Hvis du søger, bliver du fundet
Af Lasse Rødsgaard Lauesen, sognepræst i Paarup ved Odense.Jeg forstår det simpelthen ikke! Sådan sagde en af mine medstuderende engang, da vi gennemgik denne søndags tekst om Jesus som tolvårig i templet.
Nu er jeg jo selv mor til en dejlig søn på tolv år. Og jeg ville da aldrig slippe ham af syne, hvis jeg var i en stor menneskemængde. Det er fuldstændigt uansvarligt af Josef og Maria. Holder man ikke øje med en tolvårig, bliver de jo væk.
Jesus havde været med Maria og Josef til den årlige påskefejring i Jerusalem, og først på vejen hjem opdagede de, at Jesus ikke var i rejsefølget. De ledte først forgæves blandt venner i følget, og siden vendte de om og gik tilbage til Jerusalem. Ængstelsen var stor, men drengen var og blev væk.
Tre dage ledte Maria og Josef, inden de kom tilbage til templet, som det sidste af alle steder. Tre dage måtte de gå rundt og ængstes. Da de endelig fandt ham, oplever de det samme, som forældre tit oplever, når et barn er blevet væk. Barnet har slet ikke opdaget, at det har været væk, og oplever derfor heller ikke glæden ved at blive fundet. Det er, som om det er forældrene, der bliver fundet af barnet. Forældrene, der får fjernet deres ængstelse. Forældrene, der må glædes og falde barnet om halsen, selv om barnet er optaget af alt muligt andet.
Det er det, teksten vil fortælle os om Gud i dag. Søger vi så bliver vi fundet. Gud finder os, når vi ængstes for ikke at kunne finde ham. Når vi spørger: Undskyld, hvilken vej er det?
Lukasevangeliet 2, 46
For mens vi forældre leder og ængstes, sidder Jesus i templet blandt de ældste og skriftkloge. Dem, der havde brugt det meste af deres liv på at lede efter Guds mening med os mennesker. Dem lytter Jesus til og stiller spørgsmål. Men pludseligt vendes det på hovedet. Pludselig er det de ældste, der begynder at lytte til Jesu indsigt og de svar, han giver. Hvad er det dog, barnet har, som de vise har læst hen over? Jo, troen.
Troen var skjult, men fandt de skriftkloge og de ældste i de svar, Jesus gav. Ligesom den også fandt Maria og Josef i templet, og som den også kan finde os i dag. Det skjulte er, at troen ikke er en sætning i Skriften eller en ting, man kan tage frem og sige om: Her bor troen, den er nu fundet! Troen er et forhold, man pludselig kan opdage, at man står i. En relation mellem os mennesker og så ham, der har skabt dig og mig. Ham, der er ophavet til alt det, vi kan gå og savne og lede efter i vores liv.
Derfor svarer Jesus også de fortvivlede forældre, der bliver fundet: Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?
Josef og Maria forstod ikke med det samme den tillid, Jesus havde til Gud som far. De forstod det ikke, men måtte gemme ordene i deres hjerter, indtil de kunne forstå. For det at have tiltro til Gud, er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden, men et forhold, vi står i hele livet.
At Gud var Jesu far, var fra da af ikke længere skjult. Men at det betyder, at Gud i Jesus også bliver vores far, der finder os i vores hverdags fortvivlelse, det skal vi bruge et helt liv på at forstå.
Tro er med Jesus at kalde Gud sin far og i sit liv at stå i et forhold til Gud. Tro er ikke andet, end når du fortvivlet spørger: Undskyld, hvilken vej er det? At have tillid til, at Gud vil finde dig i din fortvivlelse og lede dig i den rigtige retning.
