Wikileaks afsløringer er til gavn for Israel
Benjamin Netanyahu, som i årevis har advaret mod den fare, som Irans atomvåbenprogram udgør for hele regionen, er tilfreds med med, at der for første gang i historien er enighed om, at det er Iran og ikke Israel, som er truslen. Afsløringer af Wikileaks-dokumenter med relation til Israel har været gode for Israel, siger statsminister Benyamin Netanyahu.
Såvel Netanyahu som forsvarsminister Ehud Barak har udtalt sig om betydningen for Israel af disse dokumenter, og begge siger, at afsløringerne ikke har skadet Israel.
Folk vil være mere forsigtige med, hvad de siger efter denne affære, siger Barak. Diplomati vil blive anderledes. Der er ingen forskel mellem, hvad der er offentliggjort og interne orienteringer i Israel. Og den arabiske verdens syn på Iran er blevet afdækket på en måde, der forekommer at være realistisk.
Netanyahu sagde på en pressekonference, at nyligt lækkede amerikanske diplomatiske dokumenter om den saudiarabiske kong Abdullah viser, at den arabiske verden er enig med den israelske vurdering, at Iran er hovedfaren i Mellemøsten.
Ifølge disse dokumenter opfordrede kongen gentagne gange USA til at angribe Iran for at ødelægge dets atomprogram.
Kongen er blot en af mange arabiske røster i dokumenterne, der opfordrer til en barsk aktion mod Iran et bevis på, at Israel ikke er alene i dets opfattelse af, at Teheran er en voksende trussel i området, sagde Netanyahu.
Videre sagde han:
Den største trussel mod verdensfreden stammer fra oprustningen i Iran. Stadig flere stater, regeringer og ledere i Mellemøsten og fjerne steder i verden forstår, at dette er en fundamental trussel.
Men for Israel er udfaldet positivt, sagde Netanyahu, som i årevis har advaret imod de farer, som et iransk atomprogram udgør for hele regionen.
Disse advarsler er blevet bekræftet, sagde han. Vores område er blevet holdt som gidsel til en skrøne, der er resultatet af 60 års propaganda om, at Israel er den største trussel. Nu forstår ledere, at dette synspunkt er bankerot. For første gang i historien er der enighed om, at Iran er truslen. Hvis lederne nu siger åbent, hvad de har udtalt længe bag lukkede døre, kan vi få et gennembrud i retning af fred.
Netanyahu sagde, at Israel længe havde arbejdet på at begrænse enhver skade fra afsløring af fortrolige oplysninger.
Alle israelske ledere har i årevis vidst, at rapporter har en tilbøjelighed til at lække, sagde han. Så vi har gjort brug af sådanne realiteter. Dette har betydning for, hvem jeg indbyder til møder. Intet hemmeligstemplet israelsk materiale er blevet blotlagt af Wikileaks.
I en lederartikel for nylig i det engelsk-sprogede blad Jerusalem Post hedder det:
Uanset de videre eftervirkninger af Wikileaks dokument-oversvømmelser, har den afsløret hykleriet hos de arabiske ledere, som offentligt giver Israel skylden for deres fortrædeligheder, mens de privat trygler om militære forholdsregler for at standse deres virkelige fjende: Iran. Dette har afsløret inkompetencen eller skadehensigten hos dem, der tog de arabiske lederes offentlige udtalelser for gode varer og udnyttede dem til at presse og besudle Israel.