Modgang gør ægteskabet stærkt

Vi var med ved et foredrag af Elisabeth Dons
Christensen, biskop og forfatter til ”Det sårbare samliv”.En biskop med noget på hjerte. Det er Elisabeth Dons Christensen fra Ribe Stift.
– Der er alt for mange skilsmisser, og det er fordi vi ikke ved, hvad kærlighed er, siger hun.
Vi var med ved hendes foredrag i Sdr. Bjert Sognehus. Elisabeth Dons Christensen er cand.mag. i historie og kristendom og cand.theol. Hun er biskop i Ribe Stift siden 2003.
I foredraget var hun tydeligt hjemmevant i emnet parforhold og ægteskab og det hun kalder ”voksen kærlighed”. Hendes bog ”Det sårbare samliv” (Rosinante 2005) er udsolgt fra forlaget.

– Jeg synes, der er for mange skilsmisser, og en af grundene er børnene. De syntes altså ikke, at skilsmisse er en god idé, skulle jeg hilse og sige!
Et ægteskab indgået i 1950 var 35 år om at komme op på en skilsmisseprocent på 20 pct. Et ægteskab fra 1970 var kun 20 år om at komme op på samme procenttal. I 1990 var tallet 10 år.
– Så der er sket et skred, konkluderer Elisabeth Dons Christensen. – Noget tyder på, at det er blevet vanskeligere at blive sammen.
– Min påstand er, at der er ikke andet der binder et moderne par sammen end kærlighed. I gamle dage var der måske en gård, en forretning eller økonomisk nød. Vi smider altså tøjlerne for hurtigt, fordi vi ved, der er så mange andre muligheder.

Men vi har ikke altid særligt klart begreb om, hvad kærlighed er, siger biskoppen:
Vi gifter os i forelskelsen, som jo er en ”sygdom”. Det er ikke kærlighed. Kærligheden skulle gerne opstå efter nogle år i ægteskab.
Kærligheden skal passes, mener hun.
– Moderne børn er anderledes, end jeg selv var. Vi skulle indpasse os i verden. Hvis man mukkede, kunne man få et par på kassen. Moderne børn bliver virkelig passet. Men når mor eller far så skal skilles, så må de bare hænge på og følge med. Det er altså noget af et chok for sådan et barn.
– I en skilsmisse sker der et brud, og det, der er oplevet, er som om, det ikke er sket. De gode historier fortæller man ikke, for hvorfor blev du så skilt, er spørgsmålet. De dårlige fortælles heller ikke, for det var jo netop et tegn på, at det gik skidt. Så man bliver tavs. Men vi er nødt til at se det, vi har oplevet, i øjnene og tage det med.

Men folk bliver skilt, fordi de forveksler kærligheden med forelskelse, mener Elisabeth Dons Christensen.
– Kærlighed er ikke det samme som forelskelse. Kærlighed er at blive bundet og opdage, at årene har bundet os sammen. Kærlighed er, når vi erkender, at vi ikke kan leve uden den anden.
Det er også en frihed at være bundet. Grundtvig siger: ”De kære minder, jo stærkere de minder, des friere de gør os.” Det, at man ved, hvad man er bundet af og må kæmpe for, gør, at man er fri. Det moderne frihedsbegreb om, at man er fri i luften flyvende, er forvirrende.
En anden ting er, at kærligheden ikke kan kræves, fortsætter biskoppen:
– Kærlighedens væsen er at give og give slip. Det er svært for os moderne mennesker, som er vant til at kræve utrolig meget at tilværelsen. I kærlighedens verden må man bøje sig. Man må ydmyge sig. Vi kan jo ikke blive ved med at bøje os, hvis ikke den anden bøjer sig. Men vi må erkende, at vi er mennesker, at vi går på kamppladsen mellem godt og ondt, lys og mørke.

– Havde man vist, at livet skulle være sådan, så havde man nok kysset mere, takket mere og brokket sig meget mindre. Vi er mennesker på godt og ondt, og vi må prøve igen og igen. Kærligheden er slet ikke noget, som er, men noget, der bliver til undervejs: det er handlinger, historier, ord og det at være sammen i modgang.
– Johannes Sløk siger, da han sidder i kørestol: ”Nu har Gud sat mig her, for nu vil Gud ikke have, at jeg laver flere utyske streger.” Han siger et andet sted: ”Det er en menneskeret at have lidelse.”
– Det er altså den modgang, et ægtepar overvinder sammen, som gør ægteskabet stærkt. Kærligheden har stadig en pris. Den skal betales, men den er prisen værd. Prisen kan siges at være det sidste farvel, vi skal sige engang.
Elisabeth Dons Christensen har viet 500 par og spurgt dem alle: ”Hvordan har I to det med, at I skal være gamle sammen?” Og de siger: ”Godt”.
– Jeg har troet på dem. Hvad skulle jeg ellers? Jesus troede også på mennesker. Vi skal bare hjælpe hinanden med at ikke for meget kommer i vejen for kærligheden.
Læs hele reportagen på Sondagmorgen.dk