Danske kristne giver israelerne ny bibel

Den første israelske samling af Ny og Gamle Testamenter med krydsreferencer er netop udkommet. Anne-Lise og Peter L. Madsen har sammen andre trofaste støtter i Danmark været med til at gøre projektet til virkelighed. I de seneste 3-4 år har vi haft den store glæde gennem vor missionsorganisation, PALMA-MISSION, at arbejde sammen med og støtte Det israelske Bibelselskab økonomisk med forskellige opgaver, bl.a. at lave en helt ny bibel på hebraisk til det jødiske folk.

Den helt nye israelsk bibel med krydsreferencer.

Den indeholder både Det gamle og Det nye Testamente og er en helt unik gave fra danske kristne til alle, der kan læse hebraisk i Israel og andre steder. Det er den første kryds-reference-bibel, der nogensinde er trykt på hebraisk, og den er nu endelig helt færdig efter 3 års hårdt arbejde og megen bøn.
Denne bibel er et helt fantastisk redskab til at lære og se, hvordan Det nye Testamente har sine rødder i Det gamle Testamente, og den åbenbarer alle de Messianske profetier og løfter på en meget stærk måde gennem de 90.000 krydsreferencer, den indeholder Det nye og Det gamle Testamente. Den er ikke blot en enestående studiebibel men er også specielt effektiv til at nå mennesker, der ikke kender de bibelske profetier og sandheden om Jesus Kristus som verdens frelser.
Desuden har denne hebraiske bibel en årlig læseplan og er god til bibelstudiegrupper.

Vort højeste mål er nået

Da vi for over 20 år siden følte Guds kald til at gøre noget specielt for jøderne, arbejdede vi som missionærer i Afrika, hvor vi startede i 1963. Vi bad meget til Gud om at vise os, hvad vi kunne gøre i Israel, da det ikke var lovligt at arbejde som missionærer på samme måde, som vi havde gjort i Afrika. Under megen bøn fik vi en dag den tanke, som vi tror, var fra Guds Ånd: ”I skal gøre kærlighedsgerninger, fortælle jøderne, at de er elsket af Gud, og I skal bringe Guds ord tilbage til jøderne, hvor I fik det fra!”
Vi har nu af hele vort hjerte gjort kærlighedsgerninger på mange forskellige måder i over 20 år og har på den måde også fået mulighed for at fortælle vort vidnesbyrd til alle, der spurgte os om, hvorfor vi gjorde det, vi gjorde i Israel.

Anne-LIse og Peter L. Madsen har drømt om dette i 20 år.

Men nu er vort højeste mål nået ved, at vi sammen med vore trofaste partnere, har kunnet give over en halv million kroner til udgivelse af Guds stærke, levende ord gennem Det israelske Bibelselskab. Vi fik som hedningenationer Guds ord fra jøderne, og det er en stor glæde at kunne give dem Guds ord tilbage gennem bibler og bibeldele.

Tak fra præsidenten

Alle regeringsmedlemmerne i Knesset vil få et eksemplar af den nye bibel. Præsident Shimon Peres fik overrakt et eksemplar, da Bibelselskabets direktør, Victor Kalisher, blev inviteret til Præsidentens hus. Siden har Victor Kalisher modtaget en meget hjertelig tak for bibelen pr. brev fra Præsidenten.
Af Anne-Lise og Peter Madsen