Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.

Spørgsmål 1:

Jeg vil jo bare hjælpe…

Kære Orla Lindskov
Jeg lider af en del sygdomme og skavanker, så jeg vil gerne have din forbøn og en salvedug.
Men det er nu ikke bare derfor, at jeg skriver til dig. Heller ikke på grund af at jeg mistede min mand for 2 år siden og stadig sørger over tabet. Nej, jeg skriver til dig, fordi mit forhold til mine to svigerdøtre er meget dårligt. De forstår mig slet ikke, og jeg synes heller ikke, at de gør en anstrengelse for at forstå mig.
Jeg elsker at besøge mine to sønner, deres hustruer og ikke mindst mine søde børnebørn. Jeg går meget op i, at mine sønner skal have et smukt hjem, og jeg synes selv, at jeg har gjort alt, hvad jeg har kunnet for at hjælpe og støtte dem med indretningen. Jeg har købt både møbler, malerier og andre pyntegenstande til deres hjem. Men det er, som om mine sønner ikke rigtigt værdsætter det. Mine sønner virker nærmest ligeglade, mens mine svigerdøtre virker nærmest sure, og det på trods af, at jeg har brugt ret mange penge på dem.
Men det, der gør mig allermest ondt lige nu, er, at det virker som om, mine svigerdøtre laver aftaler bag min ryg. For pludselig vil de begge to ikke have, at jeg har slik med til børnene hver gang, jeg besøger dem.
Børnene har elsket, når jeg kom på besøg, og de har været glade og lykkelige for de slikposer, jeg havde med. Nu er det, som om den glæde skal tages fra mig og børnene.
Jeg synes generelt, at mine sønner og svigerdøtre møder mig med utaknemmelighed.
Jeg bor lidt uden for byen, og når jeg kommer ind til byen for at handle, elsker jeg at kikke ind hos mine sønner for at lege med børnene og for at se, om der er noget, jeg kan hjælpe mine travle, fuldtids-arbejdende svigerdøtre med, for der er faktisk nok, der flyder hos dem begge. Det virker, som om de ikke tager det så tungt med ryddelighed og orden i tingene.
Desuden har jeg også på fornemmelsen, at mine svigerdøtre er jaloux, fordi jeg har så god tid til at lege med børnene.
I det hele taget går min opgave hos mine to sønner først og fremmest ud på at hjælpe dem til at få smukke hjem og også hjælpe dem til at få deres ægteskaber til at fungere. Nogle gange synes jeg nemlig, det knirker lidt, og at de bider af hinanden. Min mand og jeg var gift i over 40 år, så jeg har da en vis erfaring med det at være gift. Men jeg føler, at min erfaring ikke er i ret høj kurs hos mine sønner og svigerdøtre. Vil du råde mig?
Venligst Eva

Svar 1:

Klogt at træde et skridt eller to tilbage

Kære Eva
Du skriver, at dine svigerdøtre ikke forstår dig og heller ikke anstrenger sig for at prøve at forstå dig. Men jeg føler altså også, at du skal prøve at forstå dine svigerdøtres situation lidt bedre. Prøv at tage fokus en smule væk fra dig selv. Jeg håber, at mine råd kan være en hjælp hertil.
Jeg tror godt, du kan forstå, at dine svigerdøtre kan blive lidt jaloux over, at børnene foretrækker tid sammen med farmor og hendes slikposer frem for med deres egne stressede mødre.
Det er også forståeligt, at det kan vække en slags misundelse at se dig sidde og hygge dig sammen med børnene, mens svigerdøtrene efter fuldtidsjob må tage sig af alt det huslige. Misundelse er selvfølgelig ikke nogen god løsning.
Husker du også at ringe og spørge, om det er i orden, du kommer på besøg, inden du banker på deres dør?
Uventede besøg kan let komme på tværs og fremkalde irritation.
Jeg tror faktisk, at dine svigerdøtre længes efter at have god tid til børnene, ligesom du har. Men det giver deres dagligdag dem ikke mulighed for. Mange forældre er i den situation i dagens Danmark.
Med hensyn til slik til børnene: Man skal huske at spørge forældrene, om det er i orden at give børnene slik?
Det er nemlig ikke alle forældre, der er vilde med slik. Slik er jo usundt. Det er der meget fokus på i dag.
Du skriver også, at du kommer for at se, om du kan hjælpe dine svigerdøtre med noget, for det flyder hos dem.
Det kan nemt opfattes som mistillid, hvis du blander dig i deres måde at holde hus på. Også selv om du giver dine råd, vejledning og hjælp i den bedste mening. Gå for alt i verden ikke i gang med at rydde op uopfordret.
Det kan også være en vældig belastning for jeres forhold til hinanden, hvis du blander dig i indretningen af deres hjem ved at købe møbler, malerier og pyntegenstande. Hvis de direkte har bedt dig om at gøre det, er det selvfølgelig en anden sag.
Du skriver, at dine svigerdøtre nok laver aftaler bag din ryg. Men kan det måske skyldes, at du har gjort dem både sure og irriteret?
At dine ægteskabelige erfaringer ikke er i høj kurs hos dem. Tja….
Sådan har det nok altid været mellem generationerne, mellem forældre og børn.
Børnene har nok også bedst af at gøre deres egne erfaringer.
Hvis du gerne vil dele dine ægteskabelige erfaringer med dem, så vent med det, til de beder dig om det.
Som forældre og svigerforældre er det ofte klogt at lære at træde et skridt eller to tilbage, inden det kommer til direkte konflikt.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Der kom liv i benet igen

Kære Orla Lindskov
Din salvedug virkede omgående ved sin kraft og ved min bøn, som jeg for første gang bad højt (for min kone).
Jeg havde fået et vanskeligt helende liggesår på mit ben på hospitalet. Men allerede et døgn efter modtagelsen af salvedugen var der igen liv i benet. Jeg skriver til dig med mange detaljer om det guddommelige mirakel, der startede med at jeg lagde din lille salvedug på min syge hæl.
Kære Orla Lindskov, jeg er ikke i tvivl om, at det var din salvedug, der udløste et mirakel. Dette mirakel har siden kunne måles ved videnskabelige målinger hos Danmarks førende sårspecialist, som arbejder på et københavnsk hospital.
Tak, fordi du sendte salveduge til min hustru og mig og derved blev igangsætteren af miraklet.
I kærlig taknemmelighed
En sårpatient

Min oplevelse:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Min svoger fik nyt job

Kære Orla
Jeg skrev til dig, måske for en måned siden, og bad om at få forbøn og en salvedug til min svoger, der havde problemer med menisken og med brusken i knoglerne og ledvæske i knæet.
Han fortalte, at han fik et opbyggende brev fra dig, og han har gået meget med salvedugen. Smerterne er væsentligt aftaget (tak, Jesus!),og han har fået håbet igen. Han har bl.a. også fået et nyt job, og det betyder meget for ham. Lederen på jobbet lader ham få den hvile, han har brug for, og benet bliver ikke overanstrengt.
Tak for din tjeneste og lydighed over for Herren!
Det har betydet rigtig meget for min svoger.
Med venlig hilsen
N.E.