Debat
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg
Ærlighed varer længst – kunne faktisk godt bruges som overskrift over VK-regeringens plan om at regulere i efterlønsordningen med den hensigt, at den en gang i fremtiden skal bortfalde helt.
Denne holdning er absolut ikke ny for Det Konservative Folkeparti. Vi har i meget lang tid presset på for at få andre politikere til at indse, at der ingen vej er uden om dette, når vi vil bevare den danske velfærdsmodel.
Jeg kan naturligvis sagtens se de langt mere behagelige løsninger, oppositionen foreslår hvis vi bare arbejder 12 minutter mere, millionærskat og tobaksafgifter alt sammen noget, der klinger godt i mange danskeres øren. Problemet er blot, at de 12 minutter om dagen eller den ekstra time om ugen jo skal betales. Dette vil pålægge den offentlige sektor en yderligere udgift på 10 milliarder kroner. Samtidig vil den omtalte millionærskat kun indbringe 0.8 milliarder kroner, hvilket er en yderst beskeden del af den samlede skattestigning på 31,5 milliarder kroner, som oppositionen stiller os i udsigt. Det betyder, at resten af de 31,5 milliarder kroner vil blive krævet ind i forskellige skatter og afgifter, som rammer os alle …
Men – lad os lige tage den helt forfra! Hvorfor var det, vi fik efterlønnen i 1979? Formålet var at betale nedslidte arbejdere for at forlade arbejdsmarkedet og gøre plads til de mange unge arbejdsløse. Forventningen var, at ca. 20.000 personer ville benytte ordningen. Men – i dag er op mod 140.000 danskere på efterløn. Ordningen er en succes, og det forstår man godt. Imidlertid er vi i den nuværende situation med international finanskrise nødt til at prioritere. Derfor kan vi ikke fortsætte med at betale fuldt arbejdsdygtige danskere for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er ikke solidarisk.
I fremtiden bliver vi i øvrigt også flere ældre og færre unge – helt modsat situationen i 1979. Hver gang 5 personer trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er der kun 4 til at overtage deres arbejde. Derfor vil dette problem med årene bare blive større.
Samtidig vil jeg dog understrege, at de 10-15%, som virkelig er nedslidte – de skal naturligvis have mulighed for en form for pension.
Efterlønnen, som den er i dag, koster 16 milliarder kroner hvert år. For dette beløb kunne vi købe 3 nye supersygehuse, betale skolegangen for 240.000 skoleelever eller etablere 40.000 plejeboliger – hvert år!
Men – når jeg selv skal være helt ærlig, er det vigtigste argument for mig i forbindelse med efterlønnen, at vi må ændre denne, først og fremmest for at tage bedre hånd om samfundets svageste. Det bliver på bekostning af dem, der kan klare sig selv, ja – men jeg mener, at vi bør målrette de offentlige ydelser til de danskere, der har mest behov for hjælp – og ikke strø dem ud i et tyndt lag over os alle!
Af Tove Videbæk,
Folketingskanditat (Kons.)
Forleden så jeg en tv-reportage med titlen Skibet, der ikke kunne synke. Det omtalte skib var Titanic, og med en stærk dokumentation blev man belært om, at det var menneskelige fejl og brist, der var årsag til den katastrofe, der rystede verden.
Udkigsposterne havde mod alle regler ikke benyttet deres kikkerter, der kunne have afværget ulykken.
Med et pennestrøg reducerede man 48 redningsbåde til 16, for som der blev argumenteret, turisterne skulle ikke betale for at se på redningsbåde.
Telegrafisten om bord havde for at tjene en ekstra skilling travlt med at sende ligegyldige telegrammer af sted til familie og venner i New York og var derfor ikke tilstrækkelig opmærksom på de signaler, der lød fra andre skibe, som havde observeret isbjerge på sejlruten. Det sidste signal nåede i øvrigt ikke frem til kaptajnen.
Et nærliggende skib California havde sendt et signal, som åbenbart ikke havde vundet gehør. California sendte nu et ekstra kraftigt signal til telegrafisten for om muligt at få ham til at vågne op. I stedet for at tage advarslen alvorligt blev han tydelig irriteret og lod California forstå, at man ikke ville forstyrres mere. Selv ville California ligge natten over på grund af isbjergene.
Men Titanic sejlede videre med uformindsket fart, for det var jo æren, der stod på spil. Verdens største skib skulle nå New York så hurtigt som muligt og desuden sagde man i sit hovmod, at skibet ikke kunne synke. Ja, hvilket hovmod. Ordet Titan betyder i øvrigt hovmod.
Da det så endelig gjaldt, sendte Titanic-telegrafisten et nødsignal ud, men California, som ellers kunne have reddet hele Titanics besætning, fordi det lå så tæt på, havde efter ordre lukket al kommunikation ned og opfangede derfor ikke signalet og den store katastrofe indtraf.
Jeg kunne i den forbindelse ikke lade være med at tænke på vor Folkekirke og den debat, der har været i Kristeligt Dagblad om indførelse af de nye partnerskabsritualer. Kompetente personer har virkelig hævet røsten for at advare mod indførelse af alt det nye. Men tilsyneladende sejler de fleste biskopper og med dem mange præster videre uden at reagere. Man ved bedre. Selv bibelhenvisninger gør ikke indtryk.
Jeg finder, at det er hovmod af værste skuffe, hvis man ikke vil indrette sin sejlads efter anvisninger fra den bog, der har været kulturbærer igennem århundreder.
Mesteren selv, Jesus, henviste uden tøven til skriften både i ørkenen og på korset, hvor han stod over for en fjende, der var både snu og opfindsom. Jesus udsendte signalet Der står skrevet! og løgnen måtte vige.
Jeg siger tak for de mange indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor signalet fra mange flittige skribenter har været kraftigt. Lad os håbe, at de, der står med ansvaret for indførelse af partnerskabsritualer, standser.
Gert Grube
Gennem 10 år har jeg arbejdet sammen med Christian Hedegaard, rejst med ham på missionsrejser mere end 15 gange, været medlem af bestyrelsen, leder af et rehabiliteringscenter og lagt alle mine ressourcer, kræfter og energi i hans vision foreningen Evangelist.
Det er nu 1½ år siden jeg udtrådte af Evangelist, og snart et år siden jeg og min familie flyttede fra Gørløse til Jylland efter at have boet og arbejdet derovre i 5 år. Med denne skrivelse ønsker jeg at tage offentlig afstand fra Christian Hedegaard og foreningen Evangelist.
Min tilgang til Evangelist var et stærkt ønske for og tro på, at kunne forbedre livet for mennesker og medvirke til at evangeliet om Jesus Kristus blev mere kendt. Konklusionen efter 10 år er, at mennesker bliver nedbrudt, misbrugt og ødelagte i foreningen Evangelist og i særdeleshed i kontakten med Christian Hedegaard; hvilket også har været tilfældet for mig selv og min familie.
Jeg har selv medvirket til udbredelsen af Evangelists arbejde og har derved påført mennesker smerte og problemer. Efter at have forladt Evangelist kan jeg se de skadevirkningerne det har gjort på mennesker, og jeg fortryder inderligt, hvad jeg har været en del af. Når jeg offentligt tager afstand og advarer mod Evangelist og Christian Hedegaard, er det fordi jeg kan se, at overgrebene fortsætter og at Christian Hedegaard stadigvæk undertrykker, udnytter, manipulerer og kontrollerer mennesker.
Min overbevisning er, at Christian Hedegaard ønsker at hjælpe mennesker, men når resultatet oftest bliver det modsatte, bør Christian Hedegaard og Evangelist, efter min mening, tage konsekvensen heraf og stoppe arbejdet, så mennesker ikke i fremtiden bliver ødelagt og nedbrudt. Dette er nok en ønskedrøm, men jeg vil for min del tage afstand og advare alle mod at samarbejde med Foreningen Evangelist og Christian Hedegaard.
David Klit
tidligere bestyrelsesmedlem af Evangelist.
Det var biskop Kjeld Holm, der ifølge Århus Stiftstidende 8. januar forestod Flemming Bamse Jørgensens begravelse. Biskoppen sluttede sin tale med at sige, at han var sikker på, Vorherre nu sad i sin himmel og sagde til Jesus: “Flyt dig lige, knægt, nu kommer Bamse, og ham skal jeg snakke med.”
Folkelighed kan være mange ting, grænsende til det upassende og helt usømmelige. Og det sømmer sig ikke for en biskop i en begravelsestale at omtale Jesus, Kirkens Herre, som en “knægt”. Hvem siger, at den afdøde eller de pårørende ville bryde sig om det?
Biskoppens udtryksmåde er ikke en biskop eller en hvilken som helst anden kristen værdig og kan kun betegnes som gudsbespottelig. Den hører værtshusmiljøet til, og bodega-bavl og værtshus-vås hører ikke hjemme i folkekirken.
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C
Tak til Henri Nissen for indlægget om bøn. Hvis vi i alle kirker tog det alvorligt i år, vil vi komme til at opleve store ting. Men jeg føler, at der mangler den autoritet, der giver bønnesvar fx ved bøn for alvorligt syge, selv om jeg da har oplevet mange helbredelser, og det ofte uden tilstedeværelsen af bedende personer. Jesus siger jo: “Bed om hvad som helst i mit navn, og det skal ske”; men det er min oplevelse, at vi ikke altid kan forvente mirakler. Derfor mangler jeg noget væsentligt i indlægget om fornyelse i bønnen, for i vor kirke har vi ofte oplæg til disse meget korte bønner på bare én sætning, og det har jeg svært ved, for jeg har erfaret, at bruger man først god tid til at give Herren ære og pris, gerne imellem 5 minutter og ½ time, så besvarer Helligånden vor lovprisning ved at fortælle os, hvad vi rettelig bør bede om. Nu ved jeg godt, at er man ikke vant til at bede, så kan selv 5 minutter være utrolig lang tid, men begynder man regelmæssigt, vil det ikke være svært at tale i lang tid med den, man elsker, og bønnen er jo tillige med bibellæsning samtale med vor Herre Jesus Kristus.
Rolf Grenov
Kgs. Lyngby
Har lige læst bogen af Margareth Sturesson. De var en velfungerende familie, godt arbejde, kristne og indstillet på at leve et godt kristent liv og levned. De møder en bevægelse, som de tilslutter sig. Dette kristne fællesskab bygger et kirkesamfund op, kørende på dæmonbesættelser og udfrielser af disse. Margareths mand forlader denne organisation, da han bliver forfremmet på sit arbejde, hvor han rejser meget. Margareth bliver en af lederne i det kristne fællesskab og leder af en skole, som de starter. Sikkert for at kunne overbevise de svenske myndigheder om, at de var et anerkendt kristent samfund.
Men Margareth blev selv et offer, trods sin position i kirken. Og 14 år efter udløstes et blodigt selvmordsforsøg. Hun kunne ikke klare alle disse dæmonudrivelser, hun var ude for. Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling med vagt på i 1½ år. Med en almindelig præst, samt psykiatrisk behandling, er hun idag kommet på fode igen. Men med diagnossen: Posttraumatisk stressystem.
En advarende bog imod sekterisme inden for kristne bevægelser og kristne ledere, hvor magten og profileringen er det vigtiske – ikke at udbringe det kristne budskab. Og det gælder både inden for frikirkemiljø og karismatikere inden for folkekirken.
Mogens Lind
Grønbækvej 20
2610 Rødovre
