét slutfelt – men mange forskellige, og reglerne er ikke længere entydige og overskuelige. Når svarene skal gives, er den kristne fortælling bare én blandt mange, og den kristne etik og de deraf følgende værdier blot én mulighed blandt flere. For børnene og de unge lever med frit valg på alle hylder. Det er derfor, at det er så vigtigt, at de i deres liv og tilværelse møder en fælles folkekirke, hvor voksne er optaget af at spille med, lytte og undre sig og bidrage med fortællingen om Gud, der blev menneske.

Vi er ligesom folkekirken nødt til at finde nye veje og måder at møde børn og unge.

Man siger ofte, at kirken er en generation fra at uddø. Det samme gælder naturligvis også de kirkelige organisationer, og hvad langt værre er: de kristne fortællinger. Hvis der ikke er nogen til at bringe dem i spil og insistere på vigtigheden heraf, så overtages deres plads – henover natten – af helt andre beretninger. Dem om min egen lille næsetip, om de spidse albuer og om at komme først til mølle.
Vel vidende, at der er mange lyspunkter, og antallet af børne- og ungdomspræster stiger, så må vi indrømme, at vi som folkekirke må kende vores besøgelsestid og indrømme, at der er blevet sovet i timen. Der er blevet brugt alt for mange kræfter på teologiske spidsfindigheder og perifere diskussioner, i stedet for at være optaget af, hvordan den kristne livstydning kan bringes i spil og møde børnenes og de unges erfaringsunivers.

Som folkekirkeligt børne- og ungdomsarbejde skal vi sammen med folkekirken turde afprøve nye veje og metoder vel vidende, at ikke alt holder og kommer i en ritualbog eller en kirkeministeriel anordning. På FDFs landsmøde præsenterede vi nogle af de bud på, hvad vi synes er vigtigt, og som kunne være nogle af trædestenene på vejen frem:

Et temahæfte til menighedsrådene med oplæg til debat om folkekirkens fremtid. For folkekirkens fremtid er vores fælles anliggende og opgave, og derfor diskuterer vi særgudstjenester, kirkelig undervisning for alle aldersgrupper, diakoni og mission. Ikke for at give de rigtige svar, men for at sætte en vigtig debat i gang. Samtidig er det vigtigt for os at holde de lokale FDF-kredse fast på deres tilknytning til den lokale sognekirke. Vi har som FDF brug for folkekirken som ramme og som teologisk anker.
Det nyoprettede Folkekirkens Konfirmandcenter, et landsmødeforslag om større fokus på familiearbejde og fritidsklubber er forsøg på at skabe nye mødesteder mellem den kristne fortælling og børn og unge. Vi er ligesom folkekirken nødt til at finde nye veje og måder at møde børn og unge på. Det, der virkede for 20 år siden, virker måske ikke i dag. Og hvad er vigtigst: formen eller indholdet?
Udgivelsen af Forkyndelsesmaterialet 12 er et forsøg på at tænke leg, aktiviteter og spil, noget af det som er FDFs varemærker, ind i religionspædagogikken, så kateterundervisning bliver erstattet med dialog og flere læringsstile. Forkyndelsesmaterialet tager på et lavpraktisk plan højde for den sidste nye viden om, at vi som mennesker lærer på mange forskellige måder. Formidling af kristendom sker ikke kun, når børn og unge sidder stille og bruger ørerne, men kan også ske gennem hænder, fødder, øjne, mund og næse.
En kort video, der sætter fokus på FDFs kristne formål og sammenhængen mellem vores aktiviteter og de kristne fortællinger. Ligesom folkekirken er vi udfordret af sekulariseringen og tabet af det religiøse sprog. Derfor har vi udarbejdet en video, der forsøger at forklare vores frivillige ledere og forældre til FDF-børn, hvorfor den kristne fortælling er vigtig, og hvordan vores aktiviteter og pædagogik afspejler de kristne fortællinger. For vi er sammen nødt til at genoplive det religiøse sprog og betydningen af de kristne fortællinger, ellers kan vi ikke give fortællingerne videre.
SUK (Samtaleforum Unge og Kirke) er et eksempel på et godt samarbejde mellem den officielle kirke og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer. SUK blev på foranledning af de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer nedsat af folkekirkens biskopper i 2002 bl.a. med det formål at styrke og udvikle forholdet mellem unge og folkekirken. Siden da har SUK afviklet kirkepilotkurser for unge, afholdt temadage og via 10 teser om unge og kirke forsøgt at sætte de unge på folkekirkens dagsorden. Og det arbejde skal fortsætte, for udfordringerne og vilkårene ændrer sig hele tiden. Vi har brug for fortsat at inspirere, udfordre og holde hinanden fast på opgaven.

Mange af de steder, hvor vi skriver FDF, kunne vi erstatte det med folkekirken, for folkekirken og FDFs udfordringer og mål er de samme. Vi må sammen finde nye veje, udtryk og rammer for den kristne fortælling og fællesskabet. Faren for folkekirken og FDF er, at vi let ender i samme fælde og hænger fast i mursten, fastlåste former og ”plejer” i stedet for at holde fokus på det, som er målet: ”at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”.