Håbet der ikke kan slukkes
Af Kirsten Kruchov Sønderby er Sognepræst i Bryndum og Vester Nebel sogne ved Esbjerg.
Man siger, at julen er hjerternes fest, eller lysets fest, men i dag har jeg lyst til i stedet at kalde julen for håbets fest. Festen for håbet, som bliver opfyldt.
Håb kan være så mange ting og have vidt forskellige dimensioner, men det, at vi har håb i vort liv, er af afgørende betydning for os. For den, som har mistet håbet om, at livet har noget godt at bringe, ser det sort ud.
Tag nu Johannes Døber, som vi hører fra i dag. Han sidder indespærret i kong Herodes fængsel og er velsagtens klar over, at hans egen fremtid ikke tegner alt for lys og munter. Johannes har nemlig sagt nogle ret åbenmundede ting om kong Herodes ægteskab med Herodias, som egentlig var Herodes brors kone, og nu venter han på straffen.
Man siger, at Herodes tøvede med at lade Johannes dræbe, fordi han frygtede for folkemængdens reaktion, men da Herodias datter Salome danser så smukt, at Herodes ikke kan andet end at love hende et ønske opfyldt, så ønsker hun, tilskyndet af sin mor, Døberens hoved på et fad, og Johannes skæbne er beseglet.
Johannes havde ellers håbet så stærkt og inderligt, at han havde viet sit liv til sit håb. Johannes havde kæmpet for at fortælle om, at Guds rige er på vej. Men nu ser det ud til, at det håb skal slukkes; dels så aner han, at hans død er på vej med dansetrin, dels så er der opstået tvivl i Johannes sind, om ham, som han havde sat sin lid til som håbets indfrier, Jesus, om han virkelig er den, som Gud vil sende.
Hvad Johannes ikke ved og endnu ikke forstår i sit håbløse fængsel, er, at den håbsopfyldelse, han har banet vejen for, ikke kun handler om håbet for fremtiden eller håbet om mening, men at det handler om håbet om livet med Gud nu og efter døden. Det håb som overskrider livets, dødens og verdens egne grænser. Fordi det er Guds håb, og Guds håb er grænseløst.
Det er dette det grænseoverskridende håb, der fødes i julen i et lille barn i en stald. Gud, som er grænseløs, overskrider sin egen grænse ved at lade sig føde i et menneskebarn. Og som menneskebarn er han ikke længere grænseløs, men begrænset som alle mennesker. Vi, som jo er underlagt tidens gang, kroppens forfald og sindets op- og nedture. Gud bliver som en af os.
Han lever og dør, og efter sin opstandelse sender han sin Helligånd til jorden for at give kraft og styrke til Ordet om Ham, så at mennesker, når de hører det, kan tro og håbe, at Gud er hos dem.
Jesus er Guds søn, han er den, der kommer til os. Det er vort julehåb. I hans navn skal vi bede om, og håbe på, en god fremtid for os selv og vore kære og om mening og fylde for vort liv; at vi må vide, hvad der er det rigtige at gøre i livet, så det kan bære frugt og have mening også for andre end os selv.
Men håbet om den gode fremtid og håbet om mening kan knuses af verden og dens tilskikkelser. Hvorimod håbet om og troen på, at Gud vil være hos os i vore liv nu og til evig tid; det håb, som Gud selv bringer os julenat, ikke kan slukkes af skuffede forventninger eller bristede drømme. Det håb er grænseløst som den Gud, der har bundet sig til os i kærlighed. Gud give os del i det håb.
