Ellen har ord under neglene
Ellen Lodahl Pedersen er ny sekretariatsleder på DBI.
Ellen Lodahl Pedersen har arbejdet professionelt med kommunikation i 15 år. Nu skal hun kommunikere løs på Dansk Bibel-Institut i København udadtil for at skabe forståelse for Bibelens betydning i medierne, indadtil for at samle støtter til uddannelse af såkaldt bibeltro præster.
Fra 1. februar blev Ellen Lodahl Pedersen sekretariatsleder på DBI efter Kurt Dalsgaard.
– Hvad vil være din vigtigste opgave?
At være friendraiser – at skaffe DBI venner, der interesseret følger, beder for og støtter arbejdet. Mit mål er at knytte venner og sag tæt sammen gennem god og vedkommende kommunikation – gerne en kommunikation, der går begge veje.
Og kommunikation er en rød tråd i Ellens liv, hun har som afgående landssekretær Kurt Dalsgaard udtrykker det ord under neglene.
Ellen Lodahl Pedersen er cand. mag. i nordisk sprog og litteratur, samt massekommunikation. Fra 1996 og fem år frem var hun informationssekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), og de sidste otte år har hun været ansat på Danmission som fundraiser, informationsmedarbejder og webredaktør.
Med ansættelsen af Ellen ønsker DBI at opprioritere informationsarbejdet både i DBIs bagland og i elektroniske medier.
– DBI ønsker at få flere støtter blandt den yngre generation. Som en del af den proces vil vi opprioritere formidling til denne aldersgruppe gennem vores blad og hjemmesiden, men også gennem andre medier, og der har Ellen nogle kompetencer, vi kan bruge, siger rektor Børge Haahr Andersen.
Hvad fik dig til at søge stillingen? spurgte vi Ellen Lodahl Pedersen.
– Jeg prioriterer at arbejde med noget, jeg kan engagere mig i som person, og her er DBI et oplagt valg, fordi jeg værdsætter DBIs kerneværdier – glæde over evangeliet, tillid til Bibelen og kærlighed til mennesker.
Hvor ser du Bibelens rolle i dagens samfund? Hvorfor er det så vigtigt, at præster er bibeltro?
– Bortset fra ganske få passager har den almindelige dansker ikke et særligt stort kendskab til Bibelens indhold. Indirekte præger Bibelen stadig den danske kultur og de danske værdier, men Bibelen er ikke længere den grundbog og brugsbog i danskernes tilværelse, som giver dem et klart kristent fundament for deres tilværelse. Dette gælder langt ind i præstestanden i Folkekirken. Derfor er der brug for en ny generation af præster og kristne ledere, som kender Bibelen på grundsprogene, som er fortrolig med troslæren og kirkehistorien, og som kan formidle den kristne tro på en forståelig og vedkommende måde for os danskere i dag. På den måde kan vi udfordres til at gennemtænke vores værdier og vores liv i lyset af den kristne tro – og ikke bare ud fra skiftende tendenser i tiden.
Når du ser tilbage om 10 år – hvad vil du huskes for?
– At DBI har mange engagerede og aktive venner, der hver især med deres personlighed og livssyn udfylder en plads i kirke og nærmiljø. At de bakker op om arbejdet med at uddanne bibeltro præster, missionærer og kirkelige medarbejdere og bruger DBI som et ressourcested.
Ellen er 45 år og bor i Rødovre sammen med sin mand og to børn. De er tilknyttet Evangelisk Luthersk Mission i København.