Marianne er frisør for kendte og kongelige
Marianne Bech fra My Design satte hår for kongefamilien ved kronprinseparrets bryllup. Hun hyres af både tv og teater, men har også tid til den jævne kunde. Jeg vil styrke deres selvværd, siger den kristne frisør.
Marianne Bech er frisør for de kendte og kongelige. Da kronprinseparret Mary og Frederik skulle giftes, var det Marianne, kongehuset sendte bud efter. Her skulle hun sammen med syv andre frisører sætte håret på Marys søster og mor for ikke at nævne alle brudepigerne.
Marianne Bech blev hentet i kronebilen og opholdt sig på Amalienborg og Fredensborg hele bryllupsugen. Her gik hun ud og ind hos de kongelige og satte frisurer, lagde makeup og så til, at de fremstod helt perfekt, når de skulle i teatret eller til store gallamiddage.
Hvorfor lige dig, Marianne?
– Der er ikke så mange, der kan sætte langt hår, så det sidder. Opgaven var planlagt i detaljer. Hver eneste frisure var planlagt ned til centimetermål, fortæller hun.
– Jeg kom så tæt på kongefamilien. De er fantastiske at være sammen med. Mary og Frederik er så menneskelige, så hjertelige og omsorgsfulde. Det er virkelig sandt, det man siger: De er en fantastisk familie.

