Kontroversiel bog om kirken i dag

Torben Søndergaard drukner sine gode pointer i ”Den sidste reformation”.Den sidste reformation af Torben Søndergaard indeholder en række gode pointer, som kommer af en åbning af Guds ord.
Her stilles der skarpt på det, som vi kalder kristendom og kirke, og Torben analyserer sig frem til, at der i vid udstrækning er tale om kultur – både kirkekultur og folkelig kultur – som ikke stemmer overens med det, man kan læse om i Bibelen og iagttage fra de første kristnes fællesskaber.
Fokus på sundhed
Sundhed er i fokus i Den sidste reformation. Den sunde tilstand for den kristne, for menigheden og for troen. Torben stiller diagnosen ift. de fleste kristne; de er underudviklede, fordi de er for lidt aktive, får for meget junk food og i det hele taget er i fare for at miste troen i det øjeblik, der kommer modstand/ forfølgelser.
Menigheden er lige så syg, når økonomien står over Helligåndens ledelse, når præster og menighedsledere ikke opbygger menigheden til at gøre tjeneste, men er mere optaget af at beholde medlemmer og tiendeydere end at se Guds riges fremgang.
Endelig er troen kun en sølle skygge af sig selv, når det skal tilpasses ”søgervenlige” gudstjenester. Sundt bliver det ikke før den sidste reformation, som skal handle om selve kirkestrukturen, kommer til, hævdes det.

En af bogens ubetingede styrker er den måde, forfatteren går til emner som fx tienden og gudstjenesten på. Der er en klar respekt for Bibelen, som siger langt mere om disse emner end, hvad der ofte forkyndes eller praktiseres. Fx er det da en slående pointe, at Bibelen klart forstår kirke som et fællesskab, hvor alle har noget at bidrage med, hver gang man mødes. Men er det typisk eller muligt i en forsamling på 200?
Det er skrap kost og samtidig noget, der må mane til eftertænksomhed hos den kristne, som anser Bibelen for Guds rene ord.

Problemer er der imidlertid også, fordi forfatteren arbejder med en argumentation, som minder lidt om den tyske biolog Ernst Haeckels forsøg på at dokumentere Darwins teori; han finder de karakteristika, som passer ind i teorien og undlader at omtale det, som gør det modsatte.
Hovedtesen er, at traditionelle kirker med bygning(er) og præst(er) er hierarkiske og økonomisk styrede. Herved opstår en række negative konsekvenser: De hæmmer det enkelte menneskes udvikling, de er ikke discipelskabende, og de fører ikke mennesker ”hele vejen igennem” til troen. Det er dog noget manipulerende. Selv om der findes eksempler på ovenstående, fremstilles det som normen for disse kirker; mens hjemmemenighederne, som er forfatterens opskrift på Guds kirke-design, har 90% disciple, som er ”rigtige kristne”, er dette omvendt proportionelt for den etablerede kirke. Tal er der masser af, men måden, de anvendes på, kommer til at virke som moderne propaganda.
Det meget lille mindretal af kristne i hjemme-menighederne, som Torben er en del af, gør efter forfatterens mening det, der var meningen med menigheden. Hans eget liv, med skift mellem menigheder igennem 15 år, opfattes som Guds vej ud af denne hæmmende kirkekultur og ind i den sande forståelse i kirke og menighed.
Det er lidt ærgerligt, at nogle af de pointer, som vitterligt fortjener opmærksomhed, risikerer at blive fejet af bordet, alene fordi forfatteren har polariseret sig så meget fra andre, at disse pointer drukner i mistænkeliggørelse og selvtilstrækkelighed.

Torben Søndergaard:
Den sidste reformation
257 sider
199 kr.
Forlaget
Mission