Hvor er de kristne i Danmark?

For ca 30 år siden fik Lis Holst fra Kolding en vision, som hun aldrig har kunnet ryste af sig. Hun så for sig et Danmarkskort, hvor små stearinlys blev tændt for mennesker, som samles i små husmeningheder. Er Kristne i Danmark en hendøende race? Nej, det er vi bestemt ikke. Vi findes i de store menigheder i byerne, og i de små grupper, som samles i hjemmene rundt om i landet. Når dette er sagt, kommer jeg til mit anliggende.
Af Lis Holst.
Foredragsholder
og forfatter, Kolding.

Alt mens aktiviteterne fortsætter og udbygges, og kirken strækker sig langt ud i humanisme og underholdning for at nå de såkaldt kirkefremmede, svækkes Jesu Kristi legeme.
For hvordan står det egentlig til med det kald, vi fik, da Mesteren midlertidigt forlod jorden? Vi skulle gå ud – og vi skulle gøre diciple. Det drejer sig jo ikke bare om at få folk hevet ind i kirken til en eller anden event. Vel? Det drejer sig om efterfølgelse af Jesus!

For ca 30 år siden fik jeg en vision, som jeg aldrig har kunnet ryste af mig. Jeg så et Danmarkskort, hvor små stearinlys blev tændt. Et for et, først spredt, men efterhånden så tæt, at Danmark stod i brand.
Disse lys var små husmenigheder, som skød frem, på de steder hvor mennesker var blevet ”kirkeløse” af den ene eller anden grund. Dagens forfrosne mennesker trænger til den nærhed og omsorg, som netop er et af kendetegnene på en velfungerende husmenighed. Men hvordan skal det gå til?
Først og fremmest skal der opmuntring og inspiration til, og måske især bevidstgørelse af vores ansvar for hinanden.
Den lille trofaste flok, som samles i hjemmene og deler Guds ord og kaffen, må iføres en ny brand for at nå ”dem udenfor.” Hvordan? Bøn og bevidstgørelse!!
Tør vi begynde at udvide fællesskabet og bygge relationer, som varmer og bevarer i et samfund, hvor individualismen næsten er et folkeligt kendetegn her til lands?
Er det for svært? Er vi for trætte? Er folk generelt uinteresserede? Er kristendommen gammeldags?
Nej, kristendommen er evig-gyldig, men både vi, som har mødt og fået det nye liv, og de, som endnu ikke har, trænger forfærdelig meget til at høre på ny, at kaldet vi fik eller får, handler om efterfølgelse, altså dicipelskab. Jeg har selv, sammen med min nu afdøde mand, stået for lederskabet i en husmenighed tilbage i firserne. Mange mennesker kom til tro, men der skete også ting, som ikke var af det gode.

Lis Holst har en drøm om husmenigheder i Danmark. Visionen starter med nogle små lys, som efterhånden bliver til flere og sætter Danmark i brand. Modelfoto.

Erfaringerne fra den tid har lært mig meget! Om gode, hellige stunder, om fest og sjov, om fællesskab med andre kristne og om mødeture, hvor vi sammen var med til at betjene andre. Men også om ”småligt kævl og usselt kiv”. Jeg tror, jeg lærte en hel del, på godt og ondt.
På trods af alt er den gamle vision om husmenigheder stadig levende. Den har overlevet og popper nu op som noget, jeg føler mig nødt til at dele.

1) Jeg tænker mig:
At de små grupper rundt i landet begynder at identificere sig som det, de er, nemlig husmenigheder. Små og større hjem, hvor Guds børn i lokalområdet mødes og trygt kan tage andre med. Selv om de små grupper før i tiden er blevet til formaliserede menigheder, må det ikke afholde os fra at begynde. Måske skal kirkens tidsalder ende, som den begyndte: ”Hjemme i husene…..”

2) At der gradvis opstår links mellem grupperne, så man kan drage nytte af hinanden – tage på weekends sammen – fejre ting og sager sammen – dele liv med hinanden – i det hele taget stå sammen i en åndelig mørk tid, hvor forventningen om Jesu genkomst holdes levende.

3) At der dannes et – efterhånden flere – hjælpeteams, som udgøres af repræsentanter for de tjenester, som er omtalt i Ef.4.11-16:
”… for at træne de kristne til at udføre deres tjeneste…”
Sikke et liv, der kunne blive, sikken en opmuntring, det ville blive, og sikke mange, der ville blive lagt til efterhånden…

4) For mig er det indlysende, at tiden slet ikke er til at tænke i konfessioner. De første kristne hed simpelt hen ”vejen” eller slet og ret ”de kristne”.
Tænk, hvad de gamle vækkelsesbevægelser IM og LM kunne tilføre de nye grupper, der opstår, tænk hvor mange gode Oase-folk der måske sidder og sulter efter mere! Frelsens Hærs motto var engang ”Blod og Ild.”

Der er vist ikke specielle pladser beredt i Himlen for den ene eller anden slags troende.Den enhed, som vi smagte i Fornyelsens dage, var ikke kun tænkt for en begrænset tid! Den var en begyndende opfyldelse af Jesu ypperstepræstelige bøn om, at ”de alle må være eet.”
Jeg tror, der findes nogle mænd – og sikkert også kvinder – som Gud vil kalde frem til disse tjenesteopgaver. Det skal helt klart være folk med stor åndelig integritet og en høj grad af sund fornuft.
Jeg håber på, at denne vision, som altså ikke er ny, kan sætte tanker og handlinger i gang.

Hvordan det rent praktisk skal iværksættes?
Det ved jeg ikke, men det behøver i første omgang ikke at være mere indviklet, end en respons, evt. i Udfordringen eller til andre, og så få aftalt at mødes.
Jeg er helt sikker på, at Gud vil give lys over et skridt ad gangen. Han er for vækkelse, og det er vi også. Jeg foreslår, at de, som er med på tanken, mødes til bøn for sagen.