Nu 25 år siden, at Udfordringen begyndte at udkomme som ugeavis

Allerede i 1973 udkom Udfordringen for første gang. Men i starten var det som en traktatavis, der senere blev til et månedsblad. Om den utraditionelle start på aviseventyret fortæller vi i denne første jubilæums-artikel.Udfordringen opstod i et kreativt rod i kælderen under “Projekt Hus” i København i 1973.

Et redaktionsmøde med bl.a. sognepræst Svend Boysen, Give, læge Michael Harry, arkitekt Jørgen Vium Olesen, sognepræst Stig Christensen, Sønderborg og grafikeren Benny Alex Jensen.

Der var ungdomsoprør og opbrud i normerne overalt i den vestlige verden. Der skete politiske jordskred – også i Danmark, hvor den borgerlige VKR-regering havde svigtet sine kristne vælgere ved at indføre fri abort og fri porno. Kulturradikale kunstnere og hippierne agiterede for fri hash.
Som en modreaktion opstod bl.a. Kristeligt Folkeparti i 70.
Men vigtigere for Udfordringens opståen var nok den “Jesus Revolution”. Det var en flower-power agtig fornyelsesbevægelse, som bredte sig fra hippierne i USA. En karismatisk vækkelse, der påny gjorde Jesus relevant i en ny tid med dens eget sprog og utraditionelle udtryksmidler.

En Jesus-avis

At lave en Jesus-avis var dengang noget helt utænkeligt. Man havde naturligvis Kristeligt Dagblad, men den var repræsentant for den officielle og stivnede kirkelighed.
Folkene bag Udfordringen ville uden for de kirkelige kredse. Ja, ud på Strøget med evangeliet! Ud og forandre verden.
Året før havde en gruppe unge kristne oprettet et blad i Norge under navnet “Utfordringen”, og efter samtaler med disse initiativtagere gik en gruppe danskere i gang med et lignende projekt. Nordmændenes avis gik hurtigt ned, men den danske fortsatte.
Blandt initiativtagerne var Jørgen Vium Olesen, en ung arkitekt, som investerede de nødvendige penge og var ejer af Udfordringen de første år. Senere blev den en selvejende institution, og han blev bladets første direktør.

Gadeavis

I starten var Udfordringen en gadeavis, som udkom med ujævne mellemrum, efterhånden som oplaget blev solgt.
Hovedformålet med den var at fortælle om kristen tro – men på en ny og anderledes måde, som appellerede til især unge.
Det var ikke religion, man prædikede, men levende og praktisk kristendom. Artiklerne var i tidens ånd markante og provokerende.

Månedsavis

Hurtigt udviklede Udfordringen sig til at udkomme i abonnement 6 gange om året, og fra 1975 hver måned.
Mange havde nu fået øje på avisen og læste den dels selv, dels gav de den videre til interesserede. Det var ikke ualmindeligt, at en abonnent fik tilsendt 10 eksemplarer hver måned – til uddeling.

Unge kristne tilbød avisen på gaden – og fik samtidig en anledning til at fortælle, hvad Jesus betød for dem selv i deres liv.
Mange kristne, der længtes efter fornyelse, abonnerede på avisen.
I avis-kioskerne

Avisen kom nu også ud i en række kiosker, og der blev gjort et stort arbejde for at få abonnenterne til at købe deres avis i en kiosk.
På den måde ville kioskerne sælge aviser og beholde Udfordringen blandt deres tilbud. Kiosk-salget var i starten en succes, men efterhånden blev det svært at få solgt aviserne.
Tusindvis af eksemplarer kom tilbage igen – og desværre først mange måneder efter udgivelsen på grund af Bladkompagniets regler.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Medarbejdere

Blandt de mange kreative personer, som arbejdede på Udfordringen, var Benny Alex, Leon Have, Per Hansen, Rie Pedersen, Kirsten von Moos, Carl Anker Mortensen, – samt en lang række frivillige (fx Svend Boysen, Michael Harry).

Forlaget opstår

Allerede i 1974 fik Jørgen Vium Olesen den idé at trykke plakater i farve med bibelvers på 5 forskellige sprog. Det blev en stor succes. I 1976 deltog Jørgen på en international udstilling i London og derefter på bogmessen i Frankfurt, hvor man fik de første kontakter for bogen “Skabelsen” (en smuk gavebog med store farvebilleder), som derefter blev trykt på 8 sprog i 61.000 eksemplarer. Det var dyrt, og avisen var i pengenød. Derfor sendte man simpelthen bogen ud til alle abonnenterne – i håb om, at de ville købe den! De trofaste abonnenter bakkede op – avisen var reddet, og et nyt forlag, som fik navnet “Scandinavia” var opstået.
Allerede i 1980 udgav man den første billedkalender med bibelvers i 42.000 ekspl. på 5 sprog. I 1981 overgik forlaget fra privateje til en selvejende institution. Jørgen blev både formand for bestyrelsen og daglig leder.

Baghuset i Nørregade

Efter en tid at have boet til leje i Folkekirkens Nødhjælps bygning ved Bispegården var man nu flyttet ind i en 4 etagers baggårds-bygning i Nørregade 32, tæt på Nørreport station – og ved siden af det dengang så kendte og store Daehls Varehus.
Mange kom og gav en hånd med gratis eller uden at få ret meget for det. ”Hvor lidt kan du leve for?” blev der spurgt.
Der var begejstring for sagen. Forlaget blev delt op i afdelinger, og man forsøgte at få styr på administrationen i det kreative hus.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Moderne musik

I baghuset blev en af etagerne senere indrettet til musikforlaget “Nye Toner” med moderne kristen musik. Det var startet af Mogens Koch Pedersen ud fra Cliff Richards ord: “Why should the Devil have all the good music?” – og drevet videre under ledelse af Per Hansen og senere andre under forskellige firmanavne.
Men det lykkedes aldrig at få musik-afdelingen til at give overskud. Til gengæld blev en masse unge mennesker påvirket af kristen musik og kristne tekster – og en ny musikkultur opstod i frikirkerne og de ”fornyede” menigheder i folkekirken. Den mest kendte var Karlslunde Strandkirke, som i disse år begyndte at udgive en banebrydende sangbog med moderne lovsange.

Udfordringen i krise

Forlaget voksede – og havde på et tidspunkt større eksport end Gyldendal!
Da de fleste kræfter nu blev brugt på forlaget, gik det imidlertid lidt ud over avisen, som blev venstrehåndsarbejde og annonceorgan for forlaget.
Det skete, at avissatsen blev kørt på motorcykel til trykkeriet tidligt om morgenen, i sidste øjeblik, efter at medarbejderne havde arbejdet hele natten…
I et forsøg på at redde avisen blev Leon Have Thomsen ansat – på deltid – som redaktør, mens han den øvrige tid var frikirkepræst i Osted.
Han forsøgte en periode med gedigent undervisningsstof og markante ledere.
Men oplaget dalede efterhånden ned under 4.000 eksemplarer, og der måtte ske noget, hvis den gode idé ikke skulle dø avisdøden.

Næste uge:
En ny vision fødes

Har Udfordringen
betydet noget for dig?
– Skriv og fortæl kort om det


Artiklen fortsætter efter annoncen: