Det patetiske – fra før til nu

Jan Lindhardts bog om vores patetiske kultur giver mere indtryk af at være et debatoplæg end en egentlig åndshistorie.Tidligere biskop Jan Lindhardt har skrevet en bog, hvori han stiller interessante spørgsmål, men ikke formår at besvare dem tilfredsstillende.
Udgangspunktet er ellers både godt set og godt tænkt: At Vestens kultur er den, der i højest grad er præget af patos; fornuft er godt, men følelser er bedre, synes at være devisen, og sådan har det været siden tidlig middelalder. I antikkens retorik talte man om de tre stil- eller følelseslejer: logos (det sagligt nøgterne), patos (det stærkt følelsesmæssige, engagerede, appellerende) og imellem disse etos. I dag er begreberne stort set løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng.

Jan Lindhardt indrømmer gerne, at det kun er en nødtørftig karakteristik at tale om Vesten som en patos-kultur i uligevægt. Derfor ville det have været gavnligt, om han var gået lidt mere i dybden med opgaven. Det går nemlig over stok og sten: patos-begrebet belyses således for Gamle Testamentes vedkommende med sølle fem (!) sider – og så beklager forfatteren sig endda over, at traditionstabet i vores folkeskole “er gået hårdt ud over bibelstoffet”! Men så er der jo netop brug for fordybelse – og ikke blot et hurtigt rids, skulle jeg mene.
Og sådan er det lidt hele bogen igennem. Jan Lindhardt må have haft det som kaninen, Alice møder i Eventyrland, og hvis motto er, at vi hele tiden må videre. Og det gør vi så, uden at farten på noget tidspunkt sagtnes: Ny Testamentes tid og tidlig kristen tid, middelalderen, renæssancen, reformationen, barokken, oplysningstiden, romantikken og den moderne tid – alle får de tildelt små 10 sider som maksimum. Det er et rids, jovist – men i kraft af sin kortfattethed et overfladisk ét.

Størst interesse samler sig om bogens anden del, hvor Lindhardt slår ned på de fingeraftryk, patos har afsat i den vestlige kultur, fx i sporten, musikken og kærligheds-opfattelsen. Forstå mig ret: selvom bogens takt måske er lige lovlig galopperende, er der ikke noget i vejen med skarpsindigheden og ind- og udfaldene.
Lindhardt leverer fin kritik af vor tids selvcentrering og slutter med en virkelig tankevækker. Han mener, at vi måske kunne “overveje at lade en stor del af det patetiske handle om religiøse erfaringer som fx nådens tilsagn, Vorherres kærlighedserklæring, og ikke mindst Hans miskundhed … Og nu da vi har ryggen fri, kunne vi så vende os mod næsten i stedet for at gøre verden uendelig og give alting i den gigantiske dimensioner ved fx at gøre arbejdet guddommeligt eller gøre soveværelset til et helligt rum” (s. 198-199).
Lad os tale om det, siger han. Ja, lad os. I mellemtiden kan vi så – med de nævnte forbehold – glæde os over denne bog, der dog reelt set mere er et debatoplæg end en åndshistorie.

Jan Lindhardt:
Vores patetiske kultur
– en åndshistorie
206 sider • 249 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag