Derfor er der vækkelse i Afrika

De fleste naturfolk tror på en skabergud. Traditionelle afrikanske religioner har også meget til fælles med kristen teologi. Kristendommen fjerner frygten for onde ånder og lukker op for Guds Ånd, skriver ugens kronikør.
Ved en rejse i Kenya faldt jeg over to bøger, der med modstridende synspunkter bekræfter min tese: Der er pudsige sammenfald mellem religionerne og kristendommen – også afrikanske naturreligioner.
Af Svend Løbner
Nyhedsredaktør for
Udfordringen og direktør for Kirkeligt Medieakademi.

I bogen ”Introduction to African religion” gennemgår den anglikanske teolog John Mbiti fællestræk ved afrikanske folkereligioner, der har slående ligheder med systematisk teologi inden for kristendommen. Han mener, disse ligheder er oplagte tilknytningspunkter, som missionærer bør udnytte. Hans kollega, professor Yusufu Turaki, er uenig i bogen ”Foun-dations of African traditional religion and worldview”. Jo, der er sammenfald, men det er overfladiske og falske ligheder, og missionærer gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis de bruger dem, mener han.
John Mbiti er anglikansk præst fra Kenya, der har undervist i teologi og religion i mange år på Kampala Universitet i Uganda. Han har bl.a. tjent som økumenisk leder i Kirkernes Verdensråd.
Yusufu Turak er professor I teologi og social etik ved The Jos ECWA Theological Seminary i Nigeria.

De to herrer er enige om én ting: Afrikanere er pr. definition religiøse.
– Missionærer og bibeloversættere har med succes brugt traditionelle afrikanske koncepter og ideer om Gud til at overføre det kristne budskab til afrikanere, siger Yusufu Turaki.
Men sammenligningen medfører problemer, mener han:
– Hvordan forhindrer man kanalen i at påvirke det budskab, der bliver hørt? Traditionelt sprog og begreber er blevet formet af et kraftfuldt verdensbillede, mener Yusufu Thuraki.
Begge forfattere giver en grundig analyse af afrikanernes traditionelle tro, som i min læsning inddeles i tre lag: Forfædredyrkelse – Frygt for dæmoner – Erkendelse af en skabergud.
Missionærer, der vil udbrede den kristne tro til afrikanerne, kan hurtigt afvise forfædredyrkelsen. ”Det er menneskets lod én gang at dø, og derefter dømmes”, skriver Hebræerbrevets forfatter i Bibelen. Frygten for dæmoner elimineres ved evangeliets glade budskab. Når Jesus tilgiver synd, fjerner han samtidig den måltavle, som djævel og dæmoner har sigtet og ramt efter i generationer. Der er ikke længere nogen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Han har afvæbnet alle åndemagter på korset, skriver Paulus. Afrikanerne er dermed frigjort fra familiære bindinger og frygt for ånder og kan nu koncentrere sig om den bagvedliggende erkendelse: der er en Skaber bag det hele. Dette bygger bro til missionærens forkyndelse om den kærlige Gud, og dermed er lettelsen hos den afrikanske troende mærkbar. Afrikaneren kan nu i stedet åbne sig for Guds Ånd.
Her er lighederne mellem afrikansk traditionel religion og kristen teologi ifølge John Mbiti:

1. Gud er skaber
Først og fremmest er Gud skaberen af alle ting. I Afrika er der mange navne, der beskriver ham som skaber, ejer, fremstiller, pottemager, designer, arkitekt, tømrer, ophavsmand, konstruktør osv.

2. Gud opretholder alt
Gud opretholder og bevarer de ting, han har skabt. Det betyder at han tager sig af universet, bryder sig om det og holder det sammen, så det ikke går i opløsning. Som følge af denne tro taler folk om Gud som bevarer, opretholder, beskytter, vogter, opsynsmand, præst og frelser.

3. Gud forsørger
Gud sørger for, hvad han har skabt. Dette kaldes ofte forsynet. Gud sørger for liv, solskin, regn, vand, godt helbred, frugtbarhed hos mennesker, dyr og planter, føde og beskyttelse. Af denne grund kalder afrikanske folkeslag ham giveren af ting, vandgiver, helbreder, hjælper, vagt, kilde.

4. Gud hersker
Gud hersker over universet. Derfor har han navne som konge, guvernør, hersker, leder, mester, herre og dommer. For afrikanere hersker Gud over universet, præcis som deres leder eller konge hersker over deres land.
John Mbiti går videre og forklarer Guds væsen:

5. Gud er god
I mange dele af Afrika er Gud beskrevet som god. Afrikanerne når til denne konklusion ved at iagttage, hvad han giver dem, og hvor let tilgængelig han er. Fx siger folk fra Zaire: ’Gud gør aldrig mennesker ondt’. Og i Liberia siger de: ’Gud fremkalder regn til at skylle ned over vores marker og får solen til at skinne.’ I Ghana ser folk på Guds værk og proklamerer: ’Gud er god, fordi han aldrig har trukket sine gaver tilbage’.

6. Gud er barmhjertig
Det er en udbredt tro, at Gud er barmhjertig. Derfor kalder folk ham ’medlidenhedsguden’, ’den barmhjertige’, ’den gode’ og ’barmhjertighedsguden’. Andre gange siger de bare, ’Gud er god’ og ’Gud er barmhjertig’.

7. Gud er hellig
Gud er helt igennem hellig og ægte. Han kan ikke gøre – og gør ikke – noget forkert eller ondt. Han har ingen fejl. I Nigeria taler folk om ham som ’den ægte konge’, ’kongen uden pletter’ og ’hvidheden uden mønstre’.

8. Gud er almægtig
Afrikanere siger: ’Gud kan gøre alt’, eller: ’Der er ikke noget, Gud ikke kan’. På nogle afrikanske sprog er navnet for Gud ’den almægtige’, ’den uimodståelige’, ’den magtfulde’ og ’den, der ejer al styrke’.

9. Gud er alvidende
Gud ved alt. Han glemmer intet. Han bliver kaldt ’den vise, hvis visdom, kundskab og forståelse ikke har en grænse’. Derfor siger nogle mennesker i Nigeria: ’Kun Gud er vis!’ De taler om Gud som altseende og althørende: ’Den, der ser alt, opdageren af hjerter’.

10. Gud er alle vegne
Gud er nærværende overalt i universet. Blandt nogle af Afrikas folkeslag er Gud kendt som ’den store dam’, andre siger, at Gud er overalt på samme tid. I Cameroun er et af navnene for Gud: ’Han, som er overalt’. I Zambia siger nogle, at Gud aldrig standser, ingen steder og på intet tidspunkt.

11. Gud er…
Gud har skabt alt, men selv er han ikke skabt. Han eksisterer ved sig selv; han er selv-eksisterende. Denne idé er udtrykt af pygmæerne, som siger: ’Gud var den første, der eksisterede, og han vil aldrig dø’. I Sydafrika er der nogle, der giver Gud et navn, der betyder ’Han som er sig selv’ eller ’Han som blev til af sig selv’.

12. Gud kom først
En anden antagelse er, at Gud er den første og den sidste. Han kaldes den originale kilde og eksistensen bag alt. Andre kalder ham ganske enkelt ’Begynderen”.

Dér, hvor det bliver rigtig spændende for kristne missionærer, er, at afrikanere tror på formidlere mellem Gud og mennesket. For i kristendommen er Kristus mellemmand mellem Gud og mennesker.
– Nogle af de banebrydende antropologer og missionærer nægtede, at afrikanere havde nogen vished om Gud. De tog fejl. Der er dog almindelig enighed om, at traditionelle afrikanere ikke aktivt tilbeder dette enestående væsen, som er over de mindre guder, forklarer Yusufu Thuraki.
John Mbiti uddyber i sin bog:
– Folk føler sig små i Guds øjne. Når de henvender sig til ham, har de brug for hjælp fra en anden, ligesom det i det sociale liv ofte er skik at henvende sig til en med højere status gennem en anden. Af denne grund bruger nogle afrikanske folkeslag hjælpere i henvendelsen til Gud. Disse hjælpere bliver kaldt formidlere. Nogle er mennesker, mens andre er åndelige væsener.
– I Uganda betyder gudenavnet Muwanga ’Den der sætter ting i orden’. Det kommer fra legenden om, at en dag, hvor solen og månen skændtes og hvor mørket kom over landet, råbte folk til Gud om hjælp. Så sendte Gud guddommen Muwanga (søn af Wanga) for at skille de kæmpende ’brødre’ ad, og sætte dem på hver sin plads. Muwanga symboliserer nu idéen om orden og harmoni.

Og det er en velegnet platform for kristen mission. Men ikke for Yusufu Thuraki. Han forklarer:
– Ved roden af Afrikas traditionelle religiøse overbevisninger er en tro på mystiske kræfter. Kraften er kendt som manna, livets kraft, og essensen af liv og dynamik.
– Traditionelle afrikanske myter og legender går ud fra, at ’det enestående væsen’ har tildelt pligter og ansvar til de mange mindre åndelige væsener og guder. Deres tilstedeværelse i hverdagen betyder, at de kan have tættere tilhørsforhold til mennesker, end Gud har. Gud er hverken er så tæt på eller så frygtet, som de åndelige væsener er.
Og det er et reelt problem, mener Thuraki:
– En blandet gudsdyrkelse af lavere åndelige væsener er præcis, hvad Bibelen dømmer som afgudsdyrkelse.

Derfor skal missionærer og andre forkyndere holde tungen lige i munden, når de forkynder for afrikanere. Men de behøver ikke aggressivt at afvise afrikanernes tro totalt. Det gjorde Jesus jo heller ikke, da han helbredte høvedsmandens tjener i Matthæus-evangeliet kapitel 8. Høvedsmanden var romer, men Jesus helbredte hans tjener, roste hans tro som større end nogen tro, han havde mødt i Israel, og sluttede med denne proklamation:
”Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget…”
Så large var Jesus. Så meget bør vi også kunne glæde os over afrikanernes traditionelle tro på Gud. For den er – sammen med udgydelsen af Guds Helligånd, naturligvis – en medvirkende årsag til kontinentets vækkelse.

Svend Løbner er selv opvokset i Tanzania og rejser jævnligt på reportageture i den 3. verden.