Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Vores søn, som er 18 år, er flyttet hen til en ven i vrede. Han føler, at vi bestemmer for meget over ham, og at vi blander os for meget i hans liv.
Han har for to år siden fået konstateret diabetes 1, og livet har siden været en stor rutsjetur for os alle. Han passer overhovedet ikke sin sygdom. Han ved ikke, hvad han vil med sit liv, startede på uddannelse i sommer, men droppede ud efter efterårsferien. Havde arbejde ved siden af, men dét sagde han selvfølgelig op. Han er også kommet ind på EUC som automekaniker, men er ikke sikker på, om han starter. – Er blevet venner med nogle typer, som vil bekymre alle forældre.
Når vi prøver at vejlede ham, bliver han tosset, og det endte med, at han flyttede. Han har lånt penge af os, men i stedet for at betale tilbage som aftalt, løj han og sagde, at en ven havde lånt pengene. Vi opdagede alt det nye tøj, og han måtte så erkende, at han havde løjet. Nu er det så, at vi er uenige om, hvor meget vi skal kontakte ham. Eller om vi overhovedet skal kontakte ham i denne periode, hvor han vil have noget tid for sig selv, hvor vi ikke kontrollerer ham, som han siger. Hvad skal vi gøre? Skal vi være vildt bekymrede for ham, eller er det bare en del af hans frigørelsesproces?
Håber, du kommer med en løsning eller et forslag til, hvad vi kan gøre.
Med venlig hilsen
R og J.
Kære R og J.
At få konstateret en kronisk sygdom som diabetes 1 kan være meget voldsomt, når man er så ung som jeres søn var, da det skete. Man kan opleve, at livet er slut, at man ikke længere kan more sig, have det sjovt, eller at mulighederne er taget fra én.
Det kan være meget svært at acceptere, at man permanent er underlagt visse regler og ikke har muligheden for selv at bestemme. Dette faktum har givetvis multipliceret komplikationerne omkring løsrivelse for jeres søn. Han har måske derfor i endnu højere grad brug for at markere over for jer og sig selv, at han bestemmer.
Det er fint, at han er flyttet hjemmefra i en periode. Jeg tror, han har brug for at blive oversvømmet i selvstændighed! I behøver ikke helt at lade være med at kontakte ham, men begræns det til et minimum som tommelfingerregel ca. kun 25% af de gange, hvor du/I har lyst til det. Giv ham plads det er først, når vi holder op med at trække/skubbe, at den unge selv kan mærke, at han egentlig har lyst til at bevæge sig.
I spørger, om I skal være bekymrede? Det kan I slet ikke lade være med at være! Og formentlig med god grund, for det lyder som om, at jeres søn faktisk prioriterer uheldigt, både med hensyn til venner, økonomi og uddannelse. Men han er 18 år nu og dermed et voksent ungt menneske. I har gjort, hvad I kunne, og nu er han nødt til at drage sine egne erfaringer og selv erfare, hvilke konsekvenser de forskellige valg har. Og det bliver benhårdt for jer at stå på sidelinjen og se til magtesløse for det er den allersværeste tilstand for et menneske at være i.
Men hvis I holder ud og sørger for at dele jeres bekymring med hinanden og gode venner, snakke, bede, græde og trøste hinanden, så vil I kunne stå stabilt og ægte kærligt ved den sidelinje til jeres søns nu selvstændige liv, parate til det tidspunkt, hvor han er klar til at lukke jer ind i det. Og når den dag kommer, hvor han indser, at han ikke kan klare det hele selv, og mærker, at han har brug for sine forældres støtte og opbakning, så er der ikke en massiv mur mellem ham og jer. Og så taber han ikke ansigt ved at række ud efter jer igen.
Overordnet står I altså over for den samme udfordring, som så mange andre forældre med store børn gør: at sørge for at dele og forløse frustrationerne sammen med andre voksne, der kan hjælpe med at rumme og bearbejde, mens barnet går frit. Tilbage står så den ubetingede kærlighed, støtte måske uenighed, men uden bebrejdelse som med sikkerhed vil få det bedste frem i jeres søn. For det er det, ubetinget kærlighed gør ved mennesker.
Hilsen Suh
Kære Suh
For et stykke tid siden opdagede jeg, at min kæreste har et stort forbrug af /behov for porno. Jeg blev dybt chokeret. Jeg er knust, såret, vred og bange på en gang. Vi har selvfølgelig snakket om det, og min kæreste siger, at han vil prøve at få hjælp til det, og at han ikke ønsker at rode mere op i det over for mig.
Jeg er fuld af spørgsmål og frustrationer, men forstår også godt, at det er svært for ham at snakke om. Men hvad gør jeg? Jeg vil gerne være loyal over for ham og ikke udlevere hans problem til andre, men jeg har sådan brug for nogen, der kan hjælpe mig igennem det her.
K.
Kære K.
Naturligvis har du et stort behov for at dele dine frustrationer med nogen. Og din kæreste er den mest oplagte samtalepartner. Lad ham ikke slippe for at tale med dig om det hele, det er muligt, at han synes, det er et overstået kapitel og ikke ønsker at snakke mere om det, men så længe i er i et forhold til hinanden, er det en meget ukonstruktiv løsning.
I parforhold er det sjældent selve emnet for frustrationerne, der er det egentlige problem, men i stedet den distance det giver imellem parterne. Mistilliden, såretheden og de ubesvarede spørgsmål kan blive som en mur imellem jer. Måske er det pinefuldt og skamfuldt for din kæreste at dele sit problem med dig, men det er nu engang en del af den han er, og jeg forstår så fuldstændig, at du har brug for at vide, hvem du er i et forhold med (og måske skal indgå ægteskab med) på godt og ondt.
Rent praktisk er der tale om to modsatrettede behov din kæreste har et behov for ikke at tale om det, mens du har behov for at gøre det. I må indgå et kompromis, som fx kan være, at I taler om det, men i ikke for lange snakke ad gangen, og på tidspunkter, hvor din kæreste har mest muligt overskud. Det kan også være, at I aftaler, at der pr. samtale er X antal spørgsmål/kommentarer fra din side, som han indvilliger i at snakke om. Det, der er vigtig for jer begge at forstå, og som din kæreste formentlig glemmer, er, at I ikke er på samme sted i processen, selvom I nu begge ved, at din kæreste har et problem. Han har nemlig vidst det i lang tid, kender til alle tankerne og kampene bag, mens du derimod intet har vidst. Det er derfor helt naturligt, at du har brug for megen snak, bearbejdning og information for at komme bare nogenlunde hen til det samme sted, som din kæreste er i den proces. Vær derfor ikke bange for at tage emnet op med din kæreste i det omfang, du mærker, at det fylder dig find gerne de rigtige tidspunkter at gøre det på, men lad være med at ignorere dine egne følelser, for det kommer i sidste ende til at hobe sig op inde i dig og skabe vrede og mistillid rettet mod din kæreste.
Rigtig fint, at du gerne vil være loyal over for din kæreste, men jeg vil absolut råde dig til at finde mindst én anden, som du kan betro dig til. Det kan være en veninde, som ikke har noget med din kæreste at gøre, eller en sjælesørger/professionel. Vær åben omkring det over for din kæreste, for på den måde respekterer du dig selv, dine egne behov, men bryder den onde cirkel med løgne og fortielser.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
