Et godt sovehjerte
Om at komme veludhvilet og lettet ind i det nye år
Som ganske ung arbejdede jeg i en periode som olivenplukker i Grækenland. Da julen nærmede sig, syntes jeg bedre og bedre om to gode venners forslag om at møde dem i Spanien for at fejre juleaften sammen med dem på en dejlig restaurant.
Jeg rejste alene i mange timer – med en del forskellige tog og forsinkelser, for der var togstrejke og derfor ustabil togdrift, for at nå frem. Da jeg endelig temmelig forsinket nåede frem blot et par timer inden julemiddagen, var jeg træt. Det var mine venner også, for de havde været i byen og festet natten forinden. Vi blev alle tre enige om at tage en lille lur på deres hotelværelse, så vi kunne være friske til at fejre juleaften.
Vi vågnede 1. juledag.
At træffe beslutninger for fremtiden kan være en usikker affære. For man kan aldrig vide. Og derfor er det altid bedst at glædes over nuet. Få det bedst mulige ud af det uanset hvad det byder på.
Jeg bad til, håbede og troede på, at min fars store knude, som blev fjernet ved operation lige inden jul, var godartet. Det var den. Min mor og jeg var, allerede inden vi fik svaret, blevet enige om, at der rigtig skulle festes igennem i vores familie hele julen, når vi ikke længere havde tre måneder med en del hospitalsundersøgelser, indlæggelse og den store knude i min fars bryst hængende over hovedet. I en periode hvor der for mit eget vedkommende i forvejen var brug for lidt ekstra kræfter pga bogudgivelse og hvad dertil hører. Samt det løse.
Vi havde en rigtig, rigtig dejlig juleaften. Men jeg sov næsten resten af julen. Både 1. og 2. juledag var jeg kun oplagt til at sove. Det var ligesom, jeg havde taget mig selv så meget sammen, at der ikke var mere at tage af. Heldigvis havde vi ikke time-manager-jul med et stramt program. Vi samledes improviseret i juledagene…efter behov. Min far sov også en del.
Nytårsaften lavede jeg så den traditionelle nytårs-fondue til mine nærmeste uden at brænde grydelapper af, som jeg gjorde sidste år. Men efter middag, champagne og hoppet ind i det nye år, var det nærmest: Godt nytår og godnat.
Til gengæld kom jeg veludhvilet ind i det nye år. Og holdt en hyggelig lillereste-sammenkomst dagen efter. Og jeg skal nok få taget revanche for de forsvundne juledage ved en passende lejlighed.