Kendt rapper i film om tro
Rapperen Ja Rule kommer til at spille hovedrollen i ny film om en eksfange, der siden blev præst.Galley Molina har ikke altid været ungdomspræst. Midt i halvfemserne styrede han en stor del af narkotrafikken i San Jose, Californien. Det gav ham til sidst fem års fængsel.
Det var her, at hans liv ændrede sig og han fik materialet til sin debutfilm, der udkommer næste år.
Filmen hedder Im in Love with a Church Girl (på dansk: Jeg er forelsket i en kirkepige), og har den 34-årige rapper og skuespiller Ja Rule i hovedrollen.
Ja Rule optræder i sine sange med kendte navne som Lil Wayne, Ashanti og Fat Joe.
Helt alene bliver kendissen heller ikke i Im in Love with a Church Girl, hvor også Stephen Baldwin har en rolle. Den kristne musiker TobyMac, der fik sit gennembrud i dc Talk, er ligeledes at finde i rulleteksterne.
Både Stephen Baldwin og TobyMac har Galley Molina valgt på grund af deres kristne tro. Til rollen som sig selv har han håndplukket Ja Rule, som har været en ven siden Galley Molinas dage i musikmiljøet.
– Han er en nær ven. Vi har vidnet for ham. Vi har bedt meget for ham. Og han er åben og modtagelig for Guds ord, forklarer Molina til avisen Christianpost.com.
Men selvom rapperen står øverst på rollelisten, så involverer filmen ikke meget hip-hop og glamour. Eller gadebander eller vold for den sags skyld. Det foreslog filmstudiet ellers. Men Molina nægtede.
På soundtracket findes i stedet strygerorkestre og lovsang, fortæller han.
Men han satser på, at filmens budskab ikke kun vil appellere til et kristent publikum.
– Fyrene på gaden vil kunne sige, Yo, det her er virkelig fedt, jeg kan li det, det er sådan en cool historie, mener Molina, der samtidig forestiller sig kristne reagere med ord i retning af Halleluja Gud, det er en fantastisk historie. Den er så inspirerende.
Im in Love with a Church Girl er den første film fra Galley Molina og hans nystartede produktionsselskab, Reverence Gospel Media. Men han håber fremover at kunne udgive to trosbaserede film om året.
Galley Molina er til daglig ungdomspræst i kirken Evergreen Valley Church i San Jose, Californien.